jensjk

Tre måneder i Indien

2011-12-14T15:21:00.001+01:00

Indsendt til (og i forkortet form antaget til) Ugeskrift for Læger 14.12.2011

In India, nothing is impossible - indgangssætningen i en af de bøger, jeg læste for mange år siden forud for vores første rejse til Indien i 1971.
Det kom til at blive vores motto - men det kunne måske også have været "Sometimes it work, sometimes it does not work". Og meget andet. Underfundigt, ubegribeligt, kaos, affald, fattigt, rigt, smil, smukke kvinder, god mad, stærke farver - vidunderligt.
Vi (min kone og jeg) boede og arbejdede dengang i knap 7 måneder i en landsby, Bissamcuttack i Orissa. Læger uden Grænser fandtes ikke da, derfor blev det IMCC og Folkekirkens Nødhjælp. Jeg skrev lidt om det i Ugeskriftet dengang, det var en af de bedste perioder af vores liv og har nok præget resten af det. Mit formål med min uddannelse var netop at rejse ud og gøre noget, hvor det var nødvendigt, gerne i Indien. Siden kom det ikke til at gå helt sådan, men blev mest Nordjylland og Grønland. Indien har dog hængt ved hele livet, og vi har siden foretaget tre længere rejser dertil.

Men det kunne jo også være sjovt at arbejde i Bissamcuttack igen om muligt, nu 40 år efter. Da det ikke blev til mere i Rwanda efter en periode i 08 og 09, tog jeg kontakt med hospitalet via Johnny Oommen, en ildsjæl, der lever for sygehuset der. Jeg mente at kunne bidrage med min almen intern medicinske viden, og mere specifikt måske med ekkokardiografi. Man var meget interesseret, da man faktisk har en maskine, som ikke bliver brugt.
Men på det tidspunkt var det vanskeligt, da der havde været en del uroligheder af politisk-religiøs natur, som gjorde det umuligt for hospitalet at tage mod udlændinge, så det blev ikke. Siden var det en periode svært at vække kommunikationen igen, men i løbet af 2011 fik vi en aftale om tre måneders arbejde på sygehuset med at introducere denne undersøgelse. Man må fortsat ikke ansætte udlændinge, så det kunne ikke blive lønnet, og rejsen betalte vi selv, men fik kost og logi.
En del danske læger kender efterhånden stedet, enten fordi de som jeg var der som studenter, eller fordi de har været på et af de kurser i tropemedicin, som arrangeres af tre andre, tidligere studenter, hvert år i november siden vist 1997.
Små to uger inden den planlagte afrejse fik jeg så en mail - man havde fundet ud af, at ekkomaskinen ikke fungerede, fordi proben var ødelagt. Delvist fortæret af rotter, kan ikke repareres. Man har ikke penge til en ny. Om jeg kunne hjælpe. På det tidspunkt arbejde jeg i Trollhättan og opsøgte den relevante afdelings teknikere, men man havde ikke det fabrikat. Jeg havde så tænkt at kontakte diverse danske sygehuse om problemet, men forsøgte først med fabrikanten, Philips/ViCaremedical, hvor jeg havde kontakter både i forbindelse med mit arbejde i Frederikshavn og siden Grønland - og de havde lige præcis den probe - en demomodel - som jeg kunne få med til Indien, kvit og frit! Stor tak til dem - udsalgsprisen er 45.000 + moms.
Og så fik vi da pakket probe, tøj, bøger, computer, fotoapparat og medicin til tre måneders landsbyliv i Indien.

Vi fløj til Delhi og tog siden toget 30 timer og 1632 km mod sydøst til Orissa. Vi kunne have fløjet en del af vejen, men den rigtige måde at rejse på i Indien er toget - India in a nutshell. Bestilt hjemmefra på nettet, det er nødvendigt for at få en soveplads, ingen luksus, de fleste vesterlændinge betakker sig, men det er billigt og underholdende. Mad og drikke købes undervejs, indian food forstås, der passerer sælgere igennem vognen i en konstant strøm.

Ankommet til stationen nærmest hospitalet, Muniguda, blev vi overraskende og overvældende modtaget af tre af "hindudrengene" og to af deres sønner, selv nu voksne mænd, med blomsterkranse og buketter. Seks kasteløse og fattige drenge, uden nogen fremtid, som vores chef i 71, Kai Erland Pedersen, dengang tog sig af - foruden sine 4 egne børn og en siden adopteret dreng fra stammefolket khonderne.
Han sørgede for de 6 drenges opdragelse og skolegang, og da han forlod Indien i 74 fik den ældste, Chanchiri, ansvaret, mens Kai fra Danmark fjernstyrede pr telefon og mail og sørgede for penge til dem, også med bidrag fra anden siden, i hvert fald har vi bidraget til Senapati, en af de 6.
Fem af de seks har fået en uddannelse, og de har alle arbejde, tre af dem i gode, vellønnede stillinger, og deres børn igen har også et godt liv og har fået eller er i gang med længerevarende uddannelser. Jeg havde fået kontakt for nogle måneder siden på Facebook (!) med en af dem, siden dukkede flere op, og nu er alle 6 eller deres børn på der.
Siden blev der rundvisning, og så kunne jeg komme i gang med arbejdet. Min medbragte probe blev monteret på maskinen - og virkede! Ikke ligefrem state of the art teknologi, men absolut anvendeligt til forbedret diagnostik. Så måtte jeg leve med - eller måske forsøge at forbedre - at forholdene i undersøgelseslokalet var elendige. For lidt plads, støvet og varmt, jeg sidder på en plastic havestol, og patienten ligger på en plasticbriks, men vi finder da et stykke stof, som kan lægges under. Det var tanken, at jeg skulle lære stedets eneste mediciner proceduren, så hun fremover kunne klare det. Det viste sig, at hun absolut intet vidste om teknikken - men til gengæld venlig, interesseret og hurtigtopfattende, og hertil en meget god læge og kliniker. Og jeg måtte allerede efter de første 6 patienter konstatere, at hun allerede i forvejen med sin kliniske viden vidste det hele - jeg kunne intet nyt tilføre. Men alligevel var det jo godt både for hende og mig, at samtlige hendes fund kunne bekræftes.

Men dette sygehus er et fantastisk sted.
Startet fra ingenting af Lis Madsen i 1954, i måske den fattigste region i Indiens fattigste delstat Orissa, men samtidig et af de smukkeste steder i det store land, som nu rummer 1210 millioner, hvoraf halvdelen ikke har adgang til et toilet.
Hun arbejdede alene frem til 1967-74, hvor Kai Erland Pedersen kom til. Kort efter hans afrejse gik hospitalet fra Dansk Missionsselskab over på indiske hænder, men fortsat kristne. Der drives dog ikke missionsvirksomhed, alle behandles uanset religion (andet ville også være ulovligt). Lis Madsen gik herefter over til at vandre rundt mellem områdets 90 landsbyer, hvoraf de fleste er stammefolk, og hvor hun drev forebyggende virksomhed, især rettet mod mødre og børn.

Sidste år havde man 58227 ambulante besøg og 11114 indlæggelser, i 200 senge, dette for en årlig udgift på ca 5 mio DKr. Over 95% af indtægterne kommer fra patienterne, som betaler for alt, hvis de kan, mens man eftergav for ca 1 mio til de fattigste - det princip har altid drevet sygehuset. Der er en mindre indtægt fra gaver udefra, som især bruges til nyanskaffelser og nybygninger.

Ildsjælen Johnny Oommen er fortsat stedets største aktiv. Han er med i alt, selvom hans hjerte ligger i public health, med fantastiske resultater, og undervisning. Hvordan han kan overkomme, hvad han gør, er ganske ubegribeligt - og alligevel altid have tid til en levende og engageret samtale. Nu er han tillige medical superintendent, stedets ansigt udadtil, underviser på regionalt og nationalt plan - utrolig.
Man får uvilkårligt lyst til at bidrage, gøre noget, hjælpe.
Men det er der også mange andre, der får - det meste lykkes. Tata Steel, et af Indiens og måske klodens største foretagender, kanaliserer det meste af deres overskud i velgørende fonde, som også har fået øje på Johnny. Men han vil ikke have flere penge, end der er brug for. Ideerne kommer først, så følger pengene. I de 18 år, han har arbejdet her, er det altid lykkedes at skaffe, hvad man skal bruge. Det er Gud, der hjælper, siger han.

Dagen på hospitalet starter kl 7.30 med en halv times morgenandagt. De fleste sygeplejersker og læger deltager, men få andre, der er ingen tvang. Men selv en antireligiøs agnostiker kan få lyst til at deltage, når man har hørt på Johnny - men det bliver ved tanken. Derefter en stående morgenkonference udenfor, fremlægning af døgnets vigtigste begivenheder.
Stuegang på de ca 50 medicinske patienter, der fejler mange ting - men malaria og andre infektioner dominerer. Der er ca 1 dødsfald om dagen, også her står malaria højt. Orissa rummer 3% af Indiens befolkning, men 20% af malariatilfældene og 50% af dødsfaldene af denne sygdom, som public health-virksomheden derfor især er rettet mod, blandt andet ved uddeling af myggenet og en indsats for at få landsbyerne til at bruge dem. Men også mange mere komplicerede tilfælde, jævnligt er der dog noget, som vurderes ikke at kunne klares her, og man tilråder CT eller MR eller et andet sygehus - men de færreste patienter vil. Eller har råd, i hvert fald i første omgang. Men siden vender de tilbage og har ofte skaffet pengene, i hvert fald til en start.
Siden er der ambulatorium med ca 200 patienter, arbejdsdagen slutter kl 19-20. Og lørdag er fuld arbejdsdag. Jeg følger medicineren, Pragya, som er gift med kirurgen, Sunil. De to er altid til rådighed, hver dag. Pragyas kliniske kunnen er fremragende, jeg har aldrig oplevet noget lignende. Sætter sig ind i sagen, undersøger, tænker, handler, alt overstået på fem minutter - og ikke overfladisk.

Men i forhold til for 10 år siden er der sket en ændring af sygdomsmønstret i ambulatoriet - hypertension og diabetes fylder en del, også folk med mindre skavanker. Og de er ikke så syge som for 40 eller blot 10 år siden. Ja, siger Johnny, man plejer at tale om to pukler - når infektionssygdommene er ved at være på retur, er det velfærdssygdommenes tur - men her er de to pukler blevet til en.

Men hvordan kan klodens femtestørste økonomi, en atommagt, kommende supermagt med verdens største guldbeholdning, acceptere, at en måske halvdelen af befolkningen har elendige levevilkår uden toilet, at så mange fortsat dør af malaria og tuberkulose, at mere end halvdelen af kvinderne ikke kan læse?
At 75% af sygdomsbehandlingen foregår på private klinikker og hospitaler, som fx dette?
Regeringen har rent faktisk de sidste 10 år gjort en stor og synlig indsats. Der er nu brønde med rent vand og elektricitet i (næsten) alle landsbyer, regeringsklinikker for hver 30.000 indbyggere, skoler overalt - og skolelærernes løn er som lægernes blevet langt bedre. Korruption er stadig et stort problem, kastesystemet også, især i de små samfund - men dog aftagende. I princippet er al sygdomsbehandling gratis - men i praksis er det så vanskeligt at komme ind på regeringshospitalerne de større steder, at de fleste opgiver og satser på de private - hvis de kan.

Men hvorfor er vi mere og mere fascinerede af dette kolossale land, dette kaotiske, urimelige, uoverskuelige, ubegribelige subkontinent, at vi nu har tilbragt sammenlagt over et år der og rejst over 18000 km med tog? De fleste enten elsker eller hader det, mange vesterlændinge opgiver ved første kontakt med skraldet og fattigdommen - men der er så uendelig meget andet - jeg har skrevet lidt mere om det på jensjk.blogspot.com, og der er mange billeder på jensjk.dk/india.

Turist i Orissa

2011-11-13T14:14:00.001+01:00

Vi planlagde 10 dages rejse til Bhubaneswar, Puri og Gopalpur i Orissa af flere grunde. For det første skulle vi til Bhubaneswar for at hente Marie og Rasmus, der kom med fly dertil fra Norge via London for at fejre min fødselsdag og se lidt af Indien, for det andet for at skaffe plads i sygehusets guesthouse til et kursus for tropemedicin for 20 danske læger. Dette kursus afholdes hvert år, er en stor succes og kendt ud over Danmarks grænser. Initiativtagerne er to andre af de tidligere Bissamcuttack-studenter.

Desuden holder Pragya, min "elev", ferie en del af perioden.

Men altså, en søndag stod vi på bussen til Muniguda ved sygehusets hovedindgang - og Sahadebo fulgte med og fik efterhånden etableret en siddeplads. Bussen er en af de ting, der er meget lidt forandret efter 40 år. Ingen affjedring, ingen komfort, elendig vej - faktisk dårligere nu pga megen tung lastbiltrafik i tilslutning til et nærliggende aluminiumsraffinaderi. Men meget billigt, venlige mennesker.

I Muniguda tager vi en tuc-tuc til jernbanestationen, vi (Inge :)) har en del bagage. Sahadebo køber billet til Rayagada - 5 kr for os begge to. Og der bliver vi afhentet af Nobino og Ramesh, som er nevø til Chanchiri - kørt til frokost på et af hotellerne. Som altid enkelt og beskidt, men fremragende mad - jeg blev endog med lav stemmeføring spurgt om jeg ville have en øl, men fornemmede at det ikke ville være korrekt at takke ja. Det er vores (nu bekræftede) fornemmelse, at alkohol har lav status i Indien - alle "drengene" rører det sjældent og har det ikke i huset. Siden skal vi se Nobinos nye hus under opførelse - det er stort, 18 værelser og 8 badeværelser. Der er sket en del siden tilværelsen som kasteløs landsbydreng. Huset skal lejes ud (til 4 familier), indtil han om 10 år bliver pensioneret og selv flytter ind. Der skal være "inauguration" den 27., for 300 gæster - datoen er fastsat, for at jeg kan være der og klippe snoren over og holde tale!

Siden ser vi også Canchiris hus i samme by og Senpatis, som også er stort, og lejet ud til kontorer - indtil han også vil flytte dertil når han pensioneres, der er dog 15 år til.

Siden beværtes vi hos Ramesh, med frugt og siden god middag. Vi spiser først, Inge og jeg, men familien er dog omkring os - men spiser først, når gæsterne er gået.

Vi skal med toget videre til Bhubaneswar kl 23. Forinden når vi et tempelbesøg med stor larm og enkelte kvinder i ekstase.

Men toger er forsinket, 1½ time viser det sig, og vi vil sende Nobino og Ramesh hjem. Ikke tale om, de vil blive og følge os ind i toget, om de så skal sidde der hele natten. Og sådan bliver det.

Fremme i Bhubaneswar næste morgen bliver vi modtaget af Senapati, vores "dreng" på 45, der er kommet fra Kolkata, hvor han er Assistant General Manager i en stor bank. Han har sørget for hotel til os, hvor vi kan hvile lidt og tage bad, inden vi om aftenen skal modtage Marie og Rasmus. De kommer til tiden, dejligt at se dem, og der er kold Kingfisher klar - og vi får vore fødselsdagsgaver, lakrids og chokolade.

Og så skal vi ud at spise - på en god, nærliggende indisk restaurant, fremragende mad. 80 kr for os alle 5 bliver regningen på.

Næste dag - Senapati har lejet bil med chauffør, og vi bliver kørt rundt til Bhubaneswars seværdigheder. Der er mange, og vi er trætte efter det afsluttende besøg i Zoo med bla hvide tigre - men om aftenen inviterer Senapati på middag i sin bolig, et guesthouse tilhørende hans bank med egen kok. Jo, der er stil - og Kingfisher!

Den følgende dag forlader vi Bhubaneswar, ser på vejen en buddhistisk pagode og soltemplet i Konark, inden vi når frem til den hellige by Puri ved havet. Der er mange mennesker, for dagen efter er det fuldmåne i en hellig måned, hvor der ikke spises kød - så der er helt fuldt af indiske turister overalt. Vi har også på turen ses under 20 hvide mennesker.

Vores hotel her er stort og flot, men med elendig service, viser det sig - hvad Puri er kendt for. Men det generer åbenbart ikke inderne. Men maden er som altid god - men ingen alkohol på hotellet, så jeg må ud i byen for at få fat på nogle kolde K.

Næste dag tager vi på udflugt til Chilka Lake, en meget stor braksø med masser af fugle og tilmed delfiner, der er meget at se på. Vi afslutter dagen med seafood fra søen, som en af Senapatis venner har sørget for - og tilmed K.

Og næste morgen bliver jeg fejret - Senapati har organiseret fødselsdagskage med navnetræk - men mit navn er svært at stave for en inder. Siden pakker vi og fortsætter til Gopalpur, til mit favorithotel, Sea Side Breeze, hvor vi også boede for 10 år siden.Et vidunderligt sted - enkelt, ingen AC, ikke varmt vand, men perfekt beliggenhed, god service - imellem ruiner fra englændernes tid - og skrald som overalt i Indien. Og Senapati forlader os og kører tilbage - afskeden varm og følelsesladet. Vi er kommet tæt på hinanden på de 4 dage, og jeg håber, han vil tage imod invitationen til at besøge os til sommer - sammen med Chanchiri.
Billeder findes her

Dagligdag i Bissamcuttack

2011-10-30T06:15:00.002+01:00

Vi har nu været i Bissamcuttack i en måned, og en dagligdag har indfundet sig.
Vi bliver som regel vækket af kirkeklokken ved solopgang, 5.45, men står dog normalt først op ca 6.30, laver te og kaffe og går i bad. Jeg bader som regel i uopvarmet vand, mens Inge bruger en vandvarmer. Derefter til den lille "kantine", hvor Inge får poori og dal, jeg løgomelet og toast, vand, te og kaffe (igen). Vi spiser, mens sygehusstaben holder ½ times morgenandagt, og jeg er så klar til morgenkonferencen, der holdes stående uden for kapellet kl 8. Orientering om døgnets patienter, hvorefter vi går stuegang på Casualty, dvs akutmodtagelsen, derefter IMCU, en slags mellemafdeling og til slut på sengeafdelingen, ialt 40-60 patienter på den medicinske side. Pragya, den medicinske chef, leder dette, hjulpet af to yngre kolleger, mens jeg følger med og falder ind, hvis det er relevant - det er det sjældent. De har særdeles godt greb om det praktiske, patientundersøgelse mv, hurtige og kompetente med de få midler, der er til rådighed. Næste alle patienter har eller behandles for malaria, andre infektioner, tuberkulose, blodmangel (seglcelleanæmi), men også vestlige sygdomme fylder efterhånden, især forhøjet blodtryk og sukkersyge. Sidst havde jeg i går en yngre mand, som efter alt at dømme havde fået en blodprop i hjertet - usædvanligt, og kun få muligheder for diagnostik og behandling.
Dette tager et par timer, derefter er der "breakfast", dvs formiddagskaffe, men for mange er det faktisk dagens første måltid. Siden starter Outpatients, det store ambulatorium, som fylder resten af dagen, indtil arbejdet slutter kl 19-20 - også lørdag, dog også med en frokostpause. Solen går ned 17.30 her på 19° nord, og kl 18 er det helt mørkt.
Jeg deltager ikke i alle outpatients, men bliver kaldt, når der er brug for det, ialt 1-2 timer, hvor jeg deltager i undersøgelse af patienter og samtidigt underviser i ekkokardiografi.
Så i pauserne er jeg hos Inge i vores bolig, The Guest House, hvor vi læser og ser på sygehustrafikken, og på hvad der ellers sker. For tiden er man ved at male sygehuset, det er underholdende at se på. Og vores gartner vander og planter. Hver dag får vi besøg af et hold små, sorte grise, som Inge fodrer med vores spiselige affald, papayaskræller og lignende.
Frokost spiser vi også i kantinen. De fleste ville nok betakke sig for at spise der, stedet ville omgående blive lukket i Europa, men maden er god, og vi får en god behandling - og der er gjort mere ud af vores mad - ris, dal, chapati, stegte kartofler, løg, ofte fisk eller lidt krydret kød, kylling eller ged (selv om de kalder det mutton). Det er byens bedste - og i hvert fald reneste spisested, og i øvrigt det eneste, hvor man kan sidde ned.
Ved 16-tiden går jeg en tur hen i byen og køber, hvad vi har brug for - lidt frugt og måske øl. Der er flere lokale mærker, desværre ikke Kingfisher, men til gengæld Tuborg, der dog kun har navnet til fælles med den, vi kender, selvom licensen og etiketten ser rigtig ud. Men udmærket.
Kl 17 går jeg ned i min foretrukne pan-shop - der er mange af dem - og køber en portion pakora og andre smålækkerier til vores drink, det er sjældent, der er arbejde til mig senere end det. Aftensmad har vi aldrig appetit til, med mindre vi er vi inviteret i byen, hvad vi har været nogle gange.
Om aftenen har vi besøgende næsten dagligt. Det er oftest en af "hindudrengene" eller deres familier, som kommer med lidt godbidder, indiske, forstås, men også et par gange med et helt måltid, meget velsmagende. Sahadebo har endog været her med morgenmad et par gange, sidst i dag til morgen med frugt - og pandekager! Deres (voksne) sønner har også været her flere gange for at tilbyde hjælp med dette og hint, og jeg har grebet chancen for at udvide mit oriya. Jeg læser på det hver dag, og det går efterhånden nogenlunde til en hverdagssamtale - hvis det går langsomt. En af dem kom i går med en skolelæsebog, det var jo fint for mig, da jeg også øver skriftsproget, som jeg synes er meget smukt. Se bare her:
ଭୀରତରେ କିଛି ଅସସୃବ ନାହିଁ
"In India, nothing is impossible"
To søndage har vi været til frokost i Sano Sahi, Lillegade, hos familierne. Gæsterne spiser først, men bliver holdt ved selskab af værterne imens, idet de først spiser, når vi er gået. Hele familien er til stede, men ikke synlig. Måske har adskillelsen også at gøre med, at vi ikke spiser med fingrene, men almindeligt er det også i finere familier, at værtinden spiser til sidst - når gæsterne og mændene er færdige. God er maden altid, der serveres vand eller sodavand, aldrig alkohol. Da vi sidst var hos kollega Pragya til dinner, spiste alle dog samtidig, med eller uden fingre.
Man spiser sent, kl 20-21, til gengæld går gæsterne straks middagen er forbi.
Kirken kunne vi ikke undslå os for sidste søndag. Gudstjenesten var lang, på oriya, men meget farverig med flere musikalske, også elektroniske, indslag - men jeg har nu gjort min ateistiske holdning klar, men jeg tror ikke, de helt forstår, at man kan have den holdning.
Mine gamle billeder fra 1971 er fortsat meget populære, jeg har vist dem måske 10 gange for større og mindre forsamlinger, og endnu mangler sygeplejeeleverne. Der er 180 af dem - smukke og smilende. Og i civil i sarier i alle farvekombinationer, alle harmoniske. Jeg tror ikke, der er noget sted i verden, hvor kvindernes klædedragt er så varieret i farve- og mønstersammensætning som i Indien.
Men det sker dog også, at vi er os selv om aftenen. Så læser vi, ser af og til en film på min laptop, men fjernsynet har endnu ikke været tændt. Men der er en parabol - det ser man også i de fjerneste landsbyer, hvor de fleste også har mobil - de landsbyer, hvor jeg for 40 år siden havde en illusion af stenalder. Nu er stråtagene mange steder erstattet af sten, og de fleste har elektricitet. Og en skole, dog ikke nødvendigvis med en lærer - jo, der er ansat en, men han er ofte et andet sted. Også en af de ting, som sygehusets udadgående virksomhed forsøger at afhjælpe. Der er nu 15% af kvinderne i landsbyerne, der kan læse - en forbedring med en faktor 5 på 15 år.
Men landsbyerne er fortsat rene uden det plasticaffald, som flyder overalt her i byen. Vi var på tur dertil i denne uge, hvor sygeplejelever skulle udveksles i Public-health-projekterne. Der er nu asfalt et godt stykke, og hvor vi dengang kørte på jordveje og krydsede floder til fods, er der nu broer.
Det kan også godt være lidt svært at læse her i Bissamcuttack om aftenen - strømmen er meget ustabil, den svigter adskillige gange, 20-25, i løbet af en dag, hvor så generatoren sætter ind efter nogle minutter.

Om en uge tager vi toget til Bhubaneswar for at møde Marie og hendes Rasmus, som kommer dertil fra Norge. Senapati har sørget for hoteller og foreslået, hvordan vi skal bruge de 4-5 dage, han vil være sammen med os der, inden vi fortsætter sydover i Orissa til Gopalpur og Vishakapatnam i Andra Pradesh, hvorfra vi tager toget tilbage hertil den 16., så vi får 4 dage sammen her, inden de rejser hjem.

Vi har besluttet at rejse herfra den 3. december. Til den tid tror jeg ikke, jeg kan bidrage med mere her, og vi tager så toget til Ooty i Nilgiri Hills i Tamil Nadu og bliver der nogle dage. Måske besøger vi på vejen Vellore med et stort undervisningshospital, som bla uddanner læger til stedet her. Siden er det vores plan at fortsætte langs vestkysten i Karnataka, syd for Goa, hvor vi har fundet nogle gode steder at være - tror vi.
Og vinteren er på vej. De første uger var her 30-32 om dagen, 25 om natten - men de 2 seneste dage har morgentemperaturen vist 17-18, og dagen er ikke så hed som i de 2 første uger, kun op til 27 - vi kan faktisk side ude i skygge hele dagen - men skal snart have mere end et lagen på om natten.
Varmen var hård ved Inge de første uger, så hun opgav tanken om at arbejde, men der har nu heller ikke været noget reelt tilbud.

Billeder findes her.

Christian Hospital, Bissamcuttack

2011-10-15T10:25:00.000+02:00

Dette sygehus er et fantastisk sted.
Startet fra ingenting af Lis Madsen i 1954, i måske den fattigste region i Indiens fattigste delstat Orissa, men samtidig et af de smukkeste steder i det store land, som nu rummer 1200 millioner, hvoraf halvdelen ikke har adgang til et toilet.
Hun arbejdede alene frem til 1967-74, hvor Kai Erland Pedersen kom til. Kort efter hans afrejse gik hospitalet fra Dansk Missionsselskab over på indiske hænder, men fortsat kristne. Der drives dog ikke missionsvirksomhed, alle behandles uanset religion (andet ville også være ulovligt). Lis Madsen gik herfter over til at vandre rundt mellem områdets 90 landsbyer, hvoraf de fleste er stammefolk, og hvor hun drev forebyggende virksomhed, især rettet mod mødre og børn.

Sygehusets aktiviteter er nu, som jeg beskrev dem i 2002, men tallene er steget.
Sidste år havde man 58227 ambulante besøg og 11114 indlæggelser, i 200 senge, dette for en årlig udgift på ca 5 mio DKr. Over 95% af indtægterne kommer fra patienterne, som betaler for alt, hvis de kan, mens man eftergav for ca 1 mio til de fattigste - det princip har altid drevet sygehuset. Der er en mindre indtægt fra gaver udefra, som især bruges til nyanskaffelser og nybygninger. Der er nu to skoler i landsbyerne, som drives for overvejende indsamlede midler fra især Danmark, Tyskland og USA.

Ildsjælen Johnny Oommen er fortsat stedets største aktiv. Han er med i alt, selvom hans hjerte ligger i public health, med fantastiske resultater, og undervisning. Hvordan han kan overkommer, hvad han gør, er ganske ubegribeligt - og alligevel altid have tid til en levende og engageret samtale. Nu er han tilllige medical superintendent, stedets ansigt udadtil, underviser på regionalt og nationalt plan - utrolig.
Og selv sygeplejeelevernes undervisning er han engageret i. Der er en sygeplejeskole med vel 50 elever, som kommer fra hele Orissa, de fleste fra fattige familier, og deres fee er meget lav. Men engagement og smil, det er der. I aftes kom jeg tilfældigt til en aften, hvor de skulle præsentere tre små projekter - med dataprojektor og Powerpoint. I Bissamcuttack, siddende på gulvet. Også her var Johnny den, der engagerede sig, stillede spørgsmål - og så se alle disse levende ansigter og den åbne, uforfærdede diskussion.
Man får uvilkårligt lyst til at bidrage, gøre noget, hjælpe.
Men det er der også mange andre, der får - det meste lykkes. Tata Steel, et af Indiens og måske klodens største foretagender, kanaliserer det meste af deres overskud i velgørende fonde, som også har fået øje på Johnny. Men han vil ikke have flere penge, end der er brug for. Ideerne komme først, så følger pengene. I de 18 år, han har arbejdet her, er det altid lykkedes at skaffe, hvad man skal bruge. Det er Gud, der hjælper, siger han.

Dagen på hospitalet starter kl 7.30 med en halv times morgenandagt. De fleste sygeplejersker og læger deltager, men få andre, der er ingen tvang. Men selv en ateist kan få lyst til at deltage, når man har hørt på Johnny - . Derefter en stående morgenkonference udenfor, fremlægning af døgnets vigtigste begivenheder.
Stuegang på de ca 50 medicinske patienter, der fejler mange ting - men malaria og andre infektioner dominerer. I går døde en ung mand af cerebral malaria, en ung kvinde af lungebetændelse. Men også mange mere komplicerede tilfælde, jævnligt er der noget, som vurderes ikke at kunne klares her, og man tilråder CT eller MR eller et andet sygehus - men de færreste patienter vil. Eller har råd, i hvert fald i første omgang. Men siden vende de tilbage og har ofte skaffet pengene, i hvert fald til en start.
Siden er der ambulatorium med ca 200 patienter, arbejdsdagen slutter kl 19-20. Og lørdag er fuld arbejdsdag. Jeg følger medicineren, Pragya, som er gift med kirurgen, Sunni. De to er altid til rådighed, hver dag.
Men i forhold til for 10 år siden er der sket en ændring af sygdomsmønstret i ambulatoriet - hypertension og diabetes fylder en del, også folk med mindre skavanker. Ja, siger Johnny, man plejer at tale om to pukler - når infektionssygdommene er ved at være på retur, er det velfærdssygdommenes tur - men her er de to pukler blevet til en.

Min lille indsats er at forsøge at lære Pragya ekkokardiografi, ultralydundersøgelse af hjertet, det bruger vi et par timer på hver dag, og det går godt fremad. Men hendes kliniske kunnen er fremragende, jeg har aldrig oplevet noget lignende. Sætter sig ind i sagen, undersøger, tænker, handler, alt overstået på fem minutter - og ikke overfladisk.

Oriya

2011-10-13T08:49:00.000+02:00

Oriya er forholdsvis let at lære, syntes jeg i hvert fald dengang i 1971, selvom det nok var en meget simpel variant, som dog blev forstået af alle. Jeg troede, jeg havde glemt det efter 30 år ude af brug, men da vi i 2002 igen besøgte hospitalet og mødte gamle bekendte,kom det uden større besvær ud af munden igen. Mere om det besøg her.
Skriftsproget kan jeg ikke, men det er meget smukt, se blot Wikipedia på oriya.

Det lidt, jeg kan, er især Kai Erland Pedersens fortjeneste.
I vores arbejde i 1971-2 var det praktisk at lære lidt af lokalsproget oriya, som er Orissas officielle sprog, og af kuvi, som tales af et stort mindretal af dongria-khonder, et af Indiens måske 500 stammefolk med eget sprog. Kai havde lært sig begge sprog i de 4 år, han på det tidspunkt havde boet på stedet, og skrevet et lille kompendium i begge. Med hjælp af disse samt vores tolk var det muligt at lære sig så meget, at man kunne klare et et simpelt patientinterview.
Jeg har denne gang opfrisket sproget inden afrejsen ved hjælp af en lærebog, jeg købte ved sidste besøg: "Oriya in small bites", skrevet af en dansker, Niels Erik Wegge, som har boet nogle år i Bhunbaneswar. Jeg kan dog se, at udtalen adskiller sig noget fra det bondesprog, jeg kan.
Med oriya kan man klare sig i det meste af det nordlige Indien pga slægtskabet med bengali og hindi.

Fra http://da.wikipedia.org/wiki/Indiens_nationale_sprog:

"Indien har en omfattende liste over de sprog, der tales af de forskellige befolkningsgrupper. Der kendes mindst 30 forskellige sprog og ca. 2000 dialekter. Indiens forfatning fastslår, at hindi og engelsk skal bruges i regeringens officielle kommunikation. Desuden fastlægger den en gruppe på 22 foreskrevne sprog, som kan bruges officielt af de forskellige delstater i administrative sammenhænge, men også som kommunikationsmiddel mellem den nationale regering og delstaternes regeringer, og ved afholdelse af examener forud for ansættelse hos den nationale regering.

Det var forudsat, at engelsk skulle ophøre med at være et officielt sprog fra og med 1965. Derefter skulle det fortsat være et "vedføjet ekstra officielt sprog" (på lige fod med hindi), indtil det tidspunkt hvor en retmæssigt udnævnt kommité kunne beslutte sig for en fuldstændig overgang til hindi. På grund af protester fra nogle stater, f.eks. Tamil Nadu, hvor hindi kun trænger svagt igennem, eksisterer "dobbeltsprog"-situationen fortsat. Som følge af den hastige industrialisering og en voldsom, multinational indflydelse på økonomien er engelsk stadigvæk et populært og indflydelsesrigt kommunikationsmiddel hos regeringen og i forretningslivets hverdag. Alle forsøg på at fjerne det er i praksis blevet lagt på hylden.

Oriya eller orija er det officielle sprog i den indiske delstat Orissa. Det er et indoarisk, indoiransk, indoeuropæisk sprog som er nært beslægtet med bengali. Det tales af i størrelsesordenen omkring 35 millioner mennesker.

Oriya har sit eget skriftsystem som minder noget om devanagari og thais alfabet, men dets cifre er forskellige fra cifrene i devanagari."

Mere udførligt om oriya: http://en.wikipedia.org/wiki/Oriya_language. Sprogmuseet har også skrevet om indiske sprog: http://sprogmuseet.dk/sprogpolitik/indien-nar-sprog-bliver-til-politik/.

The hindu boys

2011-10-11T10:52:00.000+02:00

Ved flere lejligheder har jeg omtalt "the hindu boys", som de kalder sig selv. Seks kasteløse og fattige drenge, uden nogen fremtid, som vores chef i 71, Kai Erland Pedersen, dengang tog sig af - foruden sine 4 egne børn og en siden adopteret dreng fra stammefolket khonderne, som kom til at hedde Thomas.
Han sørgede for de 6 drenges opdragelse og skolegang, og da han forlod Indien i 74 fik den ældste, Chanchiri, ansvaret, mens Kai fra Danmark fjernstyrede pr telefon og mail og sørgede for penge til dem, også med bidrag fra anden siden, i hvert fald har vi bidraget til Senapati, en af de 6.
Fem af de seks har fået en uddannelse, og de har alle arbejde, tre af dem i gode, velønnede stillinger, og deres børn igen har også et godt liv og har fået eller er i gang med længerevarende uddannelser. To af dem bor fortsat her i Bissamcuttack, Sahadebo, som er lærer (schoolmaster faktisk) og Suri, som er den eneste uden uddannelse og den eneste, der ikke taler særlig godt engelsk, men han har dog nu fået ansættelse ved politiet. Nobino i Rayagada ca 50 km herfra i god stilling er ved at bygge et hus og tager sig der også af 6 fattige børn foruden hans egne. Vi er endog blevet bedt om at komme og indvie huset - the inauguration.
Vi fik en fantastisk modtagelse og beværtning af dem i 2002, og det har været ikke mindre varmt denne gang. Jeg skrev, at tre af dem modtog os på stationen, og siden har de været her flere gange, bl.a. med frugt til Inge, og hjulpet hende med småindkøb, når jeg har været på arbejde. I går gik de med os begge på indkøb gennem mudder og kolort, så jeg fik Orissa-SIM-kort, det er billigere i brug, end det jeg havde i Delhi (og koster 10 kr), chappals, skjorte og et sæt punjabi-dress - til 24 kr.
Vi har forsøgt at gøre en smule gengæld for deres hjælpsomhed på forskellig måde, og på lørdag har vi inviteret dem med familier til at se Slumdog Millionaire på min laptop. De har hørt om filmen og musikken, men ikke set den. Så må vi sørge for samosa, frugt og sodavand - de bruger ikke alkohol.

I november venter vi Marie og hendes Rasmus på besøg, idet vi skal mødes i Bhubaneswar og siden se Puri, Konark, Chilka Lake og bo nogle dage ved havet, som vi gjorde i 02 - og det har Senapati delvist organiseret, og han sørgede for en tilsvarende tur i 02 - og mødte os med Chanciri i Kolkata i 08.

Men det er imponerende, hvad Kais indsats har først med sig. Seks kasteløse drenge uden fremtid er nu blevet til måske 40, som alle har uddannelse og arbejde eller er godt på vej til det. Og det uden betingelse andet end den at de holdt sig til bogen og gennemførte. De er alle fortsat hinduer - men i hvert fald Chanchiri og Sahadebo meget lidt om overhovedet religiøse. Det tager konerne sig af - . Kai var i det hele taget og er måske stadig - vi har kun sjældent forbindelse nu - et enestående menneske. Velbegavet, stenisk, kunne mange sprog, heraf de mest talte lokale, oriya og kuvi, skrev et lille kompendium i begge. Han var læge her i 67-74, alene med Lis Madsen, stedets grundlægger, men har ikke noget godt navn her. Måske fordi den af alle elskede dr Ma og han ikke kunne sammen, måske fordi han 5 år efter at være flyttet til Danmark skrev en ung indisk kone hjem, Chanchiris søster Laxmi, måske pga en skilsmisse. I hvert fald ville man ikke se ham på syghuset, da han besøgte området i 93. Jeg ved det ikke, men jeg kunne vældig godt lide ham og har stor respekt for hans person og hans indsats her. Siden blev han børnespykiater i Herning, forstå det, hvem der kan.

India revisited

2011-10-07T10:34:00.001+02:00

In India, nothing is impossible.
Indgangssætningen i en af de bøger, jeg læste for mange år siden forud for vores første rejse til Indien i 1971.
Det kom til at blive vores motto - men det kunne måske også have været "Sometimes it work, sometimes it does not work". Og meget andet. Underfundigt, ubegribeligt, affald, fattigt, rigt, smil, smukke kvinder, vidunderligt.
Vi boede og arbejde i knap 7 måneder i en landsby, Bissamcuttack i Orissa, der var og stadig er Indiens fattigste delstat. Det var en af de bedste perioder af vores liv og har nok præget resten af det. Mit formål med at læse medicin var netop at rejse ud og gøre noget, hvor det var nødvendigt, gerne i Indien. Det kom ikke til at gå helt sådan, men Indien har hængt ved hele livet, og vi er der nu for femte gang, og i Bissamcuttack for tredje gang.

Om gensynet i 2002, 30 år efter afrejsen, har jeg skrevet lidt her, hvor der også er links til billeder fra dengang - aktuelle billeder kommer senere på picasa - men der er ikke tilkommet meget andet end mobilmaster. I 2007 og 2008 var vi almindelige turister i det store land, mere om dette på jensjk.dk/india.
Men det kunne jo også være sjovt at arbejde i Bissamcuttack igen. Da det ikke blev til mere i Rwanda efter en periode i 08 og 09, vendte jeg blikket mod Indien igen og tog kontakt med hospitalet via Johnny Oomen, en ildsjæl, der lever for sygehuset der. Jeg mente at kunne bidrage med min almen medicinske viden, og mere specifikt måske med ekkokardiografi, ultralydundersøgelse af hjertet. Man var meget interesseret, da man faktisk har en maskine, som ikke bliver brugt.
Men på det tidspunkt var det vanskeligt, da der havde været en del uroligheder af politisk-religiøs natur, som gjorde det umuligt for hospitalet at tage mod udlændinge, så det blev ikke. Mere om dette senere. Siden var det en periode svært at vække kommunikationen igen, men i løbet af 2011 fik vi en aftale om tre måneders arbejde på sygehuset med at introducere denne undersøgelse. Man må fortsat ikke ansætte udlændinge, så det kunne ikke blive lønnet, og rejsen har vi selv betalt, men får kost og logi.
Små to uger inden den planlagte afrejse fik jeg så en mail - man havde fundet ud af, at ekkomaskinen ikke fungerede, fordi proben - den del af maskinen, der er i kontakt med patienten - var ødelagt. Delvist fortæret af rotter, kan ikke repareres. Man har ikke penge til en ny. Om jeg kunne hjælpe. På det tidspunkt arbejde jeg i Trollhättan og opsøgte den relevante afdelings teknikere, men man havde ikke det fabrikat. Jeg havde så tænkt at kontakte diverse danske sygehuse om problemet, men forsøgte først med fabrikanten, Philips/ViCaremedical, hvor jeg havde kontakter både i forbindelse med mit arbejde i Frederikshavn og siden Grønland - og de havde lige præcis den probe - en demomodel - som jeg kunne få med til Indien, kvit og frit! Stor tak til dem - udsalgsprisen er 45.000 + moms.
Og så fik vi da pakket probe, tøj, bøger, computer, fotoapparat og medicin til tre måneders landsbyliv i Indien.

En lang rejse med Qatar Airways, mellemlanding i Doha, til Delhi. Det lille hotel, Jyoti Mahal, havde sørget for afhentning i lufthavnen, som fungerede efter en enkel telefonopringning. Det lå så et helt andet sted end angivet og så lidt miserabelt ud, meget indian style, men viste sig at være aldeles udmærket, endog med en tagterrasse. Med internetforbindelse, der dog som alt andet i Indien er noget ustabil. Sometimes it works, sometimes it does not work. Please try again later. Beklageligvis var den eneste øl dog Fosters og ikke Kingfisher. Efter indisk morgenmad begav vi os ud i byen og fik anskaffet indiske SIM-kort til vore telefoner, så det bliver muligt og overkommeligt at komme på nettet også i Bissamcuttack - håber vi. Forskellige misforståeleser, nok mest af sproglig karakter, blev løst, og vi blev desuden guidet hen til den nærmeste fungerende ATM for at hente lokalvaluta. En lille tur rundt i området for igen at konstatere at Indien er kaos, skrald, menneskemylder og store kontraster - vi føler os hjemme her. Men søndag ingen øl, det er Gandhis fødselsdag, så der er lukket for alkohol.

Siden med tog 30 timer og 1632 km mod sydøst til Orissa. Vi kunne have fløjet en del af vejen, men den rigtige måde at rejse på i Indien er toget - India in a nutshell. Bestilt hjemmefra på nettet, det er nødvendigt for at få en soveplads, ingen luksus, de fleste vesterlændinge betakker sig, men det er billigt og underholdende. Mad og drikke købes undervejs, indian food forstås, der passerer sælgere igennem vognen i en konstant strøm.

Ankommet til Muniguda bliver vi overraskende og overvældende modtaget af tre af "hindudrengene" (se igen 2002) - Chanchiri, Sahadebo og Suri og to af deres sønner, selv nu voksne mænd, men blomsterkranse og buketter. Jeg havde fået kontakt for nogle måneder siden på facebook med en af dem, siden dukkede flere op, og nu er alle 6 eller deres børn på der - og orienteret om vore planer. Ved stationen var der dog også en bil fra hospitalet med driver, hvor vi kunne være næsten allesammen på den ikke lange, men langsomme tur til Bissamcuttack på elendige veje.
Og på CHB (Christian Hospital, Bissamcuttack) modtages vi af Johnny Oommen, som fortsat sørger for at alt fungerer på sygehuset - fra de store linjer til hvordan vandet fungerer på badeværelset. Vi installeres samme sted som for 10 år siden, på sygehusets Guest House, et værelse med eget bad, beskedent, men absolut acceptabelt. Efter et bad i meget tempereret vand får vi sen frokost i kantinen, som alt andet også beskedent, men rigeligt og alligevel let. Vi er meget glade for indisk mad, omend den nok her er mildnet lidt til hvide ganer.

Næste da møder vi op til morgengudstjenesten kl 7.30. Den foregår på oriya, er noget messende og os meget imod, men det er nødvendigt denne første dag for at blive introduceret - der er mødt ca 100 sygeplejersker, 10 læger og enkelte andre personaler. Jeg må endog afslutningsvis sige lidt om os selv og vores baggrund for at være her. Herefter fortsætter vi med morgenkonferencen for lægerne - afholdes stående, udenfor, inden man går hver til sit. Der er ialt 17 læger ansat. Denne morgen er dog domineret af, at en tysk "gæstearbejder" (som mig) er blevet syg. Hun er en af to unge kvinder, som er her nogle måneder for at hjælpe på hospitalets tilknyttede skole. En undersøgelse først af min kommende indiske medarbejder og siden bekræftet af mig tyder stærkt på en udbredt årebetændelse/blodprop i et ben, ubehageligt, men ikke meget alvorligt og forholdsvis let at behandle. Men man mener ikke at kunne klare det her - hvor sygdommen er ukendt - og flytter hende til det nærmeste større sygehus, 6 timers bilkørsel herfra ad dårlig vej. Og Johnny vil tage med. Jeg antyder, at det måske er en overreaktion, hvis man ikke vil lade hende køre med veninden, kunne en sygeplejerske måske gøre det. Men nej, man føler et ansvar - og måske især for, at hun kommer i de rigtige hænder i Vishakapatnam og får den rigtige behandling, at de rigtige papirer bliver skrevet, de rette kontaktet - og betalt. Det er mere et marked end et sygehusvæsen, får jeg at vide.

Siden bliver der rundvisning, og så kan jeg komme i gang med arbejdet. Min medbragte probe monteres på maskinen - og det virker! Ikke ligefrem state of the art teknologi, men absolut anvendeligt til forbedret diagnostik. Så må jeg leve med - eller måske forsøge at forbedre - at forholdene i undersøgelselokalet er elendige. Der er for lidt plads, støvet og varmt, jeg sidder på en plastic havestol, og patienten ligger på en plasticbriks, men vi finder da et stykke stof, som kan lægges under. Det er tanken, at jeg skal lære stedets eneste mediciner teknikken, så hun fremover kan klare det. Det viser sig, at hun absolut intet ved om teknikken - men jeg er alligevel optimist. Hun er venlig, interesseret og hurtigtopfattende, og hertil en meget god læge og kliniker. Da vi har været igennem de første 6 patienter, må jeg konstatere, at hun allerede i forvejen med sin kliniske viden vidste det hele - jeg kunne intet nyt tilføre. Men alligevel var det jo godt både for hende og mig, at samtlige hendes fund kunne bekræftes.
Får se, hvad der videre sker.

IndvandrerSverige

2011-09-22T17:58:00.001+02:00

Igennem de sidste to år har jeg arbejdet sammenlagt 12 uger på 3 svenske sygehuse - og det sammen med unge läger fra Polen, Gräkenland, Rumänien, Ukraine, Irak, Kurdistan, Bosnien, Syrien, Indien, Pakistan - og en enkelt fra Sverige. Halvdelen de svenske läger er ikke födt i Sverige. De har väret af vekslende faglig kvalitet, men gennemgående dygtige, imponerende dygtige. De har alle talt godt svensk, väret flittige, omhyggelige og venlige. De har alle gerne villet blive i Sverige, de fleste med familie.
Denne gang er min unge läge fra Pakistan, han vil bort fra krigen der. Hans familie kommer snart. Det er svärt i Pakistan, fordi Taliban nu er flyttet dertil fra Afghanistan. USA tror, at vi stötter dem, men det passer ikke, siger han, men hvad skal vi göre?

Da jeg sidst arbejde i Trollhättan i august, cyklede jeg og var inde i nogle kiosker på vejen, et enkelt pizzaria. Alle tydeligvis bemandet af indvandrere. Pizzeriaet var indehavet af en syrisk familie, hvoraf nogle medlemmer havde forsögt Danmark, men havde opgivet pga dårlig stemning og vanskelige forhold i det land, så det blev Sverige. Syrien er krig og ufred.

Sur gammel mand?

2011-09-08T16:52:00.000+02:00

En terrorbombe i Delhi dræbte 7. september 11 mennesker og sårede mindst 47. Jeg læste om det på Yahoo news - fandt intet i JyllandsPosten (men dog en notis i Politiken). Til gengæld fyldte de frigivne fritidssejlere og en fodboldkamp en hel del på forsiderne. Jeg er måske mere optaget af, hvad der sker i Indien, end så mange andre, men jeg synes prioriteringen er symptomatisk for den tid, vi lever i.
Danmark har siden 2003 været en krigsførende nation. Jeg mener, det er forkert, at vi med våben vil tvinge demokrati ind i lande, hvis kultur vi ikke forstår. Andre kan have en anden mening - men måske mere deprimerende er, at emnet så godt som ikke diskuteres i valgkampen. Er det fordi det er en selvfølge, at vi fører krig? Er det mere vigtigt, om vi skal vente en halv eller en hel time på skadestuerne?
Jeg ser det som et udtryk for, at vores samfund gradvist kommer til at ligne det amerikanske mere og mere - og det var vel også det, Fogh ville? My good friend Anders? Og de fleste synes tilsyneladende, det er i orden.
Eller er det bare mig, der er ved at blive en sur gammel mand, der har svært ved at acceptere og forstå tiden?

Irak

2011-06-11T20:45:00.000+02:00

I sidste uge arbejdede jeg i Trollhättan. Sammen med to unge irakiske læger, hvilket var en fornøjelse. Specielt Heba var usædvanlig kvik, hurtigtopfattende, flittig og engageret. Efter et par dage spurgte jeg hende, hvad hun syntes om Vestens krig i landet. Rigtig eller forkert? Hun tænkte sig om - det virkede ikke, som havde hun fået spørgsmålet før - og svarede, at det var svært at svare på. For hende og hendes familie havde den betydet meget lidt. Hun er kurder, fra det nordlige Irak, hvor der var relativt fredeligt både før og nu. Og resten af landet er kaos. Før og nu. Hun mener ikke, den almindelige irakers livsbetingelser er ændret. Om krigen så var overflødig? Nej, det var godt, vi blev af med Saddam. Men det kostede mange livet. Var der ikke blevet krig, havde nogle andre mistet livet. Krigen har gjort en forskel for dem, men for de fleste har den været uden betydning.

Der var ingen WMD, Weapons of Mass Destruction. Og Al Qaida havde aldrig været i Irak før den krig. Krigen byggede på en løgn, som blev godtaget af også den danske regering og det danske folketing. Da løgnen blev åbenbar, fik det ingen konsekvenser. Krigen fortsatte, motiverne blev tilpasset den aktuelle situation. For mig er det ubegribeligt, at man kunne gå så let hen over dette, en krig bygget på løgn. Vi havde en statsminister, der sagde ja og amen til alt, der kom fra Washington, og som da også blev belønnet med en prestigefyldt generalsekretærpost. Hvor han sidder og trækker i tråde i en anden krig mod et fattigt, olieproducerende land. Og vi kaster bomber i Tripoli. For at beskytte civilbefolkningen.

Krig

2011-03-23T17:48:00.000+01:00

Vi fører krig mod Libyen.
Det ser rigtigt ud, at vi hjælper med til at befri verden for endnu en diktator.
Men er det rigtigt at kaste bomber, som dræber og lemlæster? Jo, vi forsøger at ramme militærinstallationer. Men i de installationer er der mennesker, måske overvejende soldater, men mennesker. Og nogle af bomberne rammer ved siden af. Jo, men vi vil hindre Gadaffis hær i at knuse civilbefolkningen. Så knuser vi nogen andre i stedet. Vi har mange våben, teknologi, vi er gode venner med de store, vi gør det rigtige. Vi ved, hvordan der skal være i Libyen. Selv om det eneste arabiske land, der deltager sammen med os, er diktaturet Bahrain.

Det er forkert. Hvorfor er det kun diktatorer i oliestaterne, vi vil udrydde? Der masser af diktaturer i Afrika, Amerika, Asien og endog Europa, fx Hviderusland. Men de er venner og har ingen olie.

Det kan ikke bidrage til mere fred i verden. Det må skabe mere fjendskab og terrorisme.

Kanta Bopha

2011-01-05T00:10:00.001+01:00

En af dagene i Siem Reap Angkor (Wat) fik vi en indbydelse til koncert med Beatocello. Den skulle finde sted i et privat børnehospital, Jayavarman VII (navngivet efter en af kongerne fra khmerernes storhedstid omkring 1200). Jeg tænkte, at det måske var en fundraiser med beat- og cellomusik, det kunne måske være interessant, så vi tog en tuktuk derhen.
Det blev en af de bedste aftener i mange år. Det var en fundraiser, og med cellomusik - spillet af hovedpersonen, Beat Richner. Musikken var dog en mindre del, den var god, men hovedvægten var på at tigge penge (hans eget ordvalg) til hans projekt, Kanta Bopha hospitalerne i Cambodia.
Han arbejdede i landet som børnelæge i 74-75, på Kanta Bopha børnehospitalet i Pnomh Penh, indtil han som alle andre blev tvunget til at rejse af de Røde Khmerers indtog i april 75. Kanta Bopha er navnet på Sihanouks datter.
Hjemme i Schweiz fortsatte han i pædiatrien, indtil han af Sihanouk i 1991 blev opfordret til at genrejse Kanta Bopha, og det gjorde han. I 92 stod et nyt hospital færdigt, siden er der kommet 4 til i landet.
De er alle drevet efter moderne vestlige principper, med tidens udstyr, herunder MR, og finansieret af indsamlede midler - med et tilskud på 10% fra den schweiziske stat.
Der er nu 2400 cambodianske ansatte - kun to fremmede, nemlig ham selv og laboratoriehefen. De får alle en anstændig løn og må ikke arbejde privat ved siden af. Resultaterne er formidable. De behandler 85% af landets syge børn med en dødelighed på 0.5%. På en normal dag er indlagt 1740 børn, 58 opereres, 340 indlægges/udskrives, 2980 ambulante ses, og 1840 vaccineres. Al medicinen er importeret (60% af det, der kan købes i landet, indeholder ikke, hvad etiketten siger. 20% er direkte farligt).
Og drives for 90% for indsamlede, private midler.
Og hver eneste uge holder han sin fundraiserkoncert for turisterne - mange bliver donatorer.
Jeg købte hans bog, "Ambassador", som mere detaljeret beskriver historien, imponerende i sig selv - men mest indtryk gør hans engagement i sagen, hans åbenhed og mod til at sige tingene, som han ser dem. Den nuværende cambodianske regering og de offentlige sygehuses stivnen i korruption uden initiativ, andet end for egen vinding. De ansvarlige for den nuværende situation. Cambodia havde før 1968 et sundhedsvæsen, der var på højde med eller bedre end Singapore og Malaysia. Så kom det amerikanske bombardement, den hemmelige krig, som led i Vietnamkrigen. Det dræbte 500.000 cambodianere og gødede jorden for de røde khmerer, trænet af kineserne. Da de blev kastet ud af vietnameserne, stod 400.000 russere i landet i mange år - mens amerikanerne forsynede de tilbageværende røde khmerer i landets vestlige del med 100 mio USD årligt indtil 1992.
Og nu er der brugt i alt 170 mio USD på krigsforbryderdomstolen. Der er 5 tiltalte, Pol Pot er forlængst død af naturlige årsager. Der var 200 fængsler.
Men ingen bidrager til hans hospitaler.
Men han er lige så vred på FN og især WHO, som ifølge ham bruger over halvdelen af pengene på høje lønninger til de ansatte, som rejser rundt, undersøger og skriver rapporter - men ikke udøver ret meget. Og mener, hans hospitaler ikke er bæredygtige og derfor ikke støtter ham. For det første, fordi de ikke passer til de cambodianske samfund, de er alt for avancerede. For det andet, fordi alt er gratis for patienten. For det tredje, fordi for meget er afhængigt af hans person.
I den fremragende bog tilbageviser han disse påstande, og har heller ikke meget tilovers for de andre store hjælpeorganisationer. Det er ikke fattigdom, der dræber. Det er verdens manglende reaktion på fattigdom, der er årsag til det langsomme folkedrab på verdens fattige børn. Hvorfor skal de have andenrangsmedicin og andenrangs hospitaler?
Hans skepsis over WHO og de store hjælpeorganisationer, diverse IDAer, deles af mange andre, der arbejder praktisk med elendigheden - hvide Landcruisere, høje lønninger, lidt lokalkontakt, meget papir og meget lidt udbytte. Støtter de bestående magthavere og deres korruption.

Læs den bog. Den kan måske ikke købes i Danmark, men kan lånes hos mig. Få evt et indblik på http://www.beat-richner.ch. Han har fat i noget rigtigt. Gid jeg selv var sådan. Gid flere var. Giv ham nogle penge.

The Killing Fields

2010-12-29T10:56:00.002+01:00

Vi er tre uger i Cambodia og har brugt den første på sydkysten, og i et tropeparadis på en ø to timers sejlads fra Sihanoukville. Vidunderligt og varmt.

Men nu i Phom Penh skal vi se S21 og The Killing Fields.
Skolen S21, af Khmer Rouge ombygget til torturfængsel, og massegravene uden for byen, hvor fangerne blev henrettet med køller og hakker. Jeg ville se det, for måske at sætte det i relief til folkemordet i Rwanda. Nu et af Afrikas bedst organiserede og mest fremgangsrige lande.
Men dette er endnu vanskeligere at forstå. Vilkårlig fængsling og henrettelse af mennesker, som måske kunne være modstandere, på den mest bestialske måde.
I dette nu smilende, venlige, omend meget korrupte og fattige land.
Stedet er som forventet. Mest indtyk gør måske alt det blodige tøj.
I Rwanda var det en stamme"krig", i Tyskland udryddelse de anderledes tænkende og måske bedre udrustede jøder og andre minoriteter, i Jugoslavien vel også en stammekrig med religiøst islet, i Kina og Sovjet de politiske modstandere.
Meget forenklet.
Alle steder systematiske, velplanlagte og veludførte massemord.
I Kina, Sovjet og her i Cambodia udført af systemer, der bekæmpede religion. I Jugoslavien var religionen en del af det og i Rwanda var kirkerne direkte medvirkende. I Tyskland og Italien søgte kirken at holde sig gode venner med alle (læs Christopher Hitchens "God is not great").

Nej, jeg kan ikke forstå det og har ingen ny forklaring. Men at det kun er et tyndt lag, der dækker for en gentagelse, her og mange andre steder, er jeg overbevist om. Når omstændighedene er de rette, kan man få mennesker til hvad som helst i "sagens" tjeneste - med eller uden religion.

Undervejs har jeg læst "Pol Pots leende" af Peter Fröberg Idling. Om de historiske fakta, men især om en venskabsforening Sverige-Kampuchea, herunder en delegation på 4, anført af Jan Myrdal, der besøgte landet i 78, under ekstremerne, men fornægtede dem - de så dem jo heller ikke. Og deres reaktion i dag. Men de troede på ideerne og regimet dengang, og den kommunistiske ide er også smuk, synes jeg. Men åbenbart svær at føre ud i praksis uden degeneration i magtmisbrug og tyranni.

Og Phnom Penh ligger smukt ved floden, masser af liv, åbne mennesker, smil, stor fattigdom, stor rigdom.

I morgen fortsætter vi til Seam Reap med Angkor Wat.

Julehilsen fra Cambodia

2010-12-19T08:34:00.002+01:00

Vores julehilsen i år kommer nogle dage for tidligt, fordi vi den 20. forlader det cambodianske fastland til fordel for 5 dage på øen Koh Rong Saloem, hvor der måske ikke er netforbindelse, selv om de har et netsite, http://www.lazybeachcambodia.com.

Men altså, vi er i Cambodia, andet ben af to måneders rejse med start i Vietnam og afslutning i Thailand. Indtil nu spækket med positive oplevelser og smilende mennesker, der gerne vil have nogen af vores penge, og det får de så, fordi vi gerne vil have det, de har.
Turen gennem Vietnam var en pakke planlagt hjemmefra gennem Jysk Rejsebureau, men her i Cambodia er vi helt på egen hånd. Vi er på øen over julen og bliver på sydkysten nytåret over, inden vi fortsætter til Pnom Penh og Angkor Wat og siden ind i Thailand, som det nu viser sig. Der er en del billeder på picasaweb.google.com/jensjk, og flere vil løbende komme til.

Så vi er ikke hjemme hos familien i julen. Den oprindelige plan var egentlig at starte de to måneders rejse i november og så være hjemme til jul, men det så ud til, at både Marie og siden Rasmus kunne få brug for håndværkerhjælp først ved hytten i Norge og siden ved huset i Vejgaard, så afgangstidspunkt blev flyttet til 1. december, med jul i de varme lande. Og det passer mig egentlig meget godt at springe julen over - og Marie har det vist på samme måde, hun har vagt i Tromsø juleaften. Og min holdning til religion og lignende fremgår af citat nederst i beretningen.

Året har budt på lidt af hvert. Vi er flyttet en enkelt gang - nr 26 - til en taglejlighed i Sønderstrand i Sæby. Vi var for meget generet af overboen, og flytningen var besværet værd. Det er nu helt perfekt, vi har ro, er oppe i lyset, har solen fra opgang ti nedgang, og føler os midt i vejret - og så er vejrstationen kommet på taget, jensjk.dk/saeby. Så den er perfekt som vinterbolig - men om sommeren vil vi fortsat være at finde i verdens navle, Blæsbjerg.
Her har vi mistet vores nabo gennem 36 år, Henry Christensen. Han fik en hjerneblødning sidste år, hans 95, og døden var en udfrielse for den altid aktive mand, der var fortvivlet over at være lam. Huset står endnu usolgt.
Også mor Gudrun har vi mistet, hun blev 86, men de sidste år var meget ringe, konstant sengeliggende, kunne intet, hukommelsen svigtede. Men hun beklagede sig aldrig og var meget afholdt også af plejepersonalet.

Marie og Rasmus bor fortsat i Tromsø, hun er glad for arbejdet og naturen og er nu i gang med PhD om vitamin-D. Hendes Rasmus er også glad for sit IT-arbejde, men har haft dårlige arbejdsbetingelser, som dog nu er blevet bedre, så han bliver i firmaet et år mere.
Hytten i fjeldet er omsider ved at være færdig efter megen modgang med dårlige håndværkere.

Vores egen Rasmus og hans familie er flyttet til Aalbrg. De købte et dødsbo i Vejgaard 1.11 og har arbejdet hårdt for at få ombygningen færdig til jul, det lykkedes, så de flyttede ind som planlagt den 18., videre ombygning kommer senere.
Børnebørnene er jo vidunderlige, Sofie på nu snart 7 er startet i skole meget tæt ved det nye hus - det var en del af flytteplanen. Vi har passet dem mange gange i årets løb, i Blæsbjerg og i Sæby, altid en fornøjelse, omend vi er trætte, når de rejser - der er liv hele tiden, ikke for meget, men de får naturligvis fuld opmærksomhed, og vi er jo gamle.

Men dog ikke ældre, end vi fortsat arbejder, jeg vel på sammenlagt godt halvtid med vikariater i Norge, Sverige og Danmark, også en tur til Grønland blev det til i sommer, Nuuk og Tasiilaq, egentlig udløst af et vikariat for Inge i Tasiilaq. Jeg har vel et par gange besluttet, at nu var det slut - men det er et vidunderligt arbejde, jeg har, interessant, spændende, og så ovenikøbet velbetalt. Efterspørgslen efter vikarer er dog klart faldende i Danmark, til gengæld e den stigende i Sverige, som er kommet relativt nemt gennem finanskrisen.

Om tanker og oplevelser i øvrigt skriver jeg på denne blog - og så er der jo også jensjk.dk

God jul til Jer alle

Inge og JJ

‎"In dark ages people are best guided by religion, as in a pitch-black night a blind man is the best guide; he knows the roads and paths better than a man who can see. When daylight comes, however, it is foolish to use blind men as guides."

Heinrich Heine, Gedanken und Einfalle.

Citeret i: Christopher Hitchens: God is not great

Hanoi

2010-12-04T11:11:00.002+01:00

Vi har været mange steder, men aldrig i Sydøstasien, så i år skulle det være. Tidligere på året var der overvejelser om at arbejde i Rwanda igen i vinter som de to sidste år, eller i Indien, men ingen af delene faldt på plads i år. Måske næste år - og så er der også en invitation til Røde Kors arbejde i Afghanistan, men det synes Inge ikke om, og jeg selv er vel også lidt tøvende - så nu er vi i Hanoi, første station på to måneders rejse i Sydøstasien - ren ferie.
Når man nu ikke er så glad for mørke og jul -

Vi har fået Jysk Rejsebureau til at organisere en del efter en råskitse. Vi havde gode erfaringer med selskabet efter Rusland-Kina med den transsibiriske til kongres i Novosibirsk i 2006, og planlægningen gik også glat og hurtigt denne gang, med gode supplerende forslag, og ikke voldsomt dyrt.
Så nu er vi i Hanoi, via Bangkok. Indkvarteret på Jysks guesthouse i byen - som hedder Jysk Hotel. Jo, der står der faktisk på neonskiltet. Enkelt og billigt, mange venlige mennesker - dog ikke jyske, men vietnamesiske - omend med en del trafikstøj. Millioner af mennesker (8.6) med millioner af motorcykler - det kan være svært at krydse gaden, princippet er bare at gå, langsomt. Ikke mange cykler, men en del store nye biler - ikke mange kørende vrag som i Indien. Men motorcykler overalt. Heller ikke så meget gadesalg af lækkerier, man skal lede lidt for at finde frisk frugt og brød. Men hvad gør det, når det er let at få en kold øl - omend man oftest må sidde på mikromøbler som vietnameserne. Og øllet er lunkent, men med isterninger.
Et par dages slentren rundt, trafik, mylder, men mange grønne områder og søer samt den Røde Flod, som der dog ikke er meget vand i nu. Siden en officiel byrundtur med guide. En iøjnefaldende ting er, at der er masser af brudepar, stillet op til fotograferinger på seværdighederne. De tager byen rundt, bliver fotograferet mange steder før brylluppet, en dag med sol, og billederne står så fremme til selve brylluppet senere. En oplevelse var det at se Ho Chi Mins hus - han ville ikke bo i den officielle residens, men et beskedent hus, og er virkelig landsfaderen, hvad jo forstås med landets historie, besat på skift af mange, indtil de kastede først franskmændene, siden amerikanerne ud.
Hvordan supermagten kunne kaste sig over dette land, var dengang svært at forstå for mange, i dag helt ubegribeligt. Men ligner det alligevel ikke lidt det vi gør i Irak og Afghanistan? De skal have demokrati, koste, hvad det vil - selv om de ikke ved, hvad det er, og aldrig har været regeret af nogen?

Den elektroniske patientjournal - en diskussion

2010-11-05T18:40:00.002+01:00

I begyndelsen af oktober blev Bertel Haarder interviewet til Ugeskriftet og udtalte blandt nogle synspunkter om den elektroniske journal, som for mig var provokerende, og jeg skrev derfor 7. oktober til ham. Og i dag fik jeg et svar, som gengives efter mit brev:

Kære Bertel Haarder -

Jeg læste med interesse dine synspunkter i sidste Ugeskrift for Læger om forskellige aspekter i sundhedsvæsenet, og noterede dit engagement i, at vi får en velfungerende, landsdækkende patientjournal. En af dine forgængere, den nuværende statsminister, udtalte for måske 5 år siden, at nu skulle det være slut med de mange indbyrdes modstridende systemer, der skulle være et velfungerende system på landsplan.
Det skete ikke.
Jeg noterede også, at du mener, at vi er lige så langt som andre lande - men det er ikke rigtigt. Norge og Sverige er langt foran.

Igennem de sidste 22 år har jeg vikarieret på 5 norske sygehuse, siden 1998 flere gange årligt. For 12 år siden stiftede jeg første gang kendskab med den elektroniske patientjournal, kaldet DIPS. Allerede da var den udbygget og særdeles velfungerende, og er blevet løbende forbedret, så den nu er tæt på at være perfekt.
Alle informationer om patienten er samlet og tilgængelige via et brugernavn og password. Hele journalen kan læses, laboratorieundersøgelser og ekg-er, billeddiagnostik, information fra andre sygehuse, al korrespondance og patientens medicinering. Alt kan bestilles med få klik, der er links til relevante supplerende
oplysninger, fx om medicin, recepter kan udskrives direkte - eller overføres til apoteket. Udskrivningskort dikteres - eller skrives ind i systemet og går momentant derhen, hvor de skal bruges. Der er overblik, og muligheden for fejl minimeret.
Enkelte fejl er der, noget kunne være bedre, men det er lidt.
Papirjournalen er nedlagt.
Kort sagt, det er sådan, som en EPJ bør være, og som de fleste vel tror, det er. Og systemet er kommercielt tilgængeligt.

Så det kunne vi vel også bruge i Danmark. Nej, vi ville selv. Og mig bekendt har man ikke noget nogetsteds i landet, der kommer blot i nærheden af DIPS. Jo, måske i det gamle Viborg Amt, herunder Thisted Sygehus, hvor jeg også lejlighedsvist arbejder.
Men i det gamle Århus Amt har man brugt tæt på en milliard på at udvikle et system, og man har ikke noget, der fungerer.
I Vendsyssel har man på et enkelt sygehus, i Frederikshavn, en EPJ - som er adskilt fra laboratoriesystem, fra medicinmodul, fra røntgen.
Hvert system tungt, med hver sit logon. Opleves af de fleste som besværligt, en tidsrøver i hverdagen, som ikke letter noget for nogen.

I en udviklingsfase kan vanskeligheder accepteres, vi må alle bidrage.
Men den fase har varet ganske mange år. Og i alle disse år har veludviklede, velfungerende systemer været tilgængelige i vore nabolande (det svenske system, som jeg også kender, er også velfungerende).

Det er svært for mig at forstå, at den dybe tallerken skal opfindes så mange gange.

Venlig hilsen

Jens-Jørgen Kjærgaard
Læge siden 1973

Bertel Haarder svarede:

Kære Jens-Jørgen Kjærgaard

Tak for din mail af 7. oktober 2010, hvor du udtrykker begejstring for den elektroniske patientjournal, du som vikar har arbejdet med på 5 norske sygehuse i en række år. Jeg kan forstå på din beskrivelse, at du gennem 12 år har fulgt udviklingen af den pågældende elektroniske patientjournal, og at den gennem tilpasninger efterhånden kun har enkelte fejl, og der kun er lidt, der kunne være bedre.

Det er rart, at høre om dine gode erfaringer med elektroniske patientjournaler, der jo unægtelig er et område, der har måttet stå for megen kritik i den tid, det har været under udvikling.

I det lange udviklingsforløb ser jeg, at udviklingen fra forskellige sider nu efterhånden i høj grad er nået frem til at forløbe omkring den samme dybe tallerken, som er det billede, du bruger. Flere leverandører har udviklet elektroniske patientjournaler med en forholdsvis ensartet funktionalitet til en god understøttelse af arbejdet på sygehusene.

Jeg ser denne konkurrence på området som vigtig for at undgå monopollignende tilstande med hvad heraf følger for især pris og udvikling. Der er mig bekendt heldigvis ikke noget land i verden, der er blevet ”opslugt” af en enkelt leverandør af elektroniske patientjournaler, heller ikke Norge som du har dine gode erfaringer fra, eller Sverige som du også nævner.

Set i bakspejlet kunne meget have været gjort anderledes og bedre. Men opgaven er vanskelig. Og selv om vi kan finde gode eksempler i udlandet, som vi kan og skal lære af, så fremhæves Danmark i adskillige internationale sammenligninger som frontløbere på dette svære udviklingsområde. Det vigtige er, at vi nu ser fremad og går målrettet efter de gevinster, som du så rigtigt peger på, der vil være med mere sammenhængende it-systemer i sundhedsvæsenet.

Med økonomiaftalen af 12. juni 2010 mellem Regeringen og Danske regioner, har vi bl.a. aftalt, at hver af de 5 regioner skal have en ensartet elektronisk patientjournal og en sammenhængende it-arbejdsplads, som giver sygehuspersonalet fælles log-in til alle relevante data inden udgangen af 2013. Inden for samme tidsramme er det ligeledes aftalt, at et nationalt patientindeks - som skal sikre et samlet overblik over alle væsentlige oplysninger om patienten – skal være fuldt integreret i regionernes kliniske it-arbejdsplads.

Jeg har en stor tro på, at vi i løbet af kort tid vil tage store skridt fremad – både i forhold til regionernes udvikling og integration af deres systemer, og i forhold til den tværgående koordination. Det vil jeg også følge op på sker.

Med venlig hilsen

Bertel Haarder

Min nabo

2010-09-06T12:49:00.001+02:00

Min nabo i det lille hus på landet er et unikt menneske. Han er måske det eneste menneske, jeg kender, der er altid har været absolut ubekymret over andres mening om ham. Altid ren tale, ingen small talk, lige til sagen. Er der ingen konkret sag, er der heller intet at tale om. Meget vidende, meget belæst, stærke meninger, men også meget interesseret i min og min families gøren og laden.
I de 36 år, vi har været naboer, har vi ikke overrendt hinanden, men søgt kontakt om konkrete problemer og opgaver. Af og til har jeg haft brug for at låne værktøj fra hans samling - "hvad vil du nu låne" kunne være hans første bemærkning, når han så mig - selv om det måske var en måned siden, han havde set mig sidst. Ingen kaffedrikning og indledende fraser.
Alt - næsten - kan genbruges. Gamle vaskemaskiner, køleskabe etc skiller han ad, fuldstændigt, i de enkelte metaller, som smeltes om og sælges. Med et beskedent udbytte, det væsentlige er princippet. Alt køkkenaffald komposteres. Hans affaldspose er meget lille.
Under finanskrisen synes han det var pinagtigt, at prisen for et kilo bly - omsmeltet i barrer - var faldet fra 1 kr til 50 øre.
Han er ingeniør af uddannelse. For en del år siden fik han let diabetes, købte straks et blodsukkerapparat og har holdt det på plads uden medicin. Altid fysisk aktiv - cykler 18 km om dagen, året rundt. Brød og grøntsager. En dag stillede han mig, lægen, et spørgsmål:"I går, da jeg stod op, målte jeg blodsukkeret til 4.7. Jeg spiste morgenmad, cyklede min tur, og målte igen nøjagtig to timer senere, da var det 7.2. I dag gjorde jeg nøjagtig det samme, morgenblodsukker 4.7, spiste det samme til samme tid, cyklede den samme tur - men nu var blodsukkeret 7.9 efter to timer. Hvordan kan det gå til?". Jeg forklarede om biologisk variation, måleusikkerhed - hans replik: "Du ved det ikke".
Hans kone døde for 10 år siden, et stort savn, også for os. Køkkenhaven mistede han interessen for, blomsterne visnede, men han fortsatte med at cykle og var lige skarp.

Men sidste år fik han er hjerneblødning, blev lam i venstre side og det var nok en overraskelse for mange, at han overlevede. Talen var intakt, intellektet kun let svækket, men han mistede modet på plejehjemmet. Selv om han stadig kunne se, herunder TV, og læse, var livet ikke noget værd for ham længere. I nat døde han, 96 år.

Der bliver ingen højtidelighed eller jordfæstelse. Han har doneret sin krop til videnskaben.

Frihed

2010-09-04T16:58:00.000+02:00

I mit liv husker jeg perioder med en stærk følelse af frihed.

Den første, da jeg havde bestået embedseksamens første del. I de tre år under første dels studiet havde jeg mange gange været i tvivl, om jeg havde valgt det rigtige studium. Jeg syntes, det var kolossalt svært, så meget skulle læres, og jeg stod på vej ind i verden, som havde været helt lukket for mig - interesserede mig egentlig ikke for syge mennesker, men for mange andre ting, men havde valgt studiet for at gøre det rigtige, bruge mine evner på at hjælpe andre.
Men hver gang, jeg var i tvivl, så jeg på mine medstuderende og tænkte, at hvis de kan, kan jeg også. - Og så gik den eksamen over al forventning, og nu følte jeg, at verden lå for mine fødder.

Anden gang var under landsbyarbejde i Indien nogle år senere. Dette er livet, her ligger min fremtid. Det kom dog til at gå anderledes.

Tredje gang mange år senere, da vi solgte vores ellers dejlige hus i Frederikshavn, som jeg følte havde bundet mig på hænder og fødder - økonomisk og til sygehuset. Men med salget var jeg fri og kunne gøre noget andet - og vi rejste til Grønland.

Omvendt var en af de tungeste perioder starten på overlægejobbet i Frederikshavn. Jeg havde jo forberedt mig på det, søgt jobbet, fået det foran mange andre - men følte alligevel, at det var helt forkert. Jeg tog det vel alt for tungt, men havde det også dårligt med at flytte børnene til en tilværelse, som jeg var usikker på var den rigtige. Og da vi så efter mange - for mange - overvejelser - havde fundet huset, vi skulle bo i, var det som yderligere et åg var blevet lagt på - som først blev løftet 7 år senere, da vi solgte og rejste til Grønland.

Og siden har jeg været fri.

Og jeg har verdens bedste arbejde, som giver uendelige muligheder.

Frihed er også fornemmelsen, når jeg sætter mig på min gule cykel og kører ud i det danske land - måske mest udtalt, når jeg har telt og sovepose med.
Man skal kun eje 7 ting, ellers er det tingene, der ejer en. Seng, bord, stol, fotoapparat, computer, cykel - så er der endda en ting til gode.
Jeg lever vel ikke efter princippet - men det er godt at tænke tanken af og til.

Luleå

2010-08-23T11:53:00.010+02:00

Efter Grønland i juli har vi i august først været en uge i Stokmarknes, for 10. gang på 25 år har jeg arbejdet på det lille sygehus i de smukke omgivelser, men nu var det nok sidste gang, tror jeg. Siden besøgte vi Marie og Rasmus i Tromsø i en uge og rejste derfra via Narvik med tog til Luleå, hvor jeg arbejder på sygehuset i Sunderby i Nordsverige, som jeg også gjorde i februar, 40 år efter mit første job i Sverige på Gällivare Lasarett.
Sygehuset i Sunderby er nyt, bygget som afløser for sygehusene i Luleå og Boden, imellem disse, samme model som i Vestjylland, hvor et nyt sygehus i Gødstrup skal afløse Herning og Holstebro. Resultatet i Sunderby er godt, som det formentlig også bliver i Gødstrup. Og i Sverige jamrer ingen over lidt større afstand til sygehuset - mange har 100, 200, endog 300 km. Og dødeligheden er ikke højere i Sverige - hvis der er en forskel, er den til svensk fordel.
Jeg var imponeret, da jeg var her første gang, over den faglige standard. Det er jeg stadig - over den tekniske side af sagen. Men som i Danmark synes jeg, at meget er tabt under den tekniske perfektionering og det høje tempo med den tilsyneladende effektivisering. Jo, som jeg før har skrevet - hvis du kun fejler een ting, hvis du kommer på den rigtige afdeling med det samme, og hvis du selv kan forklare, hvad der er galt, eller har en med, der kan forklare det -og vedkommende skal helst være ansat i væsenet - så skal det nok gå. Men ellers kan det let gå galt.
Men gamle mennesker fejler ofte mange ting, har ofte svært ved at forklare sig, og kun de færreste har pårørende, der kæmper deres sag.
Her har vi netop haft indlagt en gammel mand, der var faldet på grund af et hjerteproblem (AV blok 3), som var forårsaget af medicin (betablokker og amiodaron), han fik for et andet problem (atrieflimren og måske tidligere VT). I faldet brækkede han ryggen, som er svært afkalket på grund af medicin (prednison), som han får for et tredje problem, muskelgigt (polymyalgi). Han pådrog sig også en lungebetændelse, måske fordi han lå et stykke tid hjemme med sin brækkede ryg (ustabil, osteoporotisk tværfraktur gennem TH11). Han blev indlagt på hjerteafdeling for sit hjerteblok til pacemakerbehandling. Men man kunne ikke indlægge pacemaker pga infektionen, som først måtte saneres. Men tiden gik, og han blev kun lidt bedre, så efter nogen tid fik han pacemakeren alligevel. Men rygkirurgen ville ikke operere pga infektionen. Og hjerteafdelingen ville ikke have ham længere, da hjerteproblemet var løst. Og lungeafdelingen ville ikke have ham pga bruddet i ryggen. Osv osv. Måske ikke ond vilje, men alle er pressede på tid og plads, og føler sig inkompetente på de andre specialer, ikke med helt urette - den høje specialiserings pris. Specialet intern medicn er afskaffet i Danmark, fordi ingen kan det hele, der skal superspecialister til. Fint - hvis altså du kun fejler een ting osv.
Og den tekniske perfektionering indeholder mange andre problemer. På hjerteområdet er det sagen at løse problemerne teknisk. Ballon, stent. Men de færreste ved eller gør sig klart, at dette for de fleste patienters vedkommende kun er symptombehandling, og kun løser det aktulle problem ved at ophæve en forsnævring et sted i et blodkar. Årsagen til forsnævringen, den tilgrundliggende åreforkalkning, sidder mange andre steder, hvor den måske ikke giver symptomer endnu, men processen skrider frem, der kommer problemer igen, det samme eller andre steder, hvis der ikke gribes ind. Og hvem tager sig så af at forklare patienten dette, rådgive og medicinere? Nogen andre, tilsyneladende. Dvs af og til ingen.
En yngre mand blev indlagt til PCI (ballon, stent) pga angina. Han fik sin stent, men der opstod en sjælden komplikation, hjertetamponade (blødning i hjertesækken), som krævede et nyt indgreb, pericardiocentese (drænbehandling af blødningen). Drænet gik gennem hjertet og i lungepulsåren - yderligere en komplikation. Det blev håndteret professionelt og korrigeret, og efter et døgn var alt i orden. Sådan da. Patienten havde overhovedet ingen medicinsk behandling fået for sit problem forud. En behandling, som måske kunne have løst hans problem og overflødiggjort proceduren. Ingen havde interesseret sig for den side af sagen. Det er måske en extrem følge af teknificering, specialisering og krav om stort patientturnover. Og det er sjældent, jeg møder kollega med samme indstilling som min, så måske er jeg ved at blive for gammel til at arbejde i dette væsen, som det har udviklet sig i Danmark og Sverige.

Men der er smukt i Luleå og omgivelser, og vejret har været fint. Vi har siddet flere aftner ved elven og læst, og i weekenden været på udflukt i skærgården, hvor vi fandt en lille hytte helt tæt ved vandet, så vi havde bølgebruset og vandets klukken konstant - som hjemme i Sæby. Her flyttede vi i foråret en etage op (i naboejendommen) for at blive fri for at høre overboen - et stort arbejde, men vi har prøvet det en del gange i årenes løb, dette var flytning nr 26. Men det er vidunderligt at været kommet helt op i lyset, i taglejligheden på 2. sal, og ikke at have nogen overbo.

Sommer i Grønland

2010-07-08T20:03:00.001+02:00

Jeg vikarierer nu i den stilling i det Grønland, jeg efter moden overvejelse forlod for godt to år siden.Vi har levet mange år i Grønland, 14 vintre og 4 somre, de bedste år i vores liv, men beslutningen om at bryde op var rigtig. Jeg har forandret mig, arbejdet har forandret sig, og det grønlandske sundhedsvæsen ligeså. Jeg har arbejdet på alle Grønlands 14 sygehuse, som konsulent, og på 2 af dem tillige som distriktslæge, været på mange fjeldtoppe, med og uden ski, og tilmed været med på ski og hundeslæde over isen. Tiden var inde til at sige farvel.
Mit nye liv i Danmark er godt, synes jeg. Lidt mere tid til familie og børnebørn, men med mange - frivillige og velkomne - afbrydelser til vikariater rundt om i Skandinavien, med mulighed for andre oplevelser især i Rwanda og Indien. Og arbejde i det nordlige Norge og Sverige giver jo også mulighed for en afstikker til Marie i Tromsø, nu vi ikke har hende tæt på som de sidste tre år i Grønland. Og verden er så stor, der er så meget spændende at tage fat på alle steder. Men måske er kræfterne er lidt aftagende, måske svinder lysten også med årene, vi får se. Indtil nu har der været nok, både hjemme og ude.
Men i sommer blev Inge for vist fjerde gang på to år inviteret til Tasiilaq på vikariat - og jeg var også velkommen i det smukkeste Grønland, jeg kender. Næsten samtidig kom en invitation til at sommervikariere i min gamle stilling i Nuuk, og de to (tre) ting kunne kombineres til en juli måned i Grønland, hvor vi kunne slutte af med en uge i Tasiilaq sammen.
Der blev en aftale, og nu er jeg her i Nuuk og Inge i Tasiilaq. Vi rejste op sammen her til Nuuk, mens Inge skulle fortsætte dagen efter til Tasiilaq.
En smuk flyvetur, over Island og Grønlands østkyst i sol, med et kik ned til Tasiilaq og de store bræer, endda til Femstjernen - og fra Kangerlussuaq til Nuuk med den nye Dash-8, hvor detlykkedes mig at finde min gammelkendte plads foran hos piloterne -
I Nuuk skulle vi som forventet bo i Oasen, et kompleks af ikke så spændende, men udmærkede vikarboliger tæt ved sygehuset, og blev kørt dertil med vores bagage. Lukker os ind - i en beboet lejlighed. Ganske velkendt, problemer i boligadministrationen. Nogen havde glemt at sætte kryds i et skema. Og det så lidt vanskeligt ud med at skaffe en erstatning, da sygehuset er fuldt af sommervikarer, og alle hotelværelser belagt pga konference. Men den venlige boligadministrator, med det lidet misundelseværdige job at skulle skaffe plads til alt for mange i alt for få lejligheder fandt et hus, der lige var fraflyttet, og hvor intervallet til næste beboer netop passede tilmit vikariat - og så tilmed langt bedre beliggende på toppen af Nuuk, med terrasse og udsigt over byen og fjorden - et godt bytte. Siden en tur ned på sygehuset og hilse på alle de kendte ansigter - og efter få dage var det, som var jeg netop gået ud af døren og kommet tilbage få dage senere. De samme diskussioner og konflikter, det samme rod i journaler og papirer, de samme mennesker siger de samme ting på de samme tidspunkter om de samme emner. Men også de samme smil, venlige mennesker og en god stemning.Så langt, så godt - men selv om de mennesker, der var den direkte anledning til, at jeg besluttede mig til at rejse, nu selv var rejst eller fyret, var det alligevel den rigtige beslutning at rejse, er jeg atter blevet bekræftet i. De tre uger, jeg skal være her, er fuldt tilstrækkeligt på enhver måde.
Og Grønland er lige så smukt som altid, og dets indbyggere forekommer mig at være de samme som altid. De lever og dør, som de nu gør -og jeg har stadig den underlige fornemmelse, at vi i sundhedsvæsenet og dets danskhed lever i en verden, og Grønland og dets befolkning i en anden verden. Vi mødes, og patienterne gør, som vi siger - eller oftere ikke. På medicinsk afdeling er der grønlandsk personale, der har været der uændret i de 26 år, jeg er kommet på sygehuset. Såvidt jeg kan se, gør de også de samme ting - eller ikke. Men hvor mange skiftende danske kolleger, sygeplejersker og læger har de ikke set gennem årene, med utallige ideer til ændringer og forbedringer. Jeg fornemmer - men ved det ikke - at de nikker og ellers gør, som de plejer.

Religion?

2010-06-12T15:15:00.001+02:00

For et års tid siden havde jeg på fornemmelsen, at jeg snart ville dø, ved en pludselig død - ulykke måske. Den slags fornemmelser har årene lært mig ikke at regne med, og det skete da heller ikke.
Men det fik mig - som så mange gange før - til at gøre en slags indre status. Jeg har ikke noget ønske om at dø, men på den anden side er jeg klar til det. Jeg har oplevet alt det, jeg gerne ville, har set alt, hvad jeg ville. Mine børn har det godt og vil klare sig. Men jeg forventer intet efter døden, er ikke religiøs på nogen måde, snarere tværtom. Ofte får jeg den tanke, at religion burde forbydes, at religion har været og stadig er årsag til så megen strid, død og ulykke - men forbuddet har jo være forsøgt i det gamle Sovjet, og det faldt jo ikke specielt heldigt ud. Måske skal der for de fleste religion til for at holde denne verden ud og tro på en bedre.

Dog er jeg ikke så naiv at tro, at der ikke er en verden uden for min fatteevne. Jeg tror, at der er noget, vi ikke kan forstå, og aldrig vil kunne forstå. Tænk på Platon og historien om hulen, som jeg opfatter sådan, at lever man i to dimensioner, kan man ikke forestille sig en tredie. Vi lever i tre dimensioner, fire, hvis vi regner tiden som den fjerde - men hvad med fem dimensioner - eller seks - eller syv? Matematisk er det ikke noget problem. Jævnfør, at elementarpartiklerne i og omkring os ikke kan beskrives med noget forståeligt - blot med komplekse matematiske udtryk.

Så måske er jeg alligevel lidt religiøs - i den forstand, at jeg er ovebevist om, at der findes verdener hinsides min fatteevne. Eller de parallele universer. Jeg tror heller ikke på tilfældigheder - alt sker som konsekvens af noget andet, efter lovmæssigheder, som dog kan være så komplekse, at vi ikke kan forstå eller forklare dem.

Så hvis vi kalder den verden hinsides min fatteevne for Gud, jo,så tror jeg på det. Men religionerne står i vejen, og er en ulykke for verden.
Så når jeg dør, skal min aske ikke nedsættes i indviet jord, men urnen gerne nedsættes i min verdens centrum i Blæsbjerg. Uden salmesang.

Det danske sundhedsvæsen - fortsat -

2010-05-29T14:30:00.000+02:00

Jeg er glad for, at jeg har den alder, jeg har - og ikke er ung læge i dag med udsigt til at skulle arbejde mange år i det danske sundhedsvæsen. At jeg kan arbejde, når jeg vil, hvor jeg vil - eller lade være.
I nogle uger april-juni vikarierer jeg på Dronninglund Sygehus. Et lille sted, som ikke står mange år endnu. Baggrunden er for vikariatet er, at det store sygehus i Ålborg ikke er tilfreds med kvaliteten af de ekkokardiografier, som to af stedets polske læger har udført i årevis, og de er så ganske pludseligt sat fra bestillingen, og man har annonceret efter en vikar, som blev mig for nogle uger. Ikke så langt fra Sæby og Blæsbjerg, og jeg har kun bundet mig for tre dage hver 2. uge frem til juli.
Vel halvdelen af de patienter, jeg ser, er omvisiteret fra Thisted, Ålborg og Hjørring - hvor der er fra ½ til 1½ års ventetid. Ventetiden i Dronninglund er kort - takket være de to kolleger - og så altså nu indhyrede vikarer. Barokt. Men det er ikke sært, der bliver lang ventetid - ekkokardiografi er nu blevet indgangen til næsten alt, der har med hjertesygdom at gøre. Og i Danmark har man (des)organiseret sig sådan, at det kun er læger, der laver undersøgelserne. I blandt andet England og USA har man mellemteknikere til den funktion, lægerne får så billederne og resultaterne, og kan vurdere dem sammen med alle andre data, som også fremskaffes af andre mellemteknikere - laboranter, radiografer, sygeplejersker. Man har jo heller ikke læger til at tage ekg-er og røntgenbilleder, men forstås nok til at tolke dem.
Jeg forsøgte - med held, synes jeg - noget lignende, da jeg i sin tid havde funktionen i Frederikshavn, men det var dengang.
Men nu har man så denne kæmpe pukkel, som står i vejen for god patientbehandling. Sidst så jeg i går en ældre mand, som havde tiltagende åndenød. Egen læge mente, det var hjertet, men den efterhånden ret omfattende og iøvrigt relevante medicinering havde ikke hjulpet. Var så af egen læge henvist til det store, nærliggende sygehus, som havde visiteret patienten til ekko - som kunne blive om et år. Før det ville man ikke se patienten. Man kunne måske også komme et stykke ved at vurdere patienten uden denne ekko, med de andre tilgængelige data - ekg, røntgen, laboratorieprøver - men når det hele hænges op på en enkelt, lægeafhængig undersøgelse, opstår disse groteske ventetider, tomrum og tomgang.
Men også i det lille Dronninglund er mange mærkværdigheder med undersøgelserne - og en måneds ventetid. Jeg ser patienter, som har være indlagt og behandlet uden ekko - det kan lade sig gøre - tilmed ofte, men ikke altid med godt resultat - som så kommer til undersøgelsen, en måned efter det hele er overstået. Næsten som at behandle patienter for lungebetændelse uden et røntgenbillede - det kan man også, ofte, men ikke altid med held - og så tage røntgenbilledet en måned senere.

Så jeg slutter med udgangen af juni og rejser derefter tre uger til Grønland for vikariat i Nuuk og Tasiilaq - og i august i Stokmarknes, Norge, og Luleå, Sverige. Til efteråret måske Indien - eller Rwanda igen.

Et forslag til udjævning

2010-02-08T17:53:00.004+01:00

Indsendt til Politiken, Jyllandsposten og Weekendavisen - intet respons

Overvægt er ved at blive et stort problem i vores del af verden, som det længe har været i USA. Med velfærden og den uhindrede adgang til mad stiger problemet. Risikoen for at blive syg stiger, og sundhedsvæsenets og samfundets udgifter til de overvægtige er et stærkt stigende problem. Risikoen for komplikationer til sygdom stiger. Der skal anskaffes specialbyggede kørestole og senge.

Hvorfor ikke tage fat på problemet og lade overvægten betale for en del af udgiften?
Man kunne starte med flybilletter. Når jeg flyver, skal jeg betale for overvægt, typisk 50 kr/kg. Det er rimeligt, overvægten koster flyselskabet brændstof.
Jeg vejer 80 kg med tøj, med en kuffert på 20 og håndbagage på 5 ialt 105 kg.

Men hvorfor skal den næste passager, som vejer 120 kg, med samme tøj og bagage 145 kg, ikke betale for de 40 kg han slæber med mere end jeg? Man kunne fx sige, at en standardbillet dækker 100 kg, alt inklusive - passager,tøj, al bagage, inkl toldfri indkøb osv. Det ville også mindske problemet med de mange mennesker, der altid slæber alt for meget håndbagage med. Og det er både dyrt og farligt for selskaberne og flyve rundt med store mængder spiritus.

Så mit forslag ville øge flysikkerheden og lægge et pres på de overvægtige til at reducere vægten. Det er svært, ja, men ikke umuligt. Spis halvdelen af, hvad du har lyst til, så taber du dig. Med garanti.

Næste skridt vil være at betale skat efter vægt. Hvorfor ikke?

Håbløse Afrika - ?

2010-01-20T12:52:00.005+01:00

Bringes i Weekendavisen 5. februar 2010

En almindelig opfattelse er, at der ingen fremgang er i Afrika. Meget lidt er blevet bedre siden uafhængigheden i 1960-erne, det meste af de mange milliarder i hjælp er forsvundet i de forkertes lommer, det fattige flertal har kun fået en brøkdel. Modsat dynamiske Asien, hvor man har fået langt mere for pengene, masser af udvikling, flere tidligere modtagerlande er begyndt at betale tilbage. Alene i Nigeria, som med sin olierigdom burde være et rigt land, er 40 milliarder dollars forsvundet. Et lille mindretal lever i ekstrem luksus for oliepengene, mens 98% intet har fået, og måske lever ringere end for 50 år siden. Kriminaliteten er stor, korruptionen ødelæggende.

Men der er undtagelser. En af dem er Rwanda, et af Afrikas mindste, fattigste og mest tætbefolkede lande, knap 10 millioner mennesker på et område halvt så stort som Danmark, midt i Afrika lige syd for Ækvator, hvor jeg har arbejdet en måned i efteråret 2008 og tre måneder i efteråret 2009. Demografien er således næsten identisk med aktuelle Haiti.
For de fleste herhjemme har reaktionen på mine planer i den forbindelse været, om det ikke er farligt? Rwanda forbindes især med folkedrabet i 2004, hvor måske 800.000 blev dræbt - hugget med machete, køller, hakker - børn, kvinder, gravide eller ej, unge og gamle - systematisk og planlagt. Ikke en krig, men en nedslagtning, en bestialsk folkefornøjelse. Det må være et farligt land, det mørkeste Afrika.

Men det er det ikke. Rwanda er et af Afrikas mest sikre lande at færdes i, med meget lidt kriminalitet og ingen korruption. Sundhedsvæsenet er tilgængeligt for alle, ikke på europæisk niveau, men de basale ydelser fungerer. HIV/AIDS problemet er efter afrikanske forhold lille med en prævalens på ca 3%, og tuberkulosebekæmpelsen sat i system. Grundlæggende skoleuddannelse er tilgængelig for alle. I hovedstaden Kigali er trafikken livlig og tæt i myldretiden, der er mange nye, store biler. Der er en generel hastighedgrænse på 60 km/t i landet, som overholdes af langt de fleste, jævnlige, venlige politipatruljer holder orden på det. Alle kører med sikkerhedssele. Der er mange motorcykeltaxaer, som alle kører med styrthjelm, passageren også. Der er rent, intet skrald i gaderne, man smider ikke noget fra sig, og den sidste lørdag i hver måned er generel rengøringsdag. Plasticposer er forbudt. Der er få rygere, under 5%, og alkohol er ikke synligt i gadebilledet på nogen måde. I supermarkederne kan man købe alt.
Der er meget få tiggere. Det er ikke tilladt at lave mad på gaden, så gadehandelen indskrænker sig til frugt, aviser og enkelte dagligvarer.
På landet er fattigdommen mere synlig, i vejsiderne er der altid fodgængere eller cyklister, hvoraf mange slæber vand, bananer og rodfrugter. Mændene synes at deltage på lige fod med kvinderne i dette, ligesom i markarbejdet. Tøjet er tydeligvis slidt, men alle har tøj på kroppen og sko på fødderne, ingen ser ud til at sulte, men landet er også meget frodigt, dyrket overalt, især er der bananer alle steder. Der er en betydelig eksport af te og kaffe, dog ikke til Danmark, hvilket er en skam, for begge dele er særdeles velsmagende. Klimaet er vidundeligt, temperaturen året rundt mellem 20 og 25 grader, med en lille og en større regntid. Aldrig ubehagelig varm eller fugtigt, fordi landet ligger 1500-2500 meter over havet. Altid grønt, aldrig tørt og afsvedet, frugtbart og meget landskabeligt smukt, de tusind højes land, med mange søer og vandløb. Befolkningen er venlig, åben og smilende. På mange måder på vej til at blive et paradis. Der er næsten ingen turister, men det vil forstås, at potentialet er stort.

Og for blot 15 år siden var alt blod og kaos, der var ingen vand og ingen elektricitet i hovedstaden Kigali. Min arbejdsplads, det næsten nybyggede King Faisal Hospital, blev flygtningecenter og blev først genåbnet i 1998. De fleste veluddannede var enten dræbt eller flygtet til udlandet. Det er en kontrast, som er vanskelig eller umulig at forstå, når man færdes og arbejder i det land, jeg har skitseret ovenfor, hvor menneskeliv synes at have samme værdi som i vores kultur. Konflikten mellem de to grupper, hutuer og tutsier, som tilsammen udgør næsten hele befolkningen, er af gammel dato. Stærkt forenklet er hutuerne den oprindelige befolkning af agerdyrkere, mens tutsierne er de senere indvandrede kvægdyrkere, der opfattes som mere velorganiserede og traditionelt altid har siddet på den reelle magt. Hvordan foholdet har været før kolonitiden, ved man kun lidt om, men det menes at have været et roligt kongerige, som passede sig selv og afviste indtrængen udefra, herunder af Stanley, som blev mødt med bue og pil, og landet blev sent koloniseret. Kolonimagten udnyttede den latente modsætning mellem de to befolkningsgrupper og udstyrede blandt andet befolkningen med identitetskort, så man ikke kunne være i tvivl om, hvem der var hutu og tutsi, og op gennem 1900-tallet var der talrige konflikter mellem de to grupper, hvor snart den ene snart den anden gruppe havde overtaget, selvom tutsierne kun udgør ca 15%, og selvom der var megen opblanding, og man kunne skifte gruppe afhængig af formue, fx blev skellet i en periode sat ved 10 køer. Men efter umiddelbart efter folkedrabet menes der at have været en meget stor gruppe tutsiflygtninge i nabolandet, heriblandt den nuværende præsident Paul Kagame, som invaderede landet med sin hær på 40.000 mand, der drev to millioner hutuer på flugt.
Hvad der skete i årene herefter mellem de to grupper, og mellem Rwanda og nabolandene, er kompliceret og fremstillet meget forskelligt afhængigt af kilden, men faktum er, at Paul Kagame stadig er præsident. Identitetskortene er afskaffet, og der er gjort meget for at hele de dybe sår, som 1994 efterlod. På et tidpunkt sad der 140.000 i fængslerne, som skulle have gjort regnskabet op, der er nu 40.000 tilbage. En del blev dømt til døden, men ingen af disse fuldbyrdet, og dødsstraf er nu afskaffet. De fleste dømte er nu tilbage i de samfund, de kom fra, og det kræver vist ikke megen fantasi at forestille sig, hvad det kan vække af følelser - men hvad man har gjort meget ud af, er at forene - vi skal også leve sammen efter dette.

Men hvordan er landet kommet på fode igen? Hvor kommer pengene fra - til skoler, sygehuse, biler, byggeri? Der er en stor kaffe og teproduktion, men er det nok? Man taler om en skjult indtægt fra coltanminerne i det østlige Congo, som er invaderet flere gange fra Rwanda, men det er gode grunde vanskeligt at få be- eller afkræftet dette. Halvfems procent af befolkningen er beskæftiget i landbruget, som bortset fra kaffe og te ikke bidrager til eksport, herudover er der en del småindustri. Turismen er stigende, men fortsat lille, selvom potentialet som nævnt må være stort. Men hvad der slår en, når man færdes i landet, er de mange tegn på, at hele verden vil hjælpe Rwanda. Talrige kontorer, skilte og biler fortæller om utallige store og mindre hjælpeorganisationer. Verden fik dårlig samvittighed efter folkedrabet, og hjælpen strømmede til. Behovet var og er også stort, med et land i ruiner.og al uddannet arbejdskraft dræbt eller flygtet, vand- og elforsyning ødelagt. Men regeringen og landets befolkning har gjort en kæmpeindsats, og bistanden udefra har her gjort stor gavn. Den er endt i de rigtige lommer, genopbygningen er gået stærkt, og motiveringen for at hjælpe er nok også større,når udbyttet er synligt, og hjælpen ikke forsvinder undervejs, som det næsten er reglen i nabolandet Kenya. Men i Rwanda har der også kun været to stammer til at kriges, og landegrænserne føles her naturlige, og har ikke som i en stor del af det øvrige Afrika delt stammer og ført andre sammen. Disse stammer kriges stadig om magten, hvad de så afgjort også har gjort i Rwanda, men der har dog kun været to (bortset fra en meget lille population af twa), som til gengæld har gjort det eftertrykkeligt. Og nu sidder sejrherrerne fra 1994 på magten, og så længe de gør det, er der ro og orden. Og kontrasterne til det demografisk identiske Haiti er voldsomme.

Hvad er prisen for denne ro? Landet er et demokrati, men regeringen sidder på pressen, og kaldes af nogen et diktatur. Der er ikke tale om censur, man kan frit diskutere politiske emner, men det siges, at der sker ikke noget i landet, med mindre Kagame ønsker det. Men man synes, det er i orden, resultaterne har været gode, det er svært at se, at det kunne være gjort bedre.

Men der skal givetvis nok være en del, der synes noget andet.

Rwanda 2009

2010-01-20T12:24:00.007+01:00

Bringes i Ugeskrift for Læger 15. marts 2010

For et år siden skrev jeg i Ugeskriftet om mine erfaringer og oplevelser som underviser af unge læger i en måned i Rwanda, udsendt af Traveltoteach/Globale Læger. Det var en måned, der gjorde stort indtryk på mig, selvom der var megen modgang og mange frustrationer. Jeg skrev også, at jeg overvejede et tilbud om at komme igen for at arbejde på betalingshospitalet King Faisal. Og det gjorde jeg så, tre måneder i slutningen af 2009. Og jeg blev klogere, meget klogere.
Hvad der fik mig til det, var vel lidt eventyrlyst kombineret med viljen til at gøre en forskel - men dog et sted, hvor jeg havde fornemmelse af en vis effektivitet i organisationen, så der var chance for udbytte for alle parter.
King Faisal Hospital blev i sin tid, i 1991, bygget for saudiske midler, med et indskud af sydafrikansk kapital, men er nu helt på rwandiske hænder - men offentlig ejet. Tanken er at opbygge landets bedste hospital, betalt af de patienter, der har råd til det, og dem er der en del af. Udover de velhavende er patientmassen de velforsikrede og desuden en del betalt af diverse organisationer, som der også er mange af. Endelig er der mulighed for, efter ansøgning, at få behandlingen betalt af sundhedsministeriet, hvis det kan godtgøres, at behandlingen er livsnødvendig og ikke kan gives i det offentlige system - der modtages også patienter henvist fra andre sygehuse.

Kontakten fik jeg den sidste dag af mit undervisningsophold i 2008, hvor jeg på eget initiativ besøgte stedet. Jeg havde annonceret ønsket gennem en af mine elever og blev venligt modtaget af først chefen for medicinsk afdeling, Emmanuel Musabeyezu, der overgav mig til public relations manager. Hun stod for rundvisningen til røntgenafdeling, der tager de almindelige billeder, men der er intet arkiv - patienterne får billederne med hjem. Beskrivelserne findes i journalen. Der er en nyere CT-scanner, 64 slice, landets eneste. MR planlægges, ligesom et kardiologisk katerisationslaboratorium. En enkelt nyere ultralydscanner fungerer også som ekkokardiograf. Kirurgisk afdeling ved jeg ikke så meget om, men dog udføres enkelte thoraxkirugiske indgreb, men ikke på hjertet, af en ugandisk thoraxkirurg, ligesom der er en enkelt neurokirurg. Den intensive afdeling har 7 senge. Mendicinsk afdeling har cirka 30, og rummer al medicin - af de 5 medicinere er en lungemediciner og en nefrolog, men alle må tage sig af det hele. Jeg deltog i medicinsk afdelings morgenmøde, som om fredagen gennemgår problematiske patienter og dødsfald, og jeg fik indtryk af en seriøst arbejdende afdeling.
Sluttede af med at deltage en times tid i stuegangen, forvirrende, men dog et langt bedre indtryk end fra de to offentlige universitetshospitaler, hvor jeg havde arbejdet den forudgående måned. Og da formiddagen var gået, havde jeg fået tilbud om arbejde af fire forskellige seniores. Det man gerne ville have, var en kardiolog. Det er jeg ikke, men har haft ansvaret for kardiologiske patienter i 20 år.

Hjemkommet til Danmark mailede jeg ret hurtigt og bekræftede min interesse. Svaret kom en måned senere, meget positivt, og efter udveksling af CV ville man ansætte mig snarest, men jeg ville dog gerne vente til efteråret og begrænse mig til i første omgang tre måneder. Så langt, så godt - men herfter gik det langsomt, meget langsomt, med at få en skriftlig aftale på plads, og de fleste af mine spørgsmål forblev ubesvarede. Havde det ikke været fordi jeg havde et vist kendskab til landet og en fornemmelse af arbejdet, havde jeg sikkert opgivet. I henhold til den aftale, som blev indgået i august, 8 måneder efter første mailudveksling, skulle jeg have udrejsen betalt - billetten kom efter utallige rykkere dagen inden afrejsen. Men jeg ville afsted.

Og 2. oktober var jeg så i Kigali, ansat som kardiolog på Rwandas fineste hospital, den ene af tre til en befolkning på knap 10 millioner. Den anden er privat læge for præsidenten, den tredje ansat på universitetshospitalet i Kigali.
Min ansættelse havde nu været 10 måneder undervejs, og jeg forudså ventende mængder af patienter. Det var der ikke. Intet var forberedt.

Men i løbet af en uges tid fik jeg dog en art kontor, i løbet af yderligere en uges et undersøgelsesleje. Og der kom patienter, meget ujævnt, men aldrig for mange - mit største problem i de tre måneder var for lidt arbejde. Pinagtigt i et land, hvor behovet er så stort, og hvor lidt bedre organsisation kunnet have give hospitalet og landet langt mere for pengene.
Måske halvdelen var tydeligvis velhavende, fortrinsvis yngre mennesker med ubehag i thorax, som anamnestisk klart ikke var af kardial genese. De fleste forventede og ønskede dog mere end en samtale og en klinisk undersøgelse, så det blev ofte til et ekg og en ekkokardografi. Ingen af delene var helt enkelt at få udført. Hospitalet råder over en enkelt, ældre 3-kanalskriver, som betjenes af skiftende ambulatoriesygeplejersker, når de har tid. Ekkokardiografen er røntgenafdelingens ultralydapparat, som altid er optaget af denne afdeling, og det tog en måneds tid at få en aftale om, hvornår jeg kunne disponere over maskinen - en aftale, som det tog yderligere en måned at få overholdt nogenlunde. Det kunne måske ikke gøre så meget, når indikationen som hos den nævnte patienttype var meget spinkel, men patienterne havde betalt forud (kr 80 for en konsultation, 60 for et ekg, 400 for en ekko).
Andre klager, som patienterne ofte henførte til hjertet, var ikke sjældent angst og uro, foruden måske mere naturligt i vor kultur hjertebanken.
Men den anden halvdel af patienterne var syge - meget syge. Henvist fra andre sygehuse - eller kommet på eget initiativ, fordi de var utilfredse med behandlingen i det offentlige system, eller fra et af nabolandene - oftest Congo eller Burundi, men så langt væk som fra Yemen og Somalia kom enkelte, af lidt uklare grunde, fordi de i Kenya eller Uganda kunne få langt bedre undersøgelse og behandling, end jeg kunne give dem.
Og de patienter, der så kom fra det offentlige, havde alle god grund til det - men havde i første omgang ikke kunnet skaffe pengene til undersøgelse på KFH, men nu var det så lykkedes. Det var patienter med de hjertesygdomme, der er hyppige i de fattige dele af Afrika: rheumatisk hjertesygdom, oftest mitralstenose og/eller insufficiens, ofte monstrøse, alle operationskrævende. Hjerteinsufficiens, hyppigst venstresidig sekundær til hypertension, som er et stort problem i Afrika, men også uforholdsmæssigt mange tilfælde af isoleret højresidig hjerteinsufficiens uden forklaring i lungesygdom - også et kendt problem for afrikanere. Iskæmisk hjertesygdom er derimod fortsat en sjældenhed. Befolkningen er ung, den forventede levealder 54, der er meget få rygere, meget få overvægtige, og kosten er for de fattige overvejende vegetarisk, og de er altid i bevægelse. De tilfælde, jeg så, var med en enkelt undtagelse hos udlændinge - især indere. Tobak og alkohol er på det nærmeste usynligt i gadebilledet, selv i millionbyen Kigali - selv om der her tydeligvis er mange, der har penge nok - der er mange biler, ofte store og nye, mange restauranter og store, nye huse. Jeg har forsøgt at få at vide, hvor pengene kommer fra i det lille, tætbefolkede landbrugsland uden industri. Der er en stor eksport af te og kaffe - som meget kan anbefales, man leverer kaffe til Starbucks - og der kommer en del bistandpenge til landet. Rwanda er på mange måder Afrikas pæne drenge. Til trods for - eller på grund af? - den blodige fortid, som kun ligger 15 år eller mere tilbage, og med mange konflikter siden da - er der ingen kriminalitet og ingen korruption. Hele verden vil gerne hjælpe Rwanda, der er bistandskontorer overalt, og mange af de store biler tilhører disse organisationer. Og verden får noget for pengene i Rwanda - pengene havner ikke hos eliten, men hvor der er brug for den. På 15 år har man opbygget et samfund med fungerende skoler, videregående uddannelser, og primært og sekundært sundhedsvæsen, fået skik på HIV/AIDS og tuberkulose, der er fremgang overalt, selvom der er lang vej igen. Men såvidt jeg har kunnet læse mig til, er det i Afrika syd for Sahara kun i Rwanda og Botswana, hvor udviklingen er kommet den brede befolkning til gode, mens pengene i det meste af resten af kontinentet forsvinder undervejs.
Men hvad nu med alle disse patienter med ødelagte hjerteklapper efter gigtfeber? Alle operationskrævende? I et land uden mulighed for hjertekirurgi? Og en fattigdomssygdom - patienten har måske netop kunnet samle penge til undersøgelsen, men dermed er midlerne udtømt. For blot 4 år siden var mulighederne meget få, men da vendte en børnekardiolog, Joseph Mucumbitsi, tilbage fra uddannelse i Belgien, og har gjort en kæmpeindsats - dels for børnene, men reelt har han også været landets eneste kardiolog, da de to øvrige tidligere nævntes indsats har været yderst beskeden. Men ud over dette har han formidlet kontakt til amerikanske, belgiske og australske organisationer, og med disse hjælp er nu de sidste tre år opereret knap 100 børn og voksne, i Rwanda, ved et formidabelt samarbejde. Disse organisationer har dog også arbejdet i andre lande, og lad mig trække den mest imponerende af disse organisationer frem, den australske Team Hope, som var i landet i november og opererede 24 børn med medfødt hjertesygdom. Organisationen har været aktiv i 24 år,og har i denne periode opereret knap 2400 børn i 14 fattige lande med en dødelighed på 1.4%. Arbejdskraften er frivillig, ulønnet, og betaler selv rejsen - værtslandet lægger kost og logi til, samt den lokale arbejdskraft og operationsfaciliteter - men al medicin og utensilier, fx klapper og katetre, medbringes også, og er skaffet til veje ved indsamlede midler, dog har den australske regering også bidraget de sidste år. Indsatsen fra USA og Belgien er ganske tilsvarende og også betydelig. At det overhovedet kan lade sig gøre i det omfang og med de resultater, er for mig næsten ubegribeligt. Også lokalt kræves der en stor organisation - udover udvælgelsen af patienterne. Selv om meget fungerer i Rwanda, er der mere, der ikke gør, på det niveau. I de sidste to måneder af min ansættelse kunne det iøvrigt udmærkede laboratorium ikke måle kalium. Først forlød det, at apparatet var i stykker. Siden, at der ikke var reagens. Og sidst, at grunden til det manglende reagens var igennem lang tid ubetalte regninger. Den sidste uge udgik det - iøvrigt også udmærkede - hospitalsapotek for furosemid. Og selv om der bruges for meget af dette stof i Danmark, og det ikke gavner prognosen ved hjerteinsufficiens, er det svært at behandle helt uden diuretika. En del af de opererede patienter skal antikoaguleres - men warfarin findes ikke på alle sygehuse, muligheden for at måle INR heller ikke. Nogle patienter med behovet bor tre timers rejse fra muligheden - og kommer til kontrol hver 2. måned - hvis de har penge til bussen. Men det går forbavsende godt, og jeg nåede ikke at se patienter, hvor dysreguleret antikoagulation var et problem.
Strømafbrydelse var en daglig foreteelse, og det var ikke altid, generatoren satte ind med det samme. Internetforbindelse med bredbånd er der overalt, men forbindelsen er langsommere end i modemtiden.
Men den elektroniske journal er undervejs og er nået til laboratoriet, et indisk system, som også håndterer patientadministration. Min tilgang til dette var hæmmet af, at jeg i den første måned ikke havde nogen pc-adgang, og derfor måtte sende en skriftlig anmodning med patienten om at få resultatet med tilbage i udprint. Men efterhånden kom det til at fungere, omend tungt og vanskeligt overskuelig med mange delsystemer for forskellige analysegrupper. Men dog en begyndelse.
Udover at se de ambulante patienter var der også jævnligt indlagt patienter, som jeg skulle tilse. Det lykkedes mig ikke på de tre måneder at få nogen fast struktur på dette, men jeg deltog dog i stuegangen nogle gange. Denne foretages i princippet af en af de 5 consultants, som har unge læger og en sygeplejerske med sig. Consultant beskæftiger sig ikke med journalen - håndskrevet og vanskeligt læselig, sygeplejersker og læger skriver i tidens ånd alle observationer - en af de unge refererer og skriver consultants mening. Patienten inddrages sjældent som andet end et objekt, der undersøges og diskuteres, dog indhentes måske enkelte anamnestiske oplysninger, men iøvrigt foregår kommunikationen ved de unge læger uden for stuegangstiden. Som anført var det svært for mig at få en struktureret plads i dette - og det blev ikke bedre, da der pludselig en dag dukkede endnu en specialist op - dr Abdelmonaim fra Ægypten, specialist i hjerte- og lungesygdom. Udsendt af den ægyptiske regering som hjælp til Rwanda - i tre år. Ingen vidste tilsyneladende noget herom på forhånd - eller havde i hvert fald ikke videregivet informationen. Der blev heller ikke i min tid sat struktur på hans arbejde, han gik blot med på stuegang hver dag, men havde iøvrigt intet meningsfyldt arbejde, såvidt jeg kunne se. En dag spurgte jeg ham, om han ikke fandt dette kedeligt og frustrerende. Næh, hjemme i Ægypten var der masser af arbejde men kun lidt penge - her havde han kun lidt arbejde men fik masser af penge (fra Ægypten). Og i min sidste måned dukkede endnu en kardiolog op - en ung, rwandisk, uddannet i Sydafrika. Også det syntes at komme som men overraskelse for den bestående stab. Så fra ingen hjertelæger var vi nu tre - og jeg havde i forvejen for lidt at lave. Jeg søgte igen og igen at få udvidet mit arbejdsområde til også at omfatte det offentlige universitetshospital, hvorfor jeg allerede tidligt i min ansættelse fik en henvendelse om assistance - men kom aldrig igennem med dette.

Hvis dette lyder kaotisk, har jeg givet det rette indtryk. Umiddelbart skal det måske ikke undre i et lille, fattigt afrikansk land syd for Sahara kun 15 år efter en altødelæggende borgerkrig - men dette kaos kontrasterer mod så meget andet i det på mange måder velfungerende land. Lov og orden, ingen korruption eller kriminalitet af betydning, gadebilledet med mange og nye biler, alle indkøbsmuligheder og mange mennesker, der tydeligvis intet mangler - selv om det store flertal mangler næsten alt. Og kontrasterende mod det image, hospitalet vil give som "Center of clinical excellence" med "Compassionate quality care" og mange møder om forbedring af kvaliteten, kontrasterende mod basale svære deficit.

Var det hele så omsonst? Nogle patienter har fået en behandling, der formentligt har gavnet dem. Og måske vigtigst, to unge læger har lært en del. Især en af disse var særdeles interesseret, opsøgte mig, hver gang han havde en ledig stund, fulgte med i undersøgelser, spurgte og spurgte, og sugede til sig i et omfang, jeg sjældent har oplevet. Og som Joseph sagde til mig en dag, jeg luftede mine frustrationer: "I know. But we try. And some patients benefit."

Og jeg er blevet meget klogere. Joseph spurgte, da jeg sagde farvel til ham,om jeg kunne tænke mig at komme tilbage som medical director på universitetshospitalet i Butare. Ja, måske. I hvert fald hellere det end bruge mere tid på de rige - men nogen skal jo betale.

Farvel Rwanda - ?

2009-12-30T16:26:00.000+01:00

Min sidste arbejdsdag er afsluttet på King Faisal Hospital, Kigali, Rwanda.
Jeg har sagt farvel til de få, jeg fik en relation til - kollega Joseph, sygeplejerske Helen, sekretær Emma.
Og jeg har fået mit Medical Certificate og mit Medical ID, dagen før de udløber. Efter mange samtaler, mange papirer, megen kørsel, megen indsats og 300$.
Men det kan fornys for et år af gangen.
Det skal det ikke - lige nu.
Men Joseph har spurgt, om jeg måske ville være medical director i Butare.

Og jeg har været nede på mit lille sted og fået en kold Primus og en samosa.
Talt lidt med portvagten.
I morgen skal vi sige farvel til Janine, jeg kører hende hjem med de ting,vi har købt her, som hun har mere brug for end værten her, som ikke har ydet nogen stor indsats. Janine - eller nok snarere hendes bror - har skrevet et brev til os, og spurgt, om vi vil bidrage til skolegangen for hendes to piger, som vi hilste på før jul.

Bilen skal også afleveres i morgen - ejeren, Jovin, kører os i lufthavnen i den.

Farvel Rwanda - ?

Tre måneder i Rwanda

2009-12-22T06:51:00.002+01:00

Mine tre måneder i Rwanda nærmer sig afslutningen.

Som alting er, ser jeg frem til det. Det har været en stor oplevelse, og jeg er blevet meget klogere på mange ting - men nu behøver jeg ikke blive klogere.
De mange frustrationer er vist tydelige gennem indlæggene i denne blog - den dårlige organisation, svage prioritering, den medicinske inkompetence, den store forskel på rig og fattig - det burde ikke være nogen overraskelse, vilkårene for at arbejde i Afrika - men det var nok uventet for mig, at mange ting viste sig at være, som de er, her på King Faisal Hospital, et betalingshospital, ganske vis regeringsejet, non-profit, men dyrt og velbemandet - og alligvel desorganiseret og inkompetent, omend med undtagelser, fx kollega Joseph. Jeg vidste, at det var sådan i den offentlige sektor, men havde ved mit besøg her sidste år indtryk af større kompetence - men forskellen er reelt ikke ret stor.
Og så egner jeg mig nok heller ikke til et privathospital. De mange rige mennesker, der vil undersøges med det hele, selv om det er tydeligt, at de intet fejler - og kontrasten til de fattige, der har et langt større behov, venter og venter, de fleste når aldrig frem - og har ikke råd, måske ikke engang til busbilletten hertil, medmindre en sponsor i form af en bemidlet slægtning eller en organisation træder til.
Men udover at være blevet klogere har jeg dog også gjort lidt gavn, tror jeg. Nogle enkelte patienter har fået en lidt bedre behandling, og et par unge læger er blevet meget bedre og kan tage over med tiden.
Og så minder jeg jævnligt mig selv om, at det kun er 15 år siden, at alt var kaos og blod - ingen skoler, ingen sygehuse, intet fungerede. KFH blev først genåbnet i 98 efter at have være flygtningelejr i 4 år. Og at det på trods af det går meget bedre end de fleste andre steder i Afrika. Ingen eller kun meget lidt korruption og kriminalitet, et sikkert og på mange måder velordnet land med styr på vigtige dele af den primære sundhedstjeneste, på HIV og på tuberkulose, ingen sulter, alle har et sted at bo, klart et land i fremgang - ting tager tid, især i Afrika.

Og så har jeg jo haft Inge her det meste af de sidste to måneder - det var dejligt. Vi har sammen set det meste af det lille, smukke land, med det behagelige klima, nationalparken med dyrene, lake Kivu med vulkanerne - og så har vi endda i to uger før jul haft glæde af Marie og Rasmus. Vi har haft den gamle Mercedes at køre rundt i by og land med, er blevet vartet op af Janine i lejligheden med mad - alt for meget - spist indermad og kinamad i byen, drukket mange Primus, fået mange samosaer. Og siddet på terrassen, læst bøger til de mange lyde - fra fugle og mennesker.

Vi havde oprindelig tænkt at rejse nogle uger i Østafrika i januar - men er mætte af Afrika. Måske en anden gang.

Kontraster

2009-12-03T09:30:00.001+01:00

I tirsdags forsøgte jeg atter at gå stuegang. Det gik helt godt til at begynde med, synes jeg. Men så kom den faste consultant, jeg skulle dele med, og syntes, vi skulle gå sammen. Vanskeligt at afvise, så det gjorde vi, men det er svært. Han vil gerne overfor de unge demonstrere sin viden, som er noget støvet, men egoet står højt. Jeg prøver at manøvrere forsigtigt og diplomatisk mellem hensynene til patienten, min kollega consultant, og de unge læger. Jeg kan ikke som en kortvarig gæst ydmyge ham, og må lade meget passere, hvis det er uvæsentligt og ikke skader patienten. De unge er hårdføre, er vænnet til at lægge øre til alt og til ikke at protestere, ingen indsigelser, ikke udtrykke deres mening. Men da de er velbegavede og selvtænkende, kan de gennemskue en del - men det må være svært, dag efter dag, blot at bøje nakken og blot - som sekretærer, det er den funktion, de har - at skrive de høje meninger ned og føre de ofte modsigende ordinationer ud i livet. Patienterne har ingen mening. Den bliver i hvert fald ikke efterspurgt. Jeg kender autoritetstroen fra Grønland, men her er den ekstrem - de bliver ikke spurgt, ikke informeret og protesterer ikke. Med mindre de har en bekendt eller slægtning højt i hierarkiet. Ja, det er hårde ord, men sådan er det. Og man kan vænne sig til meget - hvad enten man er patient, sygeplejerske eller læge.

Tirsdag (og torsdag) eftermiddag har jeg afsat til at lave ekkokardiografier. Medicinsk afdeling har ikke eget apparat, så det foregår på røntgenafdelingens nåde. Jeg havde fået en aftale, så jeg kunne have apparatet de to dage i mit undersøgelsesrum, men den aftale har røntgenafd annulleret, så jeg ikke må flytte apparatet. Det er besværligt for mig, jeg skal gå langt, frem og tilbage, skrive et andet sted, tale med patienten (jo, det gør jeg :-))
Jeg havde sat 7 patienter til og skulle begynde kl 14.
Imidlertid kunne jeg ikke komme ind på mit kontor, hvor en af journalerne var. Rengøringsmanden var gået med nøglen. Det gjorde nu ikke så meget, for patienterne kom ikke før 14.45. Jo, den kl 14 havde faktisk været der siden 13.45 - og ventet på sin journal et andet sted. Som dukkede op 15.30. Og nu var røntgenafd selv gået i gang med apparatet. Trods aftalen, så jeg måtte vente yderligere. Men fik dog afviklet første patient med en god times forsinkelse. Næste var så en ung mand på 20 henvist fra CHUK, som altid med en meget vanskeligt læselig, håndskrevet henvisning. Han viste sig - atter - at være meget syg, uhelbredeligt, men henvisningsdiagnosen havde intet med virkeligheden at gøre. Den diagnose, der var sat af kardiologen på universitetshospitalet. Jeg ville gerne fortælle den unge mand lidt om hans sygdom og spurgte til familie. Han har ingen, alle forsvandt i 94, en fond sørger for ham.
Nu var der 4 patienter på afdelingen, jeg skulle se på. Den første tydeligvis velduddannet, veltalende, flydende engelsk, mange udenlandsrejser. Men nu var han blevet syg - i fængslet. Efter undersøgelsen spurgte jeg min unge kollega om årsagen til fængslingen - rigtigt gættet. Han er en af de store bag folkemordet.
Næste patient atter en ung mand på 20 - med den mest ekstreme grad af pulmonal hypertension, jeg har set. Jeg troede, at jeg i Grønland havde set alt, havd der findes af ekstrem hjertesygdom - men jeg tog fejl. Jeg sagde til en af de unge "I have never seen anything like this" - han sagde "You have said that before". Han har ret, og jeg har ret. Hvad mennesker kan holde til, hvad de kan overleve - jo, jeg har læst om det, nu har jeg set det. Igen og igen. Men det er stadig ubegribeligt, de må skrive bøgerne om.

Onsdag var min første patient en ung kvinde, som ifølge papirerne burde være opereret for et år siden for sin svære hjertesygdom (mitralstenose), godkendt af regeringen til operation i udlandet, i hendes tilfælde Nairobi. Men intet var sket. Ingen forklaring. Så hun var fortsat invalideret, kan intet. Nu prøver vi igen.

Men en af mine senere patienter den dag havde til gengæld været i Nairobi. En gammel dame på 83, som kom med sine to døtre. Hun havde i Nairobi fået opereret sit brækkede ben. Og hvorfor kom de så til mig? Jo, i Nairobi havde de bedt hende opsøge kardiolog i Rwanda. Og hvorfor? Fordi hun er træt. Nærmere kunne vi ikke komme det. Patienten benægtede ethvert symptom på hjertesygdom, fik ingen medicin og havde et blodtryk på 120/80. Herefter smed datteren et par sprøjter med Venofer på bordet og sagde, at dem skulle moderen have - havde de sagt i Nairobi. Omsider dukkede der et papir op, hvoraf fremgik, at moderen havde jernmangel efter en blødning. Men hvorfor jeg skulle tage mig af dette, kom vi ikke nærmere.

Senere igen en ung kvinde fra landet. Hendes storesøster kom med hende. Hun var undersøgt på CHUB, universitetshospitalet i Butare, men havde ikke fået noget at vide om, hvad hun fejlede, eller hvad der kunne gøres, men fik dog digoxin og penicillin. Hun viste sig naturligvis også at være svært hjertesyg, svær mitralinsufficiens og atrieflimren og bør opereres. Og antikoaguleres. Men det kan hun ikke blive på universitetshospitalet, for de har ikke medicinen - Marevan. Som næsten intet koster, bruges i hele verden, kendt i mange år. Igen komplet uforståeligt. Alt kan fås og købes her, store, nye biler, huse, telefoner, computere - jeg fik kaffe i går på Borubon coffee i centrum, det kunne have været København at dømme efter gæsternes udseende og opførsel, med en laptop på hvert andet bord, sidste nye mobiler osv.
Denne prioritering er uforståelig og uantagelig - og det hjælper ikke ret meget, at det er værre andre steder. Og meget værre på verdensplan - Danmark kontra Afrika, fx. Men i det daglige at se på disse uhyrligheder, denne ulighed, mangel på prioritering - det er meget svært.

Men selv her på KFH har vi de sidste tre uger ikke kunnet måle Kalium - det kunne forstås, hvis vi var afskåret fra omverdenen, på et lille distriktshospital uden midler. Men midlerne er der. I Bissamcuttack for 38 år siden var det umuligt at gøre mange ting, pga mangel på apparatur og medicin - men det var vilkårene for alle, hele samfundet, derfor var det til at leve med, alle bevægede sig mod et mål. Nogen dog hurtigere end andre, skal medgives.

Til morgen ringede de fra intensivafd på KFH, en patient havde haft en hjerteaktion på 180 hele natten. Det viste sig at være en kineser på 41, som kun talte sit eget sprog, men på ekg var der ingen tvivl om diagnosen, AV reentrant takykardi. Jeg sagde - lidt i spøg - til personalet, at nu havde det været godt med adenosin. Det havde de skam - det nylige australske hjertehold havde efterladt noget! Kineseren fik restlageret og blev helbredt. Jeg var ude for det samme sidste år i Butare, dvs samme sygdom, der dog havde varet i flere dage - men ingen adenosin - eller nogle af de mange andre muligheder var tilgængelig. Og defibrillatoren var i udu og havde været det i over et år. På universitetshospitalet. Udenfør kører nye Mercedes og firhjulstrækkere forbi med alt i udstyr.

Og på vej ind til kineseren i morges havde jeg Janine med til emergency. Hun havde spildt kogende olie ned ad benet. Det viste sig dog kun at være en overfladisk forbrænding, heldigvis.

I weekenden var Inge og jeg i det smukke Kibuye ved lake Kivu, hvor jeg har været flere gange - og vi fandt en nyt, meget smukt og velbeliggende hotel, hvor vi har tænkt at holde nytår, lige inden vi forlader Rwanda. Til julen har vi bestilt på Gamle Lodge i Akagera Nationalpark - men først kommer Marie og Rasmus i 14 dage på mandag, det glæder vi os til.

Center of clinical excellence

2009-11-27T06:45:00.000+01:00

Det er stadig for mig - og for mange andre - umuligt at forstå, at dette land for 15 år siden var en blodig ruin, hvor intet fungerede.
En af mine gode unge læger var ikke i landet i 94. Hans familie var, som mange andre, flygtet til Uganda under en af de mange forudgående blodige konflikter mellem hutuer og tutsier. I slutningen af 94 vendte de sammen med ca 2 millioner andre hjem. Til en ruin. Her i Kigali var der skudhuller overalt, afbrændte huse. Intet vand, ingen strøm, ingen steder at bo.

Det prøver jeg at huske på, når KFH som i dag var uden vand i et par timer. Når jeg har gået stuegang og set 5 kvinder under 40, der alle har fået en elendig behandling. Tre er i kemoterapi for en cancer, de måske ikke har. En er planlagt til operation for en lungecancer, hun næppe heller har. En med en hjerneblødning har formentlig også en lungecancer, som ingen har set. En har formentlig hjertesvigt, som ingen har bemærket. Og alle disse har været indlagt fra 1 til 5 uger, der har været tid nok. Jeg har meget svært ved at leve med den overfladiske måde at være læge på - og så er det, jeg må sige til mig selv, at det kun er 15 år siden, at der intet var. Men "Center of clinical excellence...teaching for all Africa" - der er meget langt igen - men det går hurtigt fremad, for landet. Takket være en særdeles velbegavet, karismatisk, velorganiseret præsident Kagame, den tidligere general for den oprørshær på 40.000 mand, der i kraft af deres engagement, organisering og vilje standsede det folkedrab, som to millioner var i gang med. De fleste af dræberne flygtede så til Congo, men de fleste er vendt - eller tvunget - tilbage, heriblandt alle de "menige". De slemme er stadig i Congo - og de værste - organisatorerne af det systematiske folkedrab, maghaverne, dem, der havde penge, er beskyttet rundt om i verden - især i Frankrig, som ifølge det nuværende styre støttede folkedrabet både militært og politisk. Det benægtes naturligvis af Frankrig, og er også svært at tro på helt og fuldt - men ingen greb ind. Og fransk er erstattet af engelsk som officielt sprog. Og Kagame har meget dygtigt spillet på dette, og især verdens manglende indgriben, der nu viser sig i den dårlige samvittighed, der har givet megen støtte - som til gengæld er kommet befolkningen til gode - også i form af samarbejde til mange sider. Den blodige ruin er blevet til Afrikas duks, et eksempel, kaffen sælges til Starbucks, landet er med overalt, hvor der sker noget af betydning for Afrika.
Og ingen korruption - i modsætning til det meste af resten af Afrika. For ikke at tale om Indien. Man passer sit arbejde her, forsøgene på at snøre dig er ikke flere end overalt.
På et tidpunkt var der ca 140.000 fanger i landets fængsler til retsopgøret. Der er stadig 40000 tilbage - men resten er altså løsladt efter afsonet straf, og de fleste vendt tilbage, hvor de kom fra. Og lever nu sammen med de overlevende, der nu dagligt ser de mennesker, der slagtede deres familie.

Inge er jeg har lige været på den lokale for en Primus og lidt snacks. Et meget ydmygt sted, hvor kun lokale normalt kommer. Nysgerrige børn, som altid, og mange nysgerrige blikke, men ingen generer dig, ingen gør dig noget, smil, venlighed og mangfoldighed.
I weekenden var vi i Gisenyi, pået godt og roligt hotel, hvor jeg også var sidste år, med udsigt til den levende vulkan i Congo - den ryger, og om aftenen ser man, at røgen fraves rød af lavaen i krateret. Søndag kørte vi til et lille sted ved søen og fik en fisk,en tilapia, fanget der - det bedste mad, vi har fået endnu. Og kompå vejen forbi Bralirwa, hvor de brygger min Primus.

Akagera med mere

2009-11-20T09:15:00.001+01:00

Nu tror jeg omsider, det er gået op for mig, at jeg er i Afrika.

Sidste torsdag kom den nye, rwandiske kardiolog Nathan til KFH. Efter 3½ års uddannelse i Sydafrika er han vendt hjem til Rwanda, vist lidt overraskende for mange, herunder mig, men det må absolut være et fremskridt i forhold til mig, der ikke taler sproget eller er fortrolig med kulturen, og som ligesom min ægyptiske kollega kun er en passant.

Fredag morgen mødtes vi så alle og skulle diskutere dels faglige problemer, dels arbejstilrettelæggelse. Det gik som mange gange før, kaotisk, og de svageste argumenter blev fremført med størst stemmekraft. Hvad konklusionerne blev, er ikke ganske klart for mig, og chefen ude af stand til at skære igennem og lægge en plan. Nathan råbte højest, tror jeg. Det skal blive interessant at se, hvad næste uge bringer.

Heller ikke denne dag mange patienter, men tid tog det. En af dem var en ung kvinde med en meget tyk journal, hvor det som altid var meget svært at finde rundt i de mange håndskrevne notater. Det lykkedes dog at få frem, at hun havde haft en blodprop i et ben for 4 måneder siden og nu kom for at få kontrolleret sin INR. Hun talte meget dårligt engelsk, en tilkaldt sygeplejerske lige så dårligt, og ingen af dem havde ringeste forståelse for problematikken. Og så alligevel, for patienten havde først omhyggeligt bog over sine prøver og ordinationer, hvoraf det med uhyggelig klarhed fremgik, at hun var ganske underbehandlet. Hendes INR var jævnt stigende til nu 0.7, og hun kunne ikke forstå, at benet var tykt. Det kunne jeg godt - men at få hende forklaret det, og at løbet er kørt -

Men senere dukkede hun op sammen med en anden patient, som også er i Marevanbehandling, men på grund af en kunstig klap. Og denne patient taler glimrende engelsk og er fuldt indsat i antikoagulationens problemer - så det var en meget bedre tolk end sygeplejersken.

Flyulykken i torsdags viste sig at være ganske barok, som det også er fremgået af danske medier. Et fly var landet i andet forsøg, men efter at være rullet på plads satte det pludselig i fart og kørte ind i lufthavnsbygningen, angiveligt pga en teknisk fejl. En person mistede livet. Men med flyet var også en patient, som havde været i Nairobi for egen regning, fordi hun ikke var tilfreds med behandlingen her i landet. Hun nåede at komme af flyet inden ulykken og i en ambulance - men på vejen fra lufthavnen kører den galt, og hun dør.

Mine originale aurorisationer og min originale straffeattest, som var betingelsen for at få mit visum, og for at få en medical license, er Inge som aftalt kommet med. Visum fik jeg jo uden, men har arbejdet i nu ialt 6 uger uden lokal autorisation - og især uden det stempel, som ellers skal sættes på alle papirer. Men tilsyneladende har alle affundet sig med det - der er færre og færre, der spørger, og min recepter osv går igennem alligevel. Men jeg gik pligtskyldigt ned med de meget efterspurgte dokumenter straks mandag morgen og er i dag, en uge senere, blevet afkrævet 300USD. Det skulle så blive ordnet - i løbet af denne uge. Og visum ville jeg så gerne have forlænget til det år, man normalt får, nu papirerne er i orden. Nej. Det kan jeg ikke få, før det jeg har, udløber. Den 1. januar.

Og de USD skulle jeg så hente i banken, havde også brug for flere francs. Kører i min lokale bank. Nej. De har ingen forbindelse pga strømsvigt. Kører så i centrum til hovedsædet. Der er 60 mennesker i kø, det vil tage ca 3 timer,får vi at vide. Kl er 17, de lukker 18. Men USD er et andet sted. Da jeg efter nogen søgen har fundet det rigtige kontor, tager det ikke så lang tid at hæve de ønskede USD. Men RWF kan vi ikke nå at få. Så vi kører et par km igen til min lokale bank og håber, de har fået forbindelse - det har de - og kl 18 får vi pengene - af venlige og hjælpsomme mennesker, der endog nemt finder ud at at veksle nogle af dem til USD med kun få ekstra formularer.

For en uges tid siden lykkedes det mig på KFH at få forbindelse til en printer i et andet lokale. I dag skulle jeg bruge den, men intet skete. Det viste sig så, at nogen havde fjernet den tilknyttede pc. En lille mand kom og tilsluttede mig en printer i en anden konsultation i den anden ende af ambulatoriet. Det kom til at virke efter et par timer - hvor jeg så kan banke på døren til denne konsultation, hvor en anden læge sidder med sine patienter, og hente mine prints. Hvis den er tændt, og der er papir.

Og i weekenden var Inge og jeg på en meget vellykket tur til Akagera Nationalpark i landets østligste del, 2½ timeskørsel i 4-hjulstrækker med chauffør. Havde læst om det forud, men det viste sig at være en positiv overrraskelse på enhver måde. Et meget smukt landskab, et vidunderligt beliggende hotel, venlige mennesker, kun få gæster foruden os. Og så tilmed en aften og en morgensafari med masser af dyr - giraf, zebra, bøffel, flodhest, krokodille, antiloper og masser af fugle -
En stor, men temmelig ukendt attraktion, synes vi, som landet desværre gør meget lidt for at gøre lettere tilgængeligt. Det officielle turistbureau kan ikke hjælpe med at arrangere tur dertil, man er henvist til forhandlinger på det private marked, og der er ikke mange at vælge imellem, så billigt er det ikke.

Mandag skulle så den nye arbejdsplan træde i kraft. Det gjorde den måske også, men ingen respekterer den - ambulante patienter og stuegang blandet sammen, går til og fra, løse ender, råben og mange armbevægelser, men meget lidt udbytte, især for patienterne. Men de finder sig tilsyneladende i alt - kan jo heller ikke få det bedre her i landet.

Men min gode sygeplejerske Helen kom heldigvis tilbage samme dag. Først var hun væk to uger, som blev til fire. Ferie, sagde de - men hun selv fortalte en anden historie. Hun havde tidligere arbejdet på røntgenafdelingen og havde der protesteret mod chefens behandling af en patient, hvilket havde medført suspendering. Man havde dog været så længe om at træffe beslutningen, at hun i mellemtiden havde skiftet afdeling - så hun blev suspenderet fra medicinsk afdeling. Som intet havde med sagen at gøre.

I OPD sidder pludselig en pige på 16, tydeligvis meget syg - hun ser mere end gravid ud, men er det ikke, er fuld af vand. Hun kommer fra et af de små sygehuse og en organisation, Partners of Health, da jeg kan se, de har betalt regningen for konsultationen. Men ingen oplysninger i øvrigt, ingen papirer, ingen ledsager, forældreløs, og hun kan blot sige, at hun har været syg i flere år med den store mave. Hun har som forventet højresidig hjerteinsufficiens - årsag? Jeg indlægger hende til videre undersøgelse og behandling. Om aftenen ringer nogen fra organisationen og siger, de ikke vil betale for indlæggelsen, kun konsultationen. Det var ikke nemt at vide.

Senere en anden ung pige på samme alder, tydeligvis også meget syg. Journalbemærkninger om svær mitralinsufficiens, som bør opereres. Men om der er en plan for dette, fremgår ikke. Hun har ikke taget sin medicin i tre uger og har atrieflimren med en hjerteaktion på 140.

I de sidste 10 dage har det været et operationshold fra Australien og opereret 24 børn med medfødt eller rheumatisk hjertesygdom. I den anledning blev der efter arbejdets afslutning holdt et heldagsmøde om forebyggelse af rheumatisk hjertesygdom, som er udryddet i vores del af verden for mange år siden - ikke ved nogen indsats fra sundhedsvæsenet,men fordi det er en sygdom, som kun findes i fattige lande med små, overbefolkede boliger. Da det problem forsvandt i Vesteuropa, forsvandt sygdommen også. Men der er længe til det sker i Afrika - så den ødelægger stadig hjerteklapperne her. Så det er den type hjertesygdom, der findes her - børn og unge med ødelagte hjerteklapper. De fleste kan opereres med godt resultat - og man kan forsøge at forebygge ved penicillinbehandling af halsbetændelse mv. Det blev et udmærket møde, men mest indtryk gjorde en australier, Lee Ooh (jo, han ser måske en smule koreansk ud, hvis man vil).
Hans historie - fortalt beskedent, næsten undskyldende, var: født i Samoa af missionærforældre, rejste til Australien, blev sygeplejerske, gift og fik et barn. Besøgte forældrene og et sygehus der, og så en mor på alder med hans kone, med et barn på alder med hans eget. Moren havde ødelagte hjerteklapper og ville dø om senest ½ år, der var ingen mulighed for behandling. Det bestemte han sig til at gøre noget ved, og har i de forløbne 24 år organiseret >2800 hjerteoperationer i 14 fattige lande - herunder Samoa, Cambodia, Vietnam og Rwanda (de sidste 4 år). En ufattelig indsats, hundredevis af frivillige - ingen får løn - organiseret operationsmuligheder i de mange fattige, dårligt organiserede lande, fået lokale og fremmede til at samarbejde, samlet hold, rejst, talt, samlet ind, skaffet udstyr, medicin - de første 8 år var der ingen offentlig finansiering, nu bidrager den australske regering - at det overhovedet kan lade sig gøre, og så blive en succes - hvorfor har jeg aldrig hørt om det før? Der er nu lignende initiativer fra USA og Belgien. Australien tager sig af åben hjertekirurgi på børnene, USA de voksne og Belgien de lukkede operationer.
Og hvorfor gør han det? Viser billede af en smilende, nyopereret 2-3-årig - derfor - og fordi han gerne vil rejse med sin kone :-)

Hele verden vil gøre noget for Rwanda

2009-11-12T13:49:00.004+01:00

Arbejdsdagene går med den sædvanlige blanding af lediggang og travlhed. Sædvanligvis kommer der velhavende mennesker, overvejende kvinder, morgen og formiddag, som har følt et eller andet i nærheden af hjertet, ofte hjertebanken, og nu vil undersøges. De fejler aldrig noget, men bliver undersøgt, betaler for jo flere undersøgelser jo bedre, og er glade for at blive erklæret raske i hjertet. Men for mig utilfredsstillende - fordi det efter ganske få minutters samtale er klart, at dette ikke er nogen sygdom, men undersøgelserne skal til. Min tid og deres penge kunne vare anvendt langt bedre -
Op ad dagen kommer de andre så. Henviste fra kolleger, oftest er det småting, men dog af og til interessant, fx i mandags en koreaner, som vi diagnosticerede Marfan på (mitralprolaps og bred aortarod). Han er leder af den koreanske hjælpemission i landet.
Og så kommer der næsten daglig også patienter, som har været på et af de offentlige sygehuse, men som ikke er tilfredse med deres behandling - og det har de i næsten alle tilfælde god grund til ikke at være. De fleste af disse er mindre bemidlede, og det skaber problemer. Som i går en ung mand på 20, som dog ikke så ud til at være mere end 15, men tydeligvis ikke havde penge. Efter at have hørt på ham i få minutter var det klart, at han var alvorligt syg - og havde da også på CHUK fået at vde, at hjertet var for stort, og havde fået medicin, som ikke havde hjulpet. Det rigtigste ville vare at indlægge ham på stedet - men det har han ikke råd til. Klinisk havde han kardiomegali, mislyd og atrieflimren med en hjerteaktion på 140. Som minimum da en ekko. Han så ned i jorden, og jeg var klar til at betale for den ekko, jeg selv skulle lave, eller snige ham gennem en bagdør, men så dukkede der en onkel op, som gerne ville betale for det nødvendige - selvom heller ikke han dog så ud til at have penge. Så jeg fik ingen frokost den dag.
Han viste sig at have en meget svær mitralstenose med et himmelhøjt pulmonaltryk. Her hjælper medicin meget lidt.
Jeg måtte dog primært udsætte min undersøgelse, fordi ultralydmaskinen blev fjernet til en "emergency". Et fly er crashet i lufthavnen. Hvad der helt præcist er sket, ved vi ikke, men jeg får dog maskinen igen efter en times tid. Senere ser vi, at et fly er endt i lufthavnsbygningen. Det ser lidt voldsomt ud, men der er dog ikke ild eller blod.
En anden pt den dag var en midaldrende dame med brystcancer, som nu havde hjertesvigt. En oplagt bivirkning af kemoterapien (altid selvbetaling), hidtil havde ingen tænkt på den mulige bivirkning. Indlagt til behandling pga natlig åndenød.

Der er flere privatklinikker, hvor jeg også fungerer fungerer som second opinion - også her med god grund. Af og til kan det vare svært at forstå, at det er den samme patient, de har undersøgt, med den behandling, der er givet. Men der skal jo også lidt diplomati til, især overfor de offentlige sygehuse - det duer jo ikke, at jeg bidrager til at nedbryde deres tillid totalt. Og det er altid lettere at være second opinion - desuden har jeg bedre muligheder - selvom der mangler meget.
For at par dage siden foretog jeg stresstest på en overvægtig indisk forretningsmand med diabetes 2, hypertension og svær disposition til IHD - han var på helt optimal medicinering fra Canada, hvor han ikke kunne få denne test pga 9mdrs ventetid (har forretning både her og i Canada og pendler) - så fik han den så her. Med besvær. Jeg må fange en tilfældig sygeplejerske til at hjælpe, som aldrig har været med før, må klare hele opsætning tilkobling og teknik selv - med elektroder, der sidder fast med krokodillanæb og let falder af, når pt bevæger sig. Men det gik, teknisk, og vi fik en god konklusion og en tilfreds patient. - Han er født i Kenya og har aldrig været i Indien, men i mange år her, også under genocide. Under en af de mindre krige i 70-erne blev alle asiater smidt ud, deres ejendom konfiskeret, men for en del år siden fik de dog 70% igen. Asisatere, måske specielt indere, er ikke populære, måske fordi de er gode handelsmænd og sætter sig på meget af det.

Men stadig har jeg tid til overs - og kunne have mere, hvis arbejdet var tilrettelagt glidende og ikke i klumper - hvoraf som regel en, når jeg er klar til frokost, og en anden, når jeg er klar til at gå hjem. Og megen tid går med at vente på tolk, til de mange, der kun taler kinyanrwanda - og tolkene er ikke gode. Oftest foregår det, som også mange gange i Grønland, ved at et simpelt spørgsmål udløser en længere dialog mmellem pt og tolk - mundende ud i et kortfattet svar oftest på noget helt andet. Det må jo forkludre sagen engang i mellem, men jeg har dog kun en enkelt gang haft indtryk af, at en pt gik med uforrettet sag, fordi vi ikke havde fået fat i problemets art.

I denne uge har der været en australsk kardiolog og sygeplejerske for at vurdere de børn, som operationsholdet fra Australien skal operere de kommende to uger. Jeg havde sneget to af mine patienter med, og vi blev enige om de ene - den anden kom ikke. Det var et barn indlagt på CHUK, som jeg så i sidste uge, med svær mitralinsufficiens. Aftalte kontrol, fik tid osv - men kom altså ikke. Havde forsøgt at opspore hende på CHUK dagen før uden held. Der findes ikke der nogen fortegnelse over indlagte patienter - det gør der her på KFH, patienter=penge.
Det australske hold er ligesom det amerikanske, der kommer til foråret og opererer voksne hjerter, ulønnet. De betaler også selv rejsen og har udstyr med. Hospitalet giver kost og logi. I dag fandt jeg ud af, at der også er to cubanske læger på KFH, en endokrinolog og en anæstesiolog. Jeg forsøgte at få en samtale i gang, men det var meget vanskeligt, deres engelsk var meget dårligt - ikke bedre end mit spanske. Hvordan de klarer sig med personale og patienter er mig en gåde. De har været her næsten et år, men går også meget for sig selv. Hele verden vil hjælpe Rwanda, men koordination -
Og som jeg tidligere har skrevet, støder man på bistandsorganisationer overalt, kendte og ukendte. Men der er også mange, der har hjælp behov -

En positiv udvikling er, at der nu er kommet en officiel anmodning om at bistå CHUK med kardiologiske problemer tre gange to timer om ugen. Henvendelsen fik jeg for en måned siden, var straks positiv, fordi det er der, de syge er, og jeg har tiden til det, intet vil gå fra mit arbejde her. Men ting tager tid. Initiativtageren var Gasakure, præsidentens læge, som også arbejder på CHUK, og jeg har siden kontaktet ham for at høre, om der var fremskridt i sagen. Da var hans mobil ikke kontaktbar - siden fik at jeg at vide, at det var, fordi han var med præsidenten i udlandet. Ifølge eget udsagn kom han med præsidenten i 94 og opbyggede det medicinske faklutet i Butare.
Men i går kom så anmodningen - nu frygter jeg så blot, at den vil vare lige så længe om at komme igennem systemet her -
Og så hørte jeg tilfældigt, at den rwandiske kardiolog fra Sydafrika er kommet i dag. Jeg har dog ikke mødt ham.

Og så kom Inge i lørdags som aftalt efter en lang og trættende rejse via Stockholm med mellemlandinger i Rom, Addis Abeba og Entebbe i Uganda - men hun var glad, og al bagæn var med. Så nu er der ny forsyning af lakrids. Og vi har været på inderrestaurant, både fin og knap så fin, set på mit kvarter, lejligheden og naturligvis hils på Janine. Nu er der så udover omelet og toast til morgenmaden også frisk frugt - papaya, ananas, passionsfrugt, granatæbler og bananer - samt rwandisk ost. Jo, de laver en Gouda - som er ganske god. Og den rigtige te er fundet.
Aftensmaden er lige så omfattende som før med 4 lune retter + frisk frugt, kaffe og te - men hun laver dog heldigvis ikke mere end før, så der går knap så meget ud.
Men hele huset bliver stadig gjort rent hver dag, vasket og strøget - selv om vi som i dag, hvor vi har aflyst dinner, har sagt, hun kunne gå hjem efter at have ryddet op efter morgenmaden - så bliver hun alligevel og gør det hele.

Og vi har fået fjernsyn. Dvs, det har været der hele tiden, men været ubrugeligt pga manglende antenne. Caretaker skulle det, men nej. Jeg har måske heller ikke jagtet ham så meget, fordi det ikke betyder noget for os, men blev så alligevel irriteret, fordi vi betalet en høj husleje og ringede så til indehaveren - der beklagede mange gange, og næste dag var det i orden. Ganske vist fik de to teknikere efter adskillige timers arbejde kun en halvdårlig løsning - men efter jeg efterfølende stillede på det, kan vi nu se rwandisk fjernsyn. Som er på rwandisk.

I weekenden har vi planer om at køre til Lake Kivu - hvis Merceren vil. Den har haft startproblemer og er på værksted - så jeg kører motorcykeltaxa til arbejde i disse dage.

Og i aften har vi været en lille tur på min lokale, hvor jeg straks fik serveret en Primus - til papa. Mama fik en vand, og vi begge et grillspyd. Mens TV kværnede på Aljazeera - og Hillary Clinton blev afbrudt af en indslag fra Grønland. Med billeder fra et sneklædt Nuuk. I Kigali, Rwanda.

Dagligdag på KFH

2009-11-05T06:10:00.002+01:00

Der er ikke megen fremgang i arbejdet. Der er fortsat meget, der står i vejen for en fornuftig arbejdsgang, men det største problem er, at der er for lidt af det, ind i mellem keder jeg mig uden at have nogen at snakke med, men så kommer der en klump patienter på en gang, uden at det endnu er lykkedes mig at forstå hvordan. Ind i mellem også en rigtig syg. Men det går da lidt fremad. I dag er det lykkedes mig at få fat på sygehusets medicinliste, og jeg har også fået en pc med adgang til laboratoriedata. Som de unge læger SKAL skrive ind i journalen med håndkraft, fremfor at tage et print.
Og de fleste af mine patienter er ikke særlig syge, men fælles for dem alle er stor tilfredshed med en forklaring. Men privathospital er ikke mig. Og vi er mange læger, og så vidt jeg kan se, har ingen af dem travlt. Kontrasten til de offentlige sygehuse er for stor, med deres mange meget syge og kun lidt kvalificeret personale - meget kunne blive bedre med anden organisering og prioritering.
Mandag så jeg en dreng fra universitetshospitalet, som kom til KFH for en ekko. Hvorfor de ikke havde gjort det selv, ved jeg ikke - de har en kardiolog, som dog vist ikke rigtig regnes - og måske vil han ikke se børn. Måske er det fordi vi her har en meget kompetent børnekardiolog, som indtil min ankomst også har taget sig af alle komplicerede voksne, Joseph, som også er den, der har hjulpet mig med alt. Men lige i dag havde han forfald. Men drengen havde en bragende, faktisk operationskrævende mitralinsufficiens, og ikke nogen endokardit, som de havde ham mistænkt for - og givet lidt peroralt penicillin. Der forelå en enkelt blodprøve, en SR. På universitetshospitalet. Så det var jo godt nok, at de sendte ham.
Samme dag havde jeg set en anden af Josephs patienter, en dreng på 16 med en meget svær, symptomatisk aortastenose. Der var for så vidt også taget stilling til, at han skal opereres. Hvorfor sker det så ikke? De sygeste bliver jo behandlet - hvis vi finder dem? Fordi kvoten for i år er brugt op. Og fordi han bor på et børnehjem, som finansieres af en amerikansk charity. Som måske vil betale.

Onsdag en nyt barn på 14 med hjertesvigt fra et af distriktssygehusene. Det viste sig at være en medfødt, ikke tidligere diagnosticeret medfødt hjertesygdom,
Ebsteins sygdom, med helt monstrøse forandringer på både rtg, ekg og ekko - kunne have været behandlet med godt resultat for mange år siden, nu er det tvivlsomt, hvor meget der kan gøres. Og forældrene var imod indlæggelse - de har ikke råd. Så hun blev indlagt på det offentlige sygehus. Så håber vi, de har medicinen.
Senere på dagen kom den indiske ambassadør. Han fejlede nu ikke noget med hjertet - som de fleste andre velhavere her, der vil se hjertelægen, fordi det kunne jo være -

Men i dag har jeg kun haft to patienter. Medvirkende måske strømsvigt. Der gik ild i en hovedtransformer, dog uden større dramatik - men altså ingen strøm fra middag -
Men sp benyttede jeg tiden til at undervise de to interns. Jeg har megen fornøjelse af den unge rwandiske læge, Jean Claude Uwamungu, som kommer til mig, hver gang han har en ledig stund, for at lære noget. Det er en fornøjelse - han er kvik, interesseret og lærenem.
Og jeg fik også talt med den ægyptiske kollega og fik forklaret, at han er udsendt af den ægyptiske regering som hjælp til Rwanda. Ægypten bistår alle øvrige afrikanske lande med hvad de nu efterspørger. Lærere, sygeplejersker, læger og andre. Han selv var på en liste med frivillige og blev bedt om at rejse med 14 dages varsel - i 3 år. Og er altså specialist i lunger og hjerte, men kan ikke ekko, for det gør andre i Ægypten. Troværdigheden fik dog et knæk, da han fortalte, at han har 300 ambulante patienter om dagen.
Men vi skulle finde udaf at lave en arbejdsdeling, og ville gerne tale med chefen om det. Hvorefter han fortæller, at der på mandag kommer endnu en kardiolog, uddannet i Sydafrika i også det invasive - oven i købet er han fra Rwanda og taler altså sproget. Planlægning hører ikke hjemme her.
Jeg ved ikke, hvad vi tre skal lave. Jeg vil foreslå, at jeg tager et par dage om ugen til CHUK eller Butare for at lave noget meningsfyldt - undervise eller se på syge mennesker. Der er rigeligt brug for begge dele - men ikke her på KFH.

Regeringens intention er måske god nok - KFH skal være "center of excellence" hvorfra al viden og specialbehandling udgår, og er jo ikke et privathospital, men regeringsejet betalingshospital - blot selvfinansierende. En måde at komme frem på, når man skal have penge ud af de rige til et sundhedsvæsen - og jeg er jo en del af det
Men de syge har ikke råd til det. Der er så forsikringer, som kan råde bod, og regeringen træder til i de sværeste tilfælde - men der er ikke flere penge i år.

Hjemme hos Janine får jeg hver dag både ris og kartofler, stegte eller frites - men i mandag morgen sagde jeg så, at hun ikke skulle lave begge dele, det kan jeg ikke spise - til aften var der så i stedet to slags kartofler - frites og kartofler blandet med grøntsager. Og kylling, som dog ikke var god - men en meget lækker revet salat med løg og tomater - og endelig frugtsalat og kaffe. Men jeg kan jo ikke spise alt det - hun øver sig måske, til I alle kommer :-) . Og fra i dag har jeg skåret ned til middag mandag, onsdag og fredag - men morgenmad hver dag, omelet med løg og grønt, toast, te og kaffe og en lille banan. Og hvordan hun kan klare det i mit usle og elendigt udstyrede køkken, fatter jeg ikke - og når hun er gået, er alt ryddet og på plads.
Men tirsdag aften, da jeg kom hjem efter en tur i byen - hvor jeg bla havde købt et 3G modem, så jeg nu har en rimelig hastighed på nettet - og fået en stor cheeseburger og en øl, stod der alligevel mad på bordet. Finstskåret spagetti med grønt, ristede kartoffelterninger, salat, fisk og frugtsalat. Jeg blev jo nødt til at spise noget af det.
Og min seng er redt på en ny måde hver dag.

Vejen til Kibuye

2009-11-02T05:21:00.000+01:00

Jeg er nu lige kommet hjem fra weekend i Kibuye ved Lake Kivu, boede et sted, jeg også besøgte sidste år, Bethanie, meget smukt og stille, helt ned til søen. Både fra min terrasse og fra restauranten kan jeg i det fjerne se vulkanen Nyiragongo ved Goma i Congo, der sidst var i udbrud 2002. Om aftenen kan jeg se den lyse rødt op på skyerne, dramatisk, omend langt væk, ca 50 km. Man frygter at lavastrømmen fra næste udbrud vil nå søen med risiko for frigørelse af store mængder metan fra søens bund - der er så meget, at det udvindes som naturgas. Det rapporteres, at en boble af og til river sig løs og dræber folk på søen ud for Gisenyi - den er ikke i sig selv giftig, men fortrænger ilten. Hvornår det er sket sidst, vides dog ikke.
Turen hertil er meget smuk og varieret, vejen god, bygget af kineserne for ikke mange år siden. Den snor sig om de runde bjerge, de tusind høje, ikke helt så højt som længere nordpå, er kun en enkelt gang over 2000 meter, søen ligger som Kigali i knap 1500, men som altid huse overalt, bananplantager, alt opdyrket i terrasser. Og hele tiden mennesker i vejkanten, bærende på brænde, frugter, vand, bananklaser - og mursten. Et sted en lang kolonne, hver bærende på 8-12 mursten til et skolebyggeri, såvidt jeg kan se. Og de har ingen mobiltelefoner, Mercedes eller firhjustrækkere her. Jeg tager en af dem med i bilen, en yngre kvinde, slæbende på et toårigt barn, en taske og en paraply, nogle km.
På vejen en lidt større by, Gitarama, hvor jeg kører forbi sygehuset og besøger det. Vagthavende læge taler som de andre, jeg spørger mig frem ved, kun fransk, men det går overraskende godt - der kommer en masse fransk ud af munden på mig. Også her er der godt 200 senge, hun ved det ikke helt, men de er 14 læger, har det nødvendigste udstyr inkl ultralyd. Hun tjener som sin mand, der også er læge ca 400USD/måned. De har 4 børn.
Senre på vejen, vel 20 km fra Kibuye, da jeg lige har fået det første glimt af søen, tager jeg endnu en blaffer op - en kvinde der slæber på en spand og en stor taske. Jeg bruger mine enkelte rwandiske høflighedsfraser, men det resultat, som jeg kender fra Grønland - en lang historie, som jeg intet forstår af. Men jeg finde ud af, at hun skal helt til Kibuye - det havde været en lang tur med en tung spand. Og hun får mig til at køre sig helt til sygehuset i Kibuye, som er hendes destination - på besøg? Hun ser ikke syg eller gravid ud, men går direkte ind i Maternity. Og jeg får lejlighed til nok et besøg på et lille (stort) sygehus med 184 senge og 5 læger - og må igen trække lidt fransk frem. Chefen er også administrator og tjener lidt mere end de andre - og har som den eneste bil. De kan alle lave kejsersnit, men ellers varetages det operative af en kirurg fra en nærliggende flygtningelejr - flygtninge fra Congo. Kirurgen er fra Etiopien. Og jeg får set og prøvet deres ultralydscanner - som er næsten mage til den, jeg brugte de første år i Grønland.

Fremme i Bethanie er det blevet frokosttid. Jeg får en Primus og en vegetarplatte. Ved nabobordet sidder en hvid mand og læser avis - Weekendavisen. Han er her for at evaluere et Atra-projekt, jeg har aldrig hørt om Atra, men finder ud af, at det er Adventistkirkens hjælpeorganisation, som har aktiviteter i hele Afrika og mange andre lande. Men han besøger sammen med en anden dansker, som jeg træffer senere, Atras projekter i Burundi, Rwanda og Congo - er aktive i post-konflikt områder, især for kvinders vilkår - som er relativt gode i Rwanda, hvor mænd ser det som deres pligt at tage sig af familien og beskytte konerne, og ikke som i nogle andre afrikanske lande primært som et sexobjekt, som der er status i at have mange af - formentlig en af grundene til Rwandas relativt lave HIV-prævalens på 3-4%. Det, de arbejder med, er at få kvinderne til at komme til orde i radioprogrammer, hvor man også kan ringe ind. Konflikterne skal frem i lyset. Den lokale projektleder, Patrick, som er fra Malawi mener og har erfaret, at der ligger mange uløste konflikter fra 94, og han tror, at historien vil gentage sig, hvis den nuværende regering - som består af sejherrerne fra dengang - mister grebet.

På sygehuset kom der i ugen en ny consultant til afdelingen - en ægypter, Ahmed, som skulle være både lunge - og hjertelæge. Han kan dog ikke ekko, så det er måske mest lunger - men virker nu ellers fornuftig og vidende. Til et møde dagens efter hans ankomst spurgte jeg afdchefen, hvorfor Ahmed ikke var der. Han kikkede spørgende på mig - han havde ikke hørt om nogen ny læge. Afdelingschefen. Stadig mange overraskelser.
Men jeg synes stadig, jeg har for lidt at lave, og i klumper, lediggang afveksler med kortvarig travlhed. Og det er stadig vanskeligt at foretage en fornuftig planlægning, blandt andet fordi jeg aldrig ved,hvornår jeg har adgang til ultralydmaskinen - vi laver aftaler, men de bliver ikke overholdt. Mit mulige supplerende arbejde på Universitetshospitalet, CHUK, hvor de mange syge er, har endnu ikke fundet vej til godkendelse hos CEO.
Jeg har overvejet at afslutte de tre måneder med en måned på Universitetshospitalet i Butare, hvor jeg også underviste sidste år, og hvor der er masser, der kun får en nødtørftig undersøgelse og behandling. Jeg syntes også bedre om miljøet der - sygehuset er stort, men byen er lille.

Et andet Rwanda

2009-10-26T18:35:00.000+01:00

Rwanda, 26. oktober

I weekenden kørte jeg som planlagt til Gisenyi, på grænsen til Congo, ved Lake Kivu for at se noget andet end Kigali. Der er 152 km, men det tager godt 3 timer - de første 100 km er vejen på mange stræk dårlig med mange potholes, som tvinger til langsom kørsel i et forsøg på at manøvrere uden om disse. Og vejen svinger, som alle steder i Rwanda, hele tiden, landet med de tusind høje. Tre gange undervejs var jeg over 2000 meter, enkelt gang over 2500. Søen ligger i 1600. Men smukt og grønt, tæt opdyrket, mange landsbyer og bananplantager hele tiden. Der er hele tiden mennesker i syne. Omkring byerne og langt uden for disse er der en konstant strøm af mennesker på vandring i vejsiden, ofte bærende på et eller andet - vand, brænde, sukkerrør, bananklaser.
Blandt andet af denne grund kører jeg helst ikke efter mørkets frembrud - selvom respekten for bilerne synes at være lidt større end i Indien - lidt. Jeg husker stadig en tur, vi i Indien gjorde med Senapati i mørke. Chaufføren kørte stærkt, med lidt lys, de fleste andre trafikanter havde lidt eller slet intet. Og mennesker overalt. Jeg synes det var et mirakel, at vi nåede frem uden at have skadet nogen. Men de forstod ikke min bekymring - for der skete jo ikke noget.
Der var nu ikke megen biltrafik - men af og til tunge lasbiler med stort læs, som kører 10 km/t op ad de lange bakker og 100 ned -ikke godt at komme i vejen for sådan en.
Her er ingen rige, kun inde i bilerne. Lerklinede hytter med røg gennem taget. Selv om jeg holdt pauser, hvor der tilsybeladende ikke var nogen, var de der straks - specielt børn - bare nysgerrige og glade, og så, naturligvis, "Give me money".

Men jeg nåede frem til min destination, Gisenyi ved Lake Kivu, uden at have kørt ind i nogen.
Til en helt anden verden. Et hotel med alt, ned til søen. Strandstole, parasoller, servering alle steder. Flere hvide, end jeg har set andre steder, flere indiske familier, men flest, tydeligt velhavende afrikanere i store, nye biler. Mercedes det fortrukne, ellers Toyota 4-hjulstrækkere og enkelt BMW.
Servering af masser af tropiske frugter, god mad.
Men til aften var freden forbi - levende musik til middagen. Med store forstærkere, der var skruet meget højt op. På mit værelse kunne jeg ikke koncentrere mig om noget og bad om at få skruet ned - det hjalp ikke - men de sluttede dog ca ½ time før annonceret. Til gengæld begyndte så musikken til et bryllupsselskab - dog lidt længere væk, så jeg fik da sovet. Morgenmaden var god - men jeg lod mig desværre irritere af flere mobiltelefoner. Så da jeg havde checket ud, gik jeg en tur ud i byen i stedet for at sidde ved poolen og blive mere irriteret af støj - og var en tur i Congo. Nej, ikke helt, men jeg var dog helt henne ved bommen og ikke mange skridt fra Goma, hvor så meget er sket. Men jeg så dog intet militær på nogen sider af grænsen. Men træt var jeg, da jeg kom hjem, efter endnu 152 kms potholes og sving.

I dag er så en ny arbejdsuge startet - efter Janines morgenmad med omelet med løg og grøntsager, saft af passionsfrugt, toast, kaffe, rwandisk te og små bananer -
Med et fællesmøde mellem alle kliniske afdelinger, hvor fælles patienter drøftes. En god ting, som man gør mange steder, men meget lidt frugtbar her. Overvejende diskuteredes, hvad man ikke kunne gøre af den ene eller anden grund. Så det gjorde mig ikke så meget, da jeg blev kaldt til en patient i afdelingen, som man havde gået helt fejl af, viste det sig. Men det er heller ikke nemt for nogen. Princippet er, som de fleste steder, at en af de unge, residents eller interns, ser patienten og kommer med en ide, som så blever vurderet af en af ældre, consultants. Men patient og den unge læge er kun optaget af, hvordan det er her og nu (som i Grønland). Hvad der gik forud, hvordan historien er, skal man hale ud af patienten. Som i dette tilfælde havde været på CHUK for samme problem, hvad der ikke var gået op for hverken intern eller consultant, hun var både undersøgt og behandlet der, helt korrekt. Men åbenbart ikke tilfreds, siden det nu er KFH. Og havde da heller intet forstået af, hvad der var foregået, og at det kunne være relevant for forståelsen af hendes problemer nu. Men havde måske heller ikke fået nogen forklaring. Det får vi næppe nogensinde at vide - der er ingen kommunikation mellem sygehusene.

Den næste patient havde åbenbart lungecancer. Hun havde været i Uganda og Nairobi, og den tydeligvis velduddannede og veltalende ægtefælle kunne producere alle ønskede papirer, skanninger og røntgenbilleder - som altid er i patientens varetægt. Slet ikke dårligt, så ved man da, hvor de er, og hvis skyld det er, hvis de er væk. Systemets svagheder er dog åbenbare. Hun var så vistnok her nu for at få taget stilling til kemoterapi.

Og så har dagen ellers været en forvirring af patienter, blandt andre den ugandiske ambassadørs mor, som sidst havde været på John Hopkins i USA, men nu lige var ankommet fra Kampala og ikke havde det som ønsket. Ambassadørens næste station er Danmark. En ung amerikaner (den første hvide patient, jeg har haft) som var bange for et heart attack. Parlamentsformanden med blodtryksproblem og diabetes. Han ønskede bla råd om, hvilket blodtryksapparat jeg ville anbefale. Et børnehjemsbarn med svær gigtfeber, som ikke havde taget sin medicin, og kastede op hele tiden. Hun blev den første, jeg indlagde, vanskeliggjort af, at det var umuligt at få kontakt med ledsageren, hvis telefon ringede hele tiden.
Og skal jeg have laboratorieresultater, må jeg stadig spørge en kollega eller bede patienten selv gå på laboratoriet efter resultatet (med en skriftlig anmodning). Men efter at have rykket endnu en gang for en laboratoriepc kom den pludselig. Dog uden laboratorieprogram. Og jeg må stadig kæmpe for at få adgang til ekkokardiografen. Men den uduelige Juliet var der heldigvis ikke i dag, men en smilende og hjælpsom afløser. Der er lyspunkter.

En fredag i Kigali

2009-10-23T19:46:00.003+02:00

Rwanda, 23. oktober

Nu har jeg lige spist endnu en gang afrikansk mad - med variationer, men ikke store. Ris med hakket grønt, stegte kartofter (i går pommes frites), det samme trevlede kød i sovs.
Og afregnet Janines indkøb. Den detaljerede regning - som umiddelbart var uforståelig, men som det dog lykkedes at få oversat - var lidt vel stor, synes jeg, og hun havde da også regnet forkert. Men 300 kr, som det - oprundet - blev til, er vel ikke for meget for at starte en husholdning, selv om jeg givet har betalt overpriser. Og der er jo vasket og ordnet, lagt på plads - jeg havde bestemt mig til at flytte soveværelse, fordi der neden for mit vindue starter vaskeaktivitet hver morgen kl 6 - det havde hun også ordnet, redt ny seng, flyttet badeværelse osv. Men havde ikke kunnet stryge mit tøj, fordi der ikke var strøm. Og det var der ikke, fordi jeg betaler forud, og nu var der altså brugt op af det indbetalte beløb, 50 kr på en uge - caretaker skulle have sørget for det - men.
Hun har fået fri i weekenden, fordi jeg i morgen kører til Gisenyi ved lake Kivu - men hun vil nok komme alligevel for at stryge. Og lave morgenmad til mig, inden jeg kører. Så bliver der jo også en ekstra transport, med det overskud, det uden tvivl giver hende.

Egentlig ville jeg jo helst være mig selv, havde i dag egentlig mere lyst til at tage i byen og spise indermad - men nu vidste jeg jo, hun var i gang, så ting skal planlægges mere. Og det lille køkken ligger klos op af stuen, hvor jeg spiser - så jeg føler mig lidt overvåget, selv om hun absolut er meget diskret. Og det er rart, at der bliver sørget for rengøring, vasketøj og opvask, og jeg kan jo også give hende fri ind i mellem - selv om hun helst ikke vil. Og et meget venligt væsen er hun. Men indermad kan hun ikke lave.

På sygehuset havde jeg noget så usædvanligt som travlt i formiddags. Jeg nåede ikke at få tændt min (egen) pc før til middag! Det mest spændende så ud til at være en pige fra 15, som var henvist fra et af distriktssygehusene med en hjertefejl. Henvist til CHUK, det offentlige universitetshospital, men de ville altså hellere til KFH og betale for det - selv om jeg efterhånden fandt ud af, at hun kom fra et børnehjem, og det var en skolelærer, der var med. Så hvor de får penge fra til det? Men dette og den ulæselige henvisning, muligvis på fransk fik jeg først dechifreret, da Uwu kom til - min assisterende sygeplejerske i denne uge har desværre været den tunge, jeg startede med, min "egen" Helen har ferie og kommer først om en uge. Hende her er, Juliet, komplet uduelig på enhver måde og komplet ligeglad med, hvad der foregår. Det er lige ved, at jeg synes det går bedre, når jeg som i går, hvor hun ikke var der, må klare mig selv og gribe fat i en tilfældig, der ser ud til at kunne tolke, og så ellers gøre det hele selv. Men altså, på distriktssygehuset havde de set et eller andet på ultralyd af hjertet, som de mente var en klapfejl. Det var det ikke, hun fejler intet.

I afdelingen ligger en ung kvinde, på nu anden måned. Hun kom ind med hovedpine og almen dårligdom, viste sig at have svampemeningitis, HIV og siden nyresvigt, nu p-dialyse. Som der er store problemer med, infektion, nu er kateteret stoppet. Men hendes penge er sluppet op for længe siden. Familien er ved at skrive et brev til ministeren. Hendes udsigter er dårlige på enhver måde.

Og så har jeg været i banken - igen. Nu fordi jeg havde læst om min egen panafrikanske Ecobank, at de har netbank og Visa. Den svarer ikke på mails og tager ikke telefonen - heller ikke på hovedkontoret - så jeg kørte derhen. Netbanking, no, not yet. Visa, no not yet. ATM-card only (lokalt hævekort som på Grønland). Kørte så i Bank of Kigali (lokalbank for Rwanda), jo de har netbank. Og internationalt Visa. Jeg skulle bare ind på hovedkontoret i centrum. Det gjorde jeg så, og det gik forbløffende nemt at åbne en USD-konto der. I modsætning til første gang i samme bank, hvor jeg blev bedt om at komme en anden dag. Det kunne også have været Grønland. Men Visa var et andet kontor. Og ikke før der er penge på kontoen. Altså efter den 1. Og to ugers ekspeditionstid - det skal til Belgien. Men der kommer penge på kontoen (tror jeg da, hospitalets økonomi har det dårligt) - endog nok til at betale kvindens hospitalsregning. Det gør jeg dog ikke, selv om det er svært at se hendes ulykkelige og forpinte blik.

Stjerneklart

2009-10-22T19:24:00.002+02:00

Rwanda, 22. oktober

I aften er det skyfrit, nok for første gang. Stjernehimlen, som jeg ellers kender godt, er jeg ikke hjemme i her, hvor Nordstjernen står i horisonten.
Om morgenen er der oftest sol, men der kommer hurtigt skyer, og om eftermiddagen ofte en byge. Så en udsigt med sol, skyer og regn passer næsten hver dag, men det har altså ikke været stjerneklart før i dag.
Om natten er der ikke varmt, måske 15-20, men temperaturen om dagen stiger hurigt til omkring 30, når solen står i Zenith, og falder så hurtigt ved 17-tiden. Her er aldrig kvælende varmt og ikke fugtigt. Kun få myg -jeg bruget ikke myggenet - men malaria er dog en hyppig sygdom. Der er ikke aircondition de steder, jeg kommer, heller ikke i bilen. Men uudholdelig varmt er der aldrig - omend bilen kan være noget varm, hvis man skal køre om eftermiddagen, og den har stået nogle timer i solen.

Da jeg stod op i dag, var Janine kommet, og der var omelet, brød og kaffe. Har bestilt løgomelet og toast i morgen -
Og da jeg kom hjem til aften, var der skinnende rent overalt - kunne selv jeg se. Og maden var klar 18.30 - glimrende, afrikansk, som er det samme, hvor jeg end kommer, med meget små variationer. Ris med finthakkede grøntsager, frites, lidt kål, tror jeg, og det samme kød. Intet at klage over, og jeg har jo sagt, at jeg ikke er kræsen - men indermad er bedre - . Men hvordan hun overhovedet kan lave mad med 4 varme, veltilberedte ting i mit lille, dårligt udstyrede køkken, forstår jeg ikke.

På sygehuset må jeg finde mig i at tage mig af patienter, der kommer, fordi de vil have min mening og diverse undersøgelser - og vil betale, hvad det koster. Ikke sjældent er det folk, som har været andre steder, private eller offentlige, her, eller i Kenya, Somalia, Yemen, Burundi eller Indien. Uden at jeg ved, hvad der så er foregået der. Ofte medbringer de et ulæseligt papir på et uforståeligt sprog, så oftest må jeg begynde forfra. Men disse oftest velhavende menneskers betaling driver sygehuset - som er regeringsejet - og dermed betalingen for dem, som ikke har råd. Men dertil kommer en del, som er henvist, finansieret af det offentlige, fordi ekspertisen her regnes for landets bedste. Og maskineriet fungerer, på den måde, at de fleste får en rimelig behandling. Er det mere kostbar behandling, og de ikke selv eller deres eventuelle forsikring kan betale, træder regeringen til - forudsat en velbegrundet skrivelse fra eksperterne. Det gælder fx visse hjerteoperationer og nyretransplantation - i afdelingen ligger to unge og venter på ny nyre i Indien, eller måske Kenya. HIV-behandling er gratis for alle - dog ikke med de nyeste præparater, som slet ikke findes i landet.
Afdelingen havde i dag besøg af en kenyansk læge fra Nairobi, som var med på stuegang. Og han var særdeles velfunderet og med på alt. Men både hans og stedets læger har en facon overfor patienterne, som ligger langt fra vores. De er genstande, som henligger til undersøgelse uden megen kommunikation eller dialog.
Jeg har diskuteret prioriteringsproblemerne med de unge læger, som også siger, at det fungerer et langt stykke - problemet er dog, at de mange fattige patienter på landet aldrig kommer så langt, fordi de ikke bliver diagnosticeret. Jeg er da også helt sikker på, at jeg ville trives langt bedre der - på de små sygehuse, hvor de mange patienter er. Som jeg altid gør. Men hvordan man så lige får organiseret en sådan ansættelse. De unge lægers løn der er 800USD. Det kan jeg ikke engang betale min lejlighed her med, men et lille hus på landet ville da heller ikke være så dårligt - og der behøver jo ikke være overskud. Mit overskud her på KFH bliver trods en god løn og minimal skat nu heller ikke stort - bortset fra maden ligge priserne ikke langt fra de danske. Men Janines løn er ca 650 kr/md - og hun har da tøj på kroppen og ser umiddelbart ikke ud til at mangle noget, heller ikke en mobil, men det har alle, i hvert fald her i Kigali, næppe på landet?

Men jeg har fortsat for lidt at lave her, synes jeg, hvilket gør kontrasten til resten af landet så meget større. En af de unge, Uwu, er meget interesseret i mit arbejde, og de har det på samme måde - havde aldrig fri, mens de var i Butare, og her er der for lidt (3 måneder her indgår i deres uddanelse). Her bliver de hele tiden fulgt af de 5 consultants - flere er der heller ikke på med afd - de kan ikke ordinere noget selv - på de offentlige sygehuse går de for lud og koldt vand og skal finde ud af alt selv, som jeg så sidste år. Og skulle være med til at afhjælpe lidt. Men der som her stiller organisationen sig i vejen for mange ting. Der er meget i organisation og papirgang, som jeg ikke har styr på endnu - der er nu heller ikke nogen, der har hjulpet mig.
Uwe, som er meget kvik, vil gerne være specialist, måske helst kardiolog, og han kan allerede meget, læser, følger med. Men han skal til udlandet for at blive specialist - og det ser jo skinnende ud i Europa. Danmark har jeg dog fået snakket ham fra, tror jeg - det er både meget dyrt, meget besværligt og meget vanskeligt med sproget - her har han mulighed for at få regeringsstøtte til uddannelse i Kenya eller Sydafrika.

Sonia og Janine

2009-10-21T21:31:00.001+02:00

Rwanda, 21. oktober

I aftes ringede min mobil igen og igen. Det var den samme kvinde, Sonia, som sagde, at Innocent ville tale med mig. Forbindelsen blev imidlertid hver gang afbrudt efter højst et minut. Den eneste Innocent, jeg kender, er højt i administrationen på KFH, han kunne måske ville tale med mig om gårsdagens aftaler med CHUK, tænkte jeg?
Efterhånden fandt jeg dog brudstykkevis ud af, at det måtte være en anden Innocent, da Sonias ikke taler engelsk - derfor ringede han ikke selv. Og denne Innocent er kollega med Dudu, som er den agent, der skaffede lejligheden. Så måtte problemet nok være penge, tænkte jeg - jeg har måttet trække betalingen af min gæld til agenterne, til lejligheden og bilen ud, fordi jeg uden pas ikke kan få penge og slet ikke USD. Og mit pas ligger stadig hos immigrationsmyndigheden fordi originaler osv osv.

Men jeg ventede at få passet i dag, og dermed penge, og så da ville jeg ringe til Dudu - som er den enegelsktalende halvdel af agenterne.
Og til morgen fik jeg både en mail og en sms - fra immigrations office - om, at mit visum var klart!
Jeg forsøgte at få hjælperen fra sygehuset til at hente det, men det gik ikke. Så jeg gjorde det selv - og skulle så have forklaret hvor. Jeg har et kort, men fik bekræftet, at læse et kort kan man ikke. De var tre om det - men forklaringen gik på, at det er tæt ved dette, som ligger i nærheden af hint, skråt overfor dat. Så jeg fandt det. Og fik pas og visum. Dog kun for tre måneder - fordi jeg mangler at vise mine originale autorisationer osv.
Næste skridt var banken.
Jeg havde fået Nordjyske Bank til at overføre penge gennem Western Union. Alternativet bankoverførsel har jeg dårlige erfaringer fra i Indien - men påstår, at pengene aldrig er kommet frem, trods fremvist kvittering, dertil kommer ekspeditionstid af ukendt længde og gebyrer af ukendt størrelse.
Men altså, Western Union denne gang, modtagerbank min egen banks, Ecobanks, hovedkontor i cemtrum af Kigali.I myldretiden kl 17. Jeg tror aldrig, jeg har kørt bil et sted med så meget og så tæt trafik som her. Hvis man venter, til det bliver ens tur til at svinge eller komme ind i en rundkørsel, kommer man aldrig frem. Det er bare at køre og så håbe på, det går. Og det gør det jo for det meste. Kigali er vanskelig at finde rundt i, på grund af de mange høje, som man kører rundt om uden ret mange tværveje, men efterhånden går det faktisk, og jeg kører ikke forkert ret tit - mere. Selv om det ikke er nemt at have øjnene både på kortet på forsædet og på den tætte trafik.

Men jeg fandt Ecobanks hovedkontor og jo, de kunne godt give mig pengene - men kun i RWF, ikke i USD. Selv om det var det, jeg havde bedt Nordjyske Bank om. Og selv om det var Western Union-kassen, jeg stod ved. Og selv omjeg har en konto til USD.
Jeg kunne prøve i en anden bank. Det gjorde jeg så - og fik mine 6000 USD i Bank of Kigali - oven i købet uden ekstra gebyr, hvad jeg ellers så småt havde ventet. Og selvom Bank of Kigali er en lokalbank, mens Ecobank er panafrikansk.
At det så tog lang tid, flere formularer og ialt 4 underskrifter, kan jeg leve med.
Så nu kunne Dudu, Innocent og Jovin (biludlejeren) få deres penge.

Men inden da var jeg blevet opsøgt af Sonia og en anden ung dame, Janine, på mit kontor. Og det viste sig nu, at det slet ikke var Innocents penge, de havde ringet om - de havde blot nævnt Innocent for at forklare sig. Nej, sagen er, at Sonias veninde Janine gerne vil arbejde for mig - cook, clean and wash. Og det havde jeg jo lige brug for. Men Janine taler kun kinyanrwanda og swahili.

Så om aftenen kom Dudu og Innocent og fik deres penge, og Sonia og Innocent for nærmere samtale. Og nu har jeg så ansat Janine. Hun er 28, ugift, og forstår, men taler ikke engelsk. Bor hos sin mor - som arbejder i køkkenet på KFH. Hun vil så købe ind, vaske, gøre rent og lave mad. Kommer hver morgen kl 06, starter i morgen - jeg har bestilt omelet. Naturligvis kommer jeg til at betale for meget for det hele - .

Janine og Sonia har begge boet i Kigali hele deres liv - dvs også under folkedrabet i 94. Jeg sagde lidt om, at Rwanda bliver ved med at overrraske mig og slet ikke svarer til det billede, jeg selv havde og som jeg tror de fleste har af landet, som et farligt sted. Tværtimod, meget lidt kriminalitet, ingen korruption, man føler sig sikker. Ingen generer dig, du kan gå fred på gaden. Biler, forretninger, banker, trafik.

Sonia fortalte så, at hele hendes familie blev udslettet i 94.

Ny udfordring?

2009-10-21T09:25:00.001+02:00

Rwanda, 20. oktober

På sygehuset har jeg for lidt at lave, synes jeg, selv efter opsøgende arbejde, selv om jeg ved, at der er mange patienter, der har hjælp behov. Jeg ser dem bare ikke - endnu?

Men i dag blev jeg opsøgt af Emmanuel Gasakure, præsidentens læge. Han arbejder deltids på Universitetshospitalet, det offentlige hospital (CHUK), hvor jeg også underviste sidste år, men fik et dårligt indtryk, især af en så elendig organisation, at det var vanskeligt at foretage sig noget meningsfuldt.

Organisationen er måske lidt bedre på King Faisal, men ikke meget. Det er umådelig vanskeligt at få rede på papirerne, men røntgen og laboratorium fungerer. Resultaterne er bare aldrig at finde i journalen. Patienterne bærer selv rundt på røntgenbillederne, som man så kan holde op mod vinduet for vurdering, og laboratorieresultaterne kommer aldrig i journalen, i hvert fald ikke for de ambulante patienter. Man kan så finde dem frem i det elektroniske laboratoriesystem - hvis man har tilgang til en pc, hvad jeg igen ikke har. Den jeg havde fået, var en gæstepc fra Guest House, som var ca en time om at starte, og lige så længe for at starte labsystemet. Men den er under renovering nu. Siger de.

Men at det er på CHUK, de mange syge er, fik jeg et helt klart billede af dengang, og har fået det bekræftet nu - vi havde et møde også med chefen for intensivafdelingen, og alle er meget interesserede i et samarbejde med mig som en kardiologisk konsulent. Så hvis ledelsen på KFH vil være med, er den foreløbige plan 2 timer 2 gange ugentligt der, hvor vi i fællesskab vurderer de mest syge og lægger en plan. Det glæder jeg mig til.

Og så er der de daglige trakasserier med at få papirerene i orden, men i morgen får jeg muligvis mit pas med visum - betinget af, at jeg siden foreviser mine originale autorisationer og straffeattest. Og jeg har fået lønforskud, efter anmodning (og 4 besøg hos head of finance) udbetalt pr check, som jeg dog ikke kan hæve, før jeg får mit pas - men de er så indsat på min bankkonto for rwandiske francs, jeg har også en til USD - og har nu, selv om jeg ikke har bedt om det, også fået checkhæfte til begge konti. Til gengæld har jeg ikke fået et ATM-kort - en slags hævekort - selv om jeg havde bedt om det, men har nu ansøgt om det.

Men autorisation til at virke her som læge har jeg endnu ikke fået - ikke før de ser originalerne - .

I lejligheden går det lidt fremad. Der er fortsat intet køkkengrej, men muligvis kommer det. I går kom en elkogekande. Og der er lyst og åbent og ikke ret megen støj. Og jeg har fået købt gas og lavede i morges scrambled eggs - havde fået købt rå æg. Og salt. Og nu også en opvaskebørste og en karklud.

Ntarama og Nyamata

2009-10-18T19:57:00.000+02:00

Rwanda, 18. oktober

Rwanda er stadig ikke til at begribe.
I dag kørte jeg et stykke syd ud af byen, faktisk halvvejs til Burundi, men der er nu kun 70 km. Jeg ville se kirken i Ntarama, et af de mange mindesmærker for folkedrabet. I denne lille kirke og tilhørende søndagsskole søgte 5000 tilflugt og blev slagtet. De ødelagte døre og vinduer ses endnu, ligesom mange af ofrenes blodige tøj og skeletrester. Det er ubegribeligt, en smuk, fredfyldt plet som resten af landet, med liv overalt. Mange steder deltog kirkens præster i drabene.
I det nærliggende Nyamata kørte jeg ind på sygehuset, jeg kunne jo være heldig at komme ind og traf da også en ung kollega, der gerne viste rundt og fortalte. Sygehuset ligner det i Butare til forveksling, smukt, åbent, stort, med 2-300 patienter af alle slags. De 8 læger klarer det meste, men har en gang om ugen besøg af specialister fra Kigali. De har røntgen, et laboratorium, der ud over de almindelige ting også undersøger for HIV - som der er meget af, siger de - og kan serologisk teste for falciparum-malaria - den eneste, de ser, til gengæld er der meget af det, og naturligvis tuberkulose. Og alt mulig andet. Der er, hvad der skal være, til det, de fleste fejler. Alle får behandling, ingen afvises, men specialiseret behandling kræver penge - men mange får den dog alligevel.
Et helt andet, positivt og engageret indtryk end et landsbyhospital i Indien, hvor intet fungerer. Og det er ikke fordi de ikke har pengene i Indien - men de har korruptionen, som Rwanda er helt fri for.
Men det er som to helt forskellige verdener med tusinder af års afstand at bevæge sig de få km fra kirken, gennem byen og til sygehuset. Som i øvrigt er bygget af en svensk mission, men drevet af regeringen. Der er mange, der har villet gøre noget i Rwanda efter 94, og jeg er jo også en lille prik i det billede et sted. Vi havde også et børnefondsbarn i Rwanda fra 1990, tror jeg, til det forsvandt i 94 og Børnefonden som alle andre måtte trække sig ud af den blodige ruin.

Kacyiru

2009-10-17T17:45:00.003+02:00

Kigali, Rwanda, 17. oktober

Nu er jeg fået min Mercedes 220D fra 1993, registreret i Uganda. Godt brugt, men den kører og bliver forhåbentlig ved de knap tre måneder, jeg skal bruge den.
Og er flyttet ind i min lejlighed, som bilen lejet for 2½ måned. Valgt primært pga beliggenheden, i bydelen Kacyiru,a 2 km fra sygehuset, mellem dette og byen, i et livligt, meget lokalt kvarter, men alligevel uden trafik på en blind stikvej. God udsigt over byen, stor stue, 2 soveværelser, med hver sit badeværelse, og kontor - alle med terrasser til hhv syd og øst, også vinduer mod nord, så det er også en af de lyseste, jeg så. Mindre kunne gøre det - men var faktisk ikke let at få, medmindre jeg ville bo tæt eller på bar mark udenfor byen. Ser godt ud på afstand, men tættere på elendigt vedligeholdt og elendigt udstyret - men i næste uge regner jeg med at ansætte en husholderske, håber så at få lidt mere skik på køkken mv - til Inge kommer den 7. nov! Og billig var den ikke, det er der ikke noget, der er, når man skal have penge ud af expatriates. Men min løn er god, så det går - det er jo det, de ved. Hvis jeg ellers får nogen løn. Den skulle være 70% i USD, og jeg har nu to rwandiske bankkonti - efter et planlagt 4. besøg i banken i morgen. Håber jeg. Om jeg kan få penge ud af landet, er måske tvivlsomt, jeg ved det ikke, men ellers må jeg jo rejse herned igen og bruge dem :-).
Kunne vel klare mig uden husholderske også, men dels er det god skik at ansætte arbejdskraft, dels er det næsten nødvendigt bare til tøjvask.

Rundt om hjørnet er der flere små, meget små, meget lokale spisesteder, men især er det let at få en kold - og det er jo vigtigt. I aftes spurgte jeg om food (på et sted, der averterer som restaurant with all meals) - no, no food, but we have meat - så fik jeg et grillspyd.
I morges forsøgte jeg at opstøve noget morgenmad udover bananer. Så de lokale spiste lidt hist og her - det lykkedes mig dog ikke at få en omelet, men en samosa, brød og æg som jeg så selv ville lave til omelet. En pande og en paletkniv har jeg, som de eneste køkkenredskaber, så det burde være muligt. Da blusset - efter meget lang tid - var nogenlunde varmt, ville jeg slå æggene ud - de var hårdkogte. Men så fik jeg det. Samosaen var god og brødet acceptabelt.

Via en af mine indiske patienter har jeg fået oplyst, at der er 4 indiske restauranter i Kigali. Jeg har prøvet de 2 mest ydmyge - de er gode - og tog så Merceren ind til den bedste til frokost - masala papad, fish tika masala og garlic naan - det var godt. Det fremgår vist, at jeg foretrækker indisk mad frem for afrikansk, som jeg finder tung, kun lidt varieret uden megen smag. Men der er megen god frugt - og de helt rigtige grønne æbler, der dog er dyrere end i Dk.
Kørte herefter på Hotel Mille Collines og fik en kop kaffe. Hotel Rwanda. Se filmen, hvis ikke I har gjort det.
Efter en lille shoppingtur med indkøb af bla rengøringsmidler (!) - og tilbud på Harboe øl, jo, det er rigtigt, se billederne her ved siden af eller på picasa, og efter at have tosset lidt rundt i den fremmede storby med et dårligt kort - er jeg nu hjemme igen.
Indkøbene bringes som alt andet hjem i brune papirposer, plastic er forbudt. Så de flyder ikke i gaderne som i Indien - det slår mig også igen, at der er så få rygere, næsten ingen. Fast food, chips, cola og fulde folk har jeg heller ikke set.
Nu er der musik fra naboen, et privat, religiøst kor, tror jeg, akkompagneret af klaver. Ikke støj, men musik, der dog gentager sig selv i det uendelige - opslugte er de af musikken. Ellers er her forholdsvis roligt. Der bor en, måske to indiske familier her foruden mig - det er ganske hjemligt! Lørdag formiddag var der kvindepludren i haven, tøjvask i store mængder.

Og så har Marie lige skrevet, at de regner med at komme i uge 50+51. Jeg har plads - men vi skulle gerne i hvert fald til Akagera Nationalpark i den østlige del af landet, en, efter afrikanske forhold, lille park, der dog har alt inkl en gamelodge. Endnu er det dog ikke lykkedes mig at få kontakt med turistbureau eller andre, der kan fortælle, hvordan vi organiserer en sådan tur. Men det skal nok komme.

På sygehuset har er den ene af de to børnelæger blevet fyret. Begrundelsen er, at han ikke opdagede det tilfælde af svineinfluenza, der opstod i sidste uge. En minister havde været i USA, været syg, rejste hjem og derefter blev hendes barn syg og indlagt. Man tænkte ikke på "the flu" - blandt andet fordi ministeren ikke oplyste om sin rejse. Barnet blev hurtig rask, men nåede at smitte en del, så der nu er 39 tilfælde i landet, dog uden alvorlige konsekvenser for disse.
Man skulle synes, der var vigtigere ting at tage sig af,og der er hårdt brug for børnelægen iøvrigt på hospitalet. Måske er der en dagsorden,jeg ikke kender.

Mercedes med mere

2009-10-14T18:08:00.000+02:00

Kigali, Rwanda, 14. oktober

Nu går det fremad.
Mit kontor/undersøgelsesrum er blevet reorganiseret, som jeg gerne vil havde det, og patienterne blive godt undersøgt uden alt for meget besvær for hverken dem eller mig.
Ganske vist er der for varmt, internetforbindelsen håbløs, og jeg har ingen penge - men det er småting.

Her sidst på dagen har jeg følt mig som en koloniherre - hvad jeg vel også er - siddet på min terrasse med en Ricard og modtaget først min Mercedes, efter vi blev enige om betingelser, pris, forsikring - og afventer nu den endelige kontrakt derom og derefter skulle de komme med kontrakten om min lejlighed, når jeg efter planen flytter fra Guest House i morgen. Kommer næsten til at savne det - vagtmanden, der falder i søvn, den smukke pige, der er rejst til Burundi, maden, der kom for sent, det tørre brød, de manglende glas - men smil og venlighed. I dag havde den nye pige af sig selv vasket alt mit tøj, jeg fandt hende i gang med at stryge underbukserne -

Men jeg har ingen penge, og nu har jeg ikke noget pas, fordi det er hos visamyndighederne mhp at opnå et working visa. Jeg får det vel en dag. Så jeg har fået henstand med betaling af bilen og lejligheden til næste uge. Får så pengene overført via Western Union - så fårjeg pengene i hånden, har dårlige erfaringer med bankoverførsel i Indien, hvor modtager blev ved med at påstå, at han aldrig havde modtaget pengene - min kvittering gjorde ikke indtryk.
Har også prøvet på sygehuset, om jeg kunne få den første halve måneds løn påforskud - det kunne jeg sådan set godt - men det ser ikke så godt ud med økonomien, de er ved at skaffe penge, måske på fredag -

Fra Somalia via Yemen til Rwanda

2009-10-13T17:03:00.000+02:00

Kigali, Rwanda, 13. oktober

I dag har jeg forsøgt at hæve penge. Det er ikke nemt. Der er tre banker i lokalområdet. Den, som jeg oprettede konto ved i går, accepterer hverken visa eller master og henviste mig til en af de andre, som nok tager visa - men kun via bank manager. Og han var der ikke, kom igen senere.

Penge til lejlighed og billeje må jeg ordne via en eller anden form for overførsel, da jeg ikke kan hæve penge nok via visa til en større betaling.

I dag har jeg set en mand fra Somalia. Han havde sidste år i Sana i Yemen fået undersøgt sine kransårer - hvor der kun var en smule forkalkning. Han skulle så komme til kontrol et år efter, men havde nu i i forbindelse med et besøg her i landet nedt omkontrol her. Han havde det udmærket med kun ganske lette symptomer, men da han altså ønskede workup, valgte jeg at foretage et arbejdsekg. Det lykkedes i sidste uge at får apparaturet til at fungere udmærket med hjælp fra den kvikke inder (Kumar), men nu var der en masse elektrisk støj. Det viste sig, at en tekniker af ukendte grunde i forbindelse med installation af min pc havde fjernet jordledningen fra rummet. Den blev retableret, og så gik det nogenlunde - bortset fra, at elektroderne ikke passede. De blev rettet til, vi kom i gang - og så tabte pt bukserne. Men efter diverse forhindringer fik vi undersøgelsen afsluttet, den var helt normal. Efter at have rette hans medicinering lidt til havde vi en meget tilfreds patient, der nu var klar til at rejse tilbage til Somalia, hvor der ifølge ham ingen kvalificeret lægehjælp er.

En anden pt ser jeg i intensivafdelingen med meget langsom hjertrerytme (SA blok 3). Han har hepatitis C og levercirrose, havde blødt massivt, og nu var der så også et problem med hjertet. Ret håbløst, kunne man synes - også fordi den rette medicin (isoprenalin) ikke findes, så meget mere, fordi det så ud til, at tilstanden var forårsaget af Inderal (betablokker). Vi valgte så dopamin og Calcium i stedet - og løste, lidt uventet, må jeg indrømme, problemet på den måde. Indtil videre.

I dag er der også blevet tid til at undervise et par unge læger. Kvikke og interesserede, men de ved meget lidt, og jeg kan da også få frem, at deres undervisning i emnet (ekg) har været særdeles beskeden, nærmest ikke-eksisterende. Men det var jo også grunden til, at jeg skulle undervise sidste år - og gerne gør det nu også, når der er tid.

Online

2009-10-12T20:10:00.000+02:00

Kigali, Rwanda, 12. oktober

Nu er mit kontorcomputer sluttet til, og efter nogle timers arbejde for teknikerne har jeg også fået adgang til laboratoriesystemet, som formålet var med processen - det er sådan set det eneste, jeg har at bruge den til, da jeg ellers bruger min egen bærbare. Men det er den eneste måde at se labresultaterne på - de kommer sjældent i journalen og aldrig på de ambulante patienter. Og det virker, omend langsomt, det er computer med meget beskeden RAM. Også er det indisk! Internetadgangen virker heller ikke på den computer, men nok på min egen - omend langsomt, ca halv hastighed af den, vi havde i modemtiden for snart længe siden. Det er er bredbånd - teknisk set, men altså ikke funktionelt.

Men skidt, det går. Og man vænner sig til meget.
Til morgen gik jeg så til et planlagt møde. Det skulle foregå i ICU, der var ingen, som kendte til det. Men i min vandren rundt på sygehuset mødte jeg enkelte andre søgende, så kl 8.30 havde vi fundet en lokale - men mødet var tidsspilde af samme karakter som sidst - om svineinfluenza. Jeg vil fremover så vidt muligt se patienter i stedet for at gå til møde, som jeg også helst gør andre steder.

I en pause tog jeg ud for at åbne en bankkonto. Jeg måtte i tre banker. Den første var lidt usikker på proceduren, den næste henviste mig til deres afdeling i centrum - hvor jeg var gået forgæves i lørdags, men i den sidste lykkedes det, så nu har jeg to rwandiske bankkonti (en til USD og en til lokal valuta - det skal man, jeg får min løn vist 70% i USD og 30% i RWF). Jeg skal dog komme tilbage om to dage for at afslutte formaliteterne. Jeg ville også hæve nogle penge på mit Visa, nej, maskinen var i stykker. Jeg må prøve igen i aften.

Jeg er ved at have et overblik over, hvordan mit arbejde skal organiseres - tror jeg nok.
Fra dagens patienter kan jeg nævne kontrol af en ung politimand, der har haft svært dårligt hjerte og nyrer. På politiets for anledning kom han til supplerende undersøgelser i Indien - herfra var det ikke anbefalet - de fandt da heller ikke ud af yderligere i Bangalore og ændrede ikke hans behandling. Han har det godt nu (der er gået ½ år, efter han kom hjem fra Indien, uden kontrol af nogen art) og ved min kontrol konstaterer jeg, at han er blevet rask. Medicinen er ikke længere nødvendig. Han er glad for at være rask, men tror jo naturligvis, at det er de indiske lægers skyld - og den diæt, de foreskrev. Og han vil gerne til Indien igen.
Det vil jeg også :-)

På falderebet en gravid, som jeg skulle se her og nu, fordi hun var blevet opereret i hjertet,og havde haft det dårligt - et anfald af atrieflimren tydeligvis. Jeg kunne konstatere, at det var gået over - hun havde det godt - og at tilstanden efter operationen var fuldt tilfredsstillende, ikke behov for medicin - og fik en taknemlig patient med en beskeden indsats.

Dagen sidste programpunkt var en prøvekørsel af den Mercedes, jeg kan leje de næste tre måneder - jeg slår nok til.

Og så en kold.

Weekend i Kigali

2009-10-11T17:01:00.002+02:00

Kigali, Rwanda, 11. oktober

Ingen specielle planer.
Morgenmaden i dag står to unge i kokkekantræk for - ikke James. De er meget længe om at nå til et resultat, der består af 2 spejlæg og 2 bananer.

Jeg sidder på terrassen med kaffe og læser Michela Wrongs "It's our turn to eat", om hvorfor korruptionen stadig plager Afrika og måske er kontinentets største problem. I nabohuset er der sang og musik, religiøst, tror jeg. Det samme omkvæd igen og igen.

I Rwanda er der ingen korruption - der bliver slået hårdt ned på tilløb. Jeg spurgte i går Joseph, hvor pengene til de mange dyre huse og nye, store biler kommer fra. Han ved det ikke, men mange mener, de kommer fra mineralrigdommene i Congo, specielt coltan, som sidder i alle mobiltelefoner.
Samtidig har regeringen lukket for dialyse af nyrepatienter ved ikke at ville betale for dialyse. På Josephs afdeling er 2 børn ved at dø af denne grund - en, som har været i langvarig dialyse, som nu er stoppet, og en, som trænger, men altså ikke kan få det.

Og så er svineinfluenza kommet til KFH. Jo, alle går rundt med masker. Sundhedsministeren havde været en tur i USA og kom til hospitalet med sit barn, som havde feber. Man fandt ingen fejl, men oplysningen om turen til USA kom sent - barnet havde ikke været med, ministeren var på hjemturen blevet syg, men altså nået at smitte barnet. Der er nu rapporteret 4 tilfælde - bla en af postgraduates.

Der er noget med proportionerne, der virker forkert.

Ved 10-tiden bestemte jeg mig til at gå en tur ind til byen og på vejen rekognoscere lidt ved de mulige boligemner de kommende måneder, også fordi musikken begyndte at blive lidt enerverende. Det blev vel en tur på 7-8 km i 29-30 gr. Men jeg har altid paraply med, solen er i zenith, og der kan jo komme en byge, så det gik. Og efter dette studie vil jeg satse på lejligheden - en halv times gang fra sygehuset, men i et meget levende kvarter. Får se, hvad betingelserne bliver.
Endte hos mine indiske venner med samme menu som i går. Hvde købt en lokal avis undervejs, meget interessant læsning om stort og småt. Folkedrabet og opgøret med dette lurer stadig under overfladen, men Rwanda klarer sig jo godt i international sammenhæng, får priser og lån, præsidenten - chefen for oprørshæren i 94, Paul Kagame, har stor anerkendelse, nationalt og internationalt.
Og så fra Akagera National Park - hvor vi har tænkt at tage hen med Marie og Rasmus, hvis de kommer til jul: "Early this week, it was reported, that the government is moving to establish ways of saving locals form being killed by crocodiles in the Akagera river....latest victim of a crocodile attack, a 14 year old Stella Mutesi, who the reptile killed, while she was drawing water from the river....national problem..."

Tog så en motorcykeltaxa hjem, de kører pænt, og kun med styrthjelm.

Hjemme igen kunne jeg ikke komme ind. Alt er indhegnet, vagtmænd overalt. Jeg har spurgt Joseph, om det virkelig er nødvendigt - her er jo så fredeligt - skuldertræk som svar. Alle har det - måske mere som beskæftigelse?
Men jeg kunne ikke vække min vagtmand og klatrede over muren.

Afrika.

10. oktober

I dag har jeg været en tur i Indien. Fandt i centrum den indiske restaurant, jeg brugte sidste år, fik masala papad, vegetable samosa og en Primus. Det var godt, pludselig var jeg der. Den afrikanske mad er tung og rigelig, meget lidt krydret, men den indiske - .
Jeg var downtown efter at have set 3 huse med en agent. Han kom knap 2 timer for sent, bilen var gået i stykker. Men vi fik set husene, og jeg skal nu i løbet af weekenden vælge hvilket af de snart mange tilbud, jeg har fået.
Agenten kørte mig efter ønske forbi et sted, hvor jeg kunne få by- og landkort. Det blev turistkontoret. Udmærkede, lidt dyre kort - fik kvittering med navn for købet. Siden satte de mig efter ønske af ved Bank of Kigalis hovedkontor, jeg ville oprette en bankkonto og hæve penge. Nej. Oprette konto, det er mandag, og de tre ATM-er var out of service.
Men så fandt jeg min indiske restaurant.

Ringede senere til Joseph for at høre om status på den bil, jeg kan leje - den er klar mandag. Og at jeg gerne ville se det hus, han havde vist mig igen - som nok er det mest tiltalende af mulighederne. Det gjorde vi så - han havde også hørt om nogle lejligheder, han synes jeg skulle se. Nye, pæne, men lidt kedelige omgivelser, så valget står mellem huset nogle få hundrede meter fra sygehuset og en lejlighed inde i byen.

I Guest House troede jeg så, jeg selv skulle stå for maden, fordi den smukke kvinde er rejst til Burundi. Næh, nu har jeg fået James - dog også lokal, men venlig, nydeligt engelsk og en langt bedre kok - men knap så god at se på :-)

Tålmodighed

2009-10-09T17:06:00.004+02:00

Kigali, Rwanda, 9. oktober

Det går lidt op og ned.
I går synes jeg, det gik så meget fremad, at jeg måske kunne overveje at forlænge lidt eller komme tilbage senere.
I dag har jeg flere gange været klar til at smide det hele.

Starter med at møde til det ugentlige Mortality & Morbidity - møde - en slags konference, hvor man gennemgår alle dødsfald og specielt vanskelige patienter. I princippet udmærket, omend hovedvægten var på de døde, hvor jeg ville lægge den på de levende. Men al diskussion er godt og målet er naturligvis at gøre ting bedre.
Men diskussionen var til tider højtflyvende akademisk, til tider kævl. De unge forsøgte sig lidt, kom slet ikke til orde. Men noget lignende har jeg da også været med til andre steder. En mangel på jordforbindelse, at sole sig i den akademiske diskussion, nyde argumentet, hvem vinder - når sagen for det store flertals vedkommende afgøres af meget mere jordnære faktorer, som det er langt sværere at håndtere -

Herefter havde jeg sat en time af til at få orden på working visa og godkendelse og registrering som læge i Rwanda. Naivt. Jeg har spurgt mindst tre gange inden afrejsen, startende længe før, om der var noget, jeg skulle foretage mig hjemmefra med disse ting, noget, jeg skulle bringe i orden. Den ene gang, jeg fik svar, var det benægtende, det ville blive ordnet ved min ankomst. Fra ambassaden (i Stockholm) fik jeg samme svar.

Men nu ønsker man altså mit CV og diverse eksamensbeviser og autorisationer - dem har jeg mailet flere gange. Men for nogle dage siden blev jeg belært om, at det skal være attesterede kopier - det har Inge så ordnet og mailet disse. Nu er det måske heller ikke tilstrækkeligt, måske skal det være originaler - ikke sådan lige at fremskaffe. Og de er jo på dansk. Så nu prøver vi med de attesterede kopier. Jeg ser på at HMR (Human Resources Manager) printer dem ud - det går langsomt. da hun er færdig, kommer hun i tanker om, at det vist er bedre på farveprinteren. En gang til, stykke for stykke, to eksemplarer. Det kribler i mig for at overtage tastaturet. Til visum vil man have en straffeattest, det har Inge også ordnet, den var heldigvis blank. Mit medbragte pasfoto er ikke acceptabelt, det skal være med hvid baggrund. Jeg sukker, tilbydes at få hospitalsbilen til at køre mig til fotografen. I mellemtiden er der begyndt at komme patienter, men det skal jo ordnes - det viser sig, at vi skal helt ind til byen, ialt tager det næsten en time. Chaufføren taler så dårligt engelsk, at mit forsøg på en dialog falder til jorden. Jeg skulle også have åbnet en bankkonto, men det bliver ikke i dag.

Og patienterne i dag er dem, der har penge. Og der skal jo tjenes penge. Man kan gå lige ind fra gaden og bede om hvilken specialist som helst - bare man vil betale. Men ikke den mest spændende del af arbejdet. Den mest syge af dagens sendte jeg til rtg, en ung pige med kompliceret sygdom og hjertesvigt, der var begyndt at hoste blod. Det er nu 3 timer siden, hvor hun er blevet af, ved jeg ikke. En patient, man ved morgenmødet gerne ville have mig til at se på, har jeg heller ikke kunnet finde.

Flere gange i dag har jeg været ved at miste tålmodigheden - der skal meget til - og må minde mig selv om, at jeg er midt i Afrika, med hvad deraf følger. Min hjælper har heldigvis været den gode sygeplejerske, Helen, med god fornemmelse for både patienternes og mit befindende. Hun har sit eget blodtryksapparat med på arbejde.

Og det hjælper også lidt, at jeg i Guest House bliver serviceret (altså med mad, rengøring og tøjvask :-)) af en meget smuk, smilende kvinde, som forsøger at lære mig lidt mere kinyanrwanda end de få brokker, jeg kan fra sidste år. I weekenden rejser hun til Bujumbare, Burundi, hvor hun kommer fra - hendes tante er død.

Og nu er det weekend. Skal i morgen se på tre huse med en agent, inden afgørelsen falder. Helen ønsker mig god weekend og skal hjem og passe sin mor. Hun er ikke syg, bare gammel.
I eftermiddag er der kun kommet kort byge, men til aften er der alligevel på min terrasse kun 20gr.

Jeg er begyndt at sove med myggenet. Jeg hører eller ser ganske vist kun meget få myg eller andre insekter, selv om gekkoerne er i gang, men hver nat får jeg en masse meget kløende stik på hænderne, som dog svinder i løbet af dagen.

Fremgang

2009-10-08T19:09:00.001+02:00

Kigali, Rwanda, 8. oktober

Efter en lang arbejdsdag sidder jeg til aften på min cafe og får en kold. Det er ved at blive mørkt, kl 18, der lugter som altid af brænderøg, og jeg ser lidt på livet omkring mig. Enkelte sælgere kommer forbi, men de er ikke aggressive, kommer blot forbi med deres varer, mest tøj og sko. Det er vel de sædvanlige 25-26 grader. Pludselig begynder det at blæse ret voldsomt, folk løber, parasoller tages ned. Jeg når hjem inden regnen begynder med torden og lynild, alle lyde overdøves af regnens trommen mod taget, og strømmen forsvinder, dog kun kortvarigt.
Vi er i den lille regntid. Oftest en byge, som kan være meget kraftig og vare op til timer, om natten eller sidst på eftermiddagen.

Arbejdsdagen starter i dag med, at der står en ung mand på mit kontor med ondt i brystet. Han er fra Sri Lanka, og forklarer sig glimrende, mens papirer bliver fundet frem. Flere i hans familie - i Sri Lanka - er døde pludseligt af hjertesygdom. Hans symptomer er ved nærmere udspørgen ikke alarmerende, og ekg viser sig at være normalt. Pga den tunge failieanamnese vil det være godt med et arbejds-ekg, og der står faktisk en maskine til det lige udenfor mit kontor. Den er dog død, men jeg får fat på medicoteknikeren, som viser sig at være en fornøjelse - hurtigttænkende og hurtigtarbejdende, han løser problemet og sætter mig ind i maskinen, ved fælles hjælp får vi også en anden maskine til pacemakerkontrol til at virke. Han er fra Indien. Så det var en helt hjemlig og god start på dagen.
Arbejsekg er som forventet også normalt - så jeg må endelig komme og besøge ham.
Tilmed er den tunge sygeplejerske udskiftet med en venlig, selvtænkende og hjælpsom, så der er lys.
Og så blev jeg kaldt til samtale med CEO - som ville høre, om der er noget, de kan gøre bedre. De vil gerne opbygge en kardiologisk enhed, så alle forslag er velkomne, alle problemer vil hun høre om. Så måske får jeg nu adgang til labresultater. Og et undersøgelsesleje. Men er flere gange i dagens løb ved at miste tålmodigheden over papir og organisation - men det går dog fremad.

Og faktisk kom pc-en sidst på dagen - dog ikke installeret endnu. Vil jeg have labsvar, foregår det endnu ved, at jeg skriver et lille brev til lab, med underskrift, og beder om labsvar på den og den patient.
Af dagens patienter vil jeg fremhæve yderligere to. En kvinde på 28 med kendt mitralstenose. På hendes symptomer kan jeg høre, at hun bør opereres - kan ikke få luft, når hun ligger, hoster periodisk blod. Men hun bliver ikke opereret uden en ny ekko, så det gør vi - nej, hun har ikke råd, tårerne triller. Prisen er 125 kr, men jeg kan ikke eftergive hende pengene - selv om de bla er med til at betale min løn. Men en times tid senere har hun efter rådslagning med familien skaffet pengene, ekkoen bekræfter mistanken, og jeg indstiller hende til operation.
Dagens sidste patient var kontrol af min første, senatoren. Han havde heldigvis gået det godt og blodtrykket blevet normalt, så ham ville jeg afslutte. Men det fik jeg naturlivis ikke lov til og blev et visitkort rigere.

Ikke noget nyt med bolig og bil - Joseph har haft fri i dag.

Og nu må jeg have en Ricard til regnen.

Rwanda, 7. oktober

2009-10-08T07:04:00.000+02:00

6. oktober

Langsomt går det lidt fremad - langsomt. Ting tager tid, lang tid, alt er meget tungt. Jeg vidste det jo, dels fra erfaringerne sidste år, dels fra langsommeligheden og de mange uklare punkter i forbindelse med ansættelse og billet, men det er svært at forstå, at der skal udfyldes en formular for alt, selv for at få taget et ekg. At gå på toilettet kræver dog ingen formular, men nøglen skal hentes på kontoret og afleveres igen - måske for at forhindre de mange oupatients i at komme der, og de ansatte går tilsyneladende aldrig på toilettet - men drikker jo altså heller intet i løbet af dagen.

En del af de patienter, jeg har set i dag, hørte slet ikke til hos mig. Vist har de et problem - der er jo en grund til, at de kommer - men ofte er papirerne meget tvetydige eller manglende. Men det tager tid at nå frem til problemet - og den sygeplejerske, der skal hjælpe mig og tolke, er desværre tung i enhver henseende

Men i dag have jeg til en af patienterne sidst på dagen selskab af et par unge, meget interesserede og meget kvikke rwandiske læger, som hjalp mig med mange af de tidkrævende udenværker, det var en lise at kunne koncentrere sig om patienten og hendes problemer, få dem løst og samtidig undervise interesserede.
Patienten var en ung sygeplejerske på 28. Hun kom uden henvisning med en helt blank journal - med en kvittering for, at hun havde betalt for at se mig. 10000 rwf, 100 kr, hvoraf hendes forsikring+arbejdsplads - et mindre hospital i byen - havde betalt 3/4, hendes udgift altså ca 25 kr. Problemet viste sig at være, ved tolkebistand fra de unge kolleger, at hun gennem nogle år var blevet tiltagende forpustet, og først på et lille sygehus, siden på en privatklinik, havde fået diagnosticeret en mitralstenose (en hyppig hjerteklapsygdom efter gigtfeber, findes ikke mere i vores del af verden). Nu kom hun, på eget initiativ, for at få en second opinion.
Efter undersøgelse kunne diagnosen bekræftes, og efter min mening skal hun opereres. Det bliver ikke bedre af at vente, og medicin hjælper ikke.
Forretningsgangen er så den, at jeg indstiller hende. Hun bliver så vurderet af et operationshold fra Boston, som kommer to gange om året. Hvis de er enige, bliver hun opereret. Amerikanerne får ikke løn, men deres udgifter betalt. Patienten koster det intet. Hvis ikke hun selv eller hendes forsikring kan betale - der er et maksimum - eller hendes arbejdsplads, gør regeringen. Der er et råd, som træffer beslutning om den slags, og er det som i dette tilfælde klart, og behandlingen etableret, går det igennem. Mere penibelt er det i meget kostbare sager som transplantation, som skal foregå i udlandet, typisk Indien, men umuligt er det ikke - men der er et loft. Hvor det ligger, ved jeg endnu ikke.
Hvor regeringen så får penge fra, står - også - uklart for mig. 90% ernærer sig ved landbrug, men der eksporteres kaffe og te - med god grund. Begge dele er det bedste, man kan få. Turismen går også stærkt fremad - 1 mio i 2008, de fleste kommer for at se gorillaerne mod nordvest. Og så er der bistand, der står for 15-20% af BNP.

Efter den gode stemning med de to unge søgte jeg at få lidt mere at vide om de politiske forhold, specielt hvorfor mange rwandiske læger ikke kommer hjem fra udlandet,og brugte som eksempel den rwandiske læge, som jeg mødte i Mosjøen for en måned siden, og som ikke havde nogen intention om at vende tilbage. Forklaringen er, at det skyldes deres bedre levevilkår der. Der er ikke politisk forfølgelse, men der er mange, der har et uafsluttet regnskab fra 1994. Men det var tydeligvis et emne, han ikke brød sig om. Smilet og blikkontakten forsvandt.

7. oktober

Til morgen spurgte jeg, om jeg ikke på nogen måde kunne få at vide, hvem jeg skulle se løbet af dagen - og der kom faktisk en liste for formiddagen. Den viste sig dog at være fjernt fra virkeligheden, da der kom en del uanmeldte. Det gør ikke noget, endnu er det ikke for mange, men stadig er der mange praktiske hindringer for en fornuftig arbejdsgang. Og jeg kan stadig ikke se blodprøveresultater, det kræver en computer, som endnu ikke er kommet. Jeg har heller ikke noget leje, hvor jeg kan undersøge patienterne. Men jeg har fået et blodtryksapparat, og der arbejdes på, at jeg kan få faste tider ved ekkomaskinen. Men de mange forms er ved at drive mig til vanvid - systemet synes at svinge fra patient til patient. Måske har det noget at gøre med, hvem der skal betale, men selv recepterne er der flere forskellige typer af.
Det er heller ikke helt nemt at sikre en entydig identifikation af patienterne - mest brugt er navn og alder, da de fleste over 30 kun kender fødselsåret - som i Grønland før CPR-tiden.

En af de uanmeldte var en ung kvinde på 30, som kom slæbende ind med et gangstativ. Historien viste sig at være, at hun i foråret havde fået påvist et AV-blok 3 (hjerteblok med meget langsom puls til følge), som havde tvunget hende til sengen, inden der 8 måneder senere var skaffet en pacemaker fra USA, som hun fik i august. Nu synes hun, det går fremad - men kan dog stadig knapt gå. Pacemakeren skulle jeg så se på - faktisk findes der i huset det tekniske udstyr til kontrollen, dandt jeg ud af i går. Men der mangler kablet til at forbinde til pt - og den skal køre på 110V (amerikansk), her bruges 220. Der arbejdes på at løse problemet - men jeg måtte så nøjes med at konstatere, at hendes symptomer og ekg tyder på, at den fungerer, som den skal. Havde dog svært ved at forstå, at selv et langvarigt sygeleje skulle gøre hende så muskelsvag, og det er også meget sjældent, at en så ung pt får så svære overledningsforstyrrelser. Der må være en sammenhæng - og da der ikke tidligere var foretaget ekko, gjorde jeg så det - men den var normal. Så jeg var absolut ikke tilfreds med min egen eller systemets indsats, men lige nu kan det ikke blive bedre, men patienten var tilfreds. Og var da også blevet hjulpet af den pacemaker.

Kl 14.30 står der QI møde på min kalender - Quality Improvement. Vi skal blive bedre. Jeg er der 14.35 og finder en sygeplejerske og en ung læge i gang med at spise, og en gennemtrængende lugt af mad. De reagerer ikke på min ankomst, jeg spørger efter QI-mødet, jo, det er vistnok her. Finder en lidt ældre kollega, jo det er her, og kl 14.30, men normalt kommer der ikke nogen før ca 15. Jeg prøvede så igen kl 15. Mødet viste sig at dreje sig om opdatering af behandlingsinstrukser. Ledet af oversygeplejersken, en midaldrende englænder, tror jeg. Mange forskellige meninger og flere dialoger på en gang. Da jeg havde været der en times tid, ringede min telefon heldigvis, der var Joseph, der ville have mig ud at se på flere boligmuligheder. En kraftig byge forsinkede afgangen, men jeg fik så lidt mere at vide om andre ting. Han kom for 4 år siden hjem efter 16 års uddannelse i Belgien, er fagligt god og ved meget om mange ting, og hertil meget hjælpsom med stort og småt, så nu lysner det lidt. Jeg skal bare spørge hver dag om de ting, der mangler, og blive ved, en velkendt taktik, som vi kender fra Grønland. Så nu varer det måske ikke så længe, inden jeg får et undersøgelsesleje og en pc, så jeg kan se blodprøvesvar.

Efter regnen kørte vi så ud for at se på huse og lejligheder,o g jeg tror, vi har fundet det rigtige - smukt beliggende, i gåafstand fra sygehuset. Stort og ikke billigt, men vi kan da stadig komme ud med overskud, tror jeg. En bil til leje er han også ved at skaffe os -

Jeg har også forsøgt at få en bankkonto, men har ikke kunnet finde adressen på den nærmeste bank. Telefonisk får jeg oplyst, at den ligger ved siden af den kinesiske restaurant, som jeg endnu ikke har fundet. Har spurgt på sygehuset, svaret er "i nærheden". Adresser bruges ikke.

Rwanda igen, dag 4

2009-10-05T20:57:00.001+02:00

Rwanda.

Jeg er forvirret. Demokrati? Frihedsrettigheder? Social ulighed? Hvor kommer pengene fra? Mange modstridende meddelelser i diverse medier.
På papiret et af verdens fattigste lande. Det er svært at se her i hovedstaden Kigali med knap 1 mio indbyggere. Der er mange, rigtig mange store, flotte huse, store, nye biler, alt kan købes. Internet og mobiltelefoni, fylder lige så meget eller mere i gadebilledet, hvor alle som derhjemme vifter med eller taler i en. Men væk fra hovedstrøgene er billedet et andet, mindre huse, jordveje, men ingen ser dog ud til at mangle det basale her - ingen bor som i Indien på gaderne, ingen tiggere.
Mange store, flotte bygninger til ministerier, diverse FN-organisationer, og masser af NGO-er med forskellige programmer.

Det er fortsat umuligt at forstå, at der for kun 15 år siden blev slagtet mere end 800000 her - men i Tyskland så der vel også helt godt ud i 1960.

Sidste år arbejdede jeg på de to universitetshospitaler og blev frustreret over den elendige organisation og manglende proritering. Det var svært at få selv de simpleste ting sat i gang, som jeg skrev om dengang. Vist kunne der også bruges mange flere penge - men med bedre organisering og prioritering kunne man set med mine øjne nå et godt stykke.

Nu er det så privathospitalet King Faisal, som dengang gav indtryk af at være bedre organiseret, men her efter nogle få dages arbejde ser det ikke godt ud. Selv om min ansættelse har været på aftalt i det meste af et år, kommer jeg tilsyneladende dumpende, uden nogen har forberedt noget som helst.
Jo, privathospital, på den måde, at det skal hvile i sig selv, men ikke give overskud, det er regeringsejet, og formålet er at give en service, der skal gøre det muligt for borgerne at få den nødvendige behandling i eget land - altså sådan at de rige betaler for dem, der ikke har - de patienter, der kommer henvist fra et af de mange "små" sygehuse, skal ikke betale - men Kigalis borgere skal. Hvis de kan. Hvem der så afgør,om de kan eller jeg, ved jeg ikke. I Indien, hvor Christian Hospital i Bissamcuttack drives på samme måde, afgjorde man i sin tid patienternes betalingsevne ved at se på tøjet - med mindre de var kendt for at have penge eller det modsatte.

Dagen efter min ankomst - lørdag - kom chefen og hentede mig. Han ville have mig til at se på en patient, gerne. Men det skyldtes nok, at det var en prominent politiker, som havde både en pacemaker og havde en stent for sin hjertesygdom, begge dele havde han fået i Indien, behandlingen tilbydes ikke her i landet. Chefen mente nu, at pacemakeren var i udu, og pt skulle evakueres til et sted, hvor man kunne ordne den - Kenya eller Indien. Jeg blev så overladt til patienten med en tolk og skulle tage mig af sagen. Medicinsk var det ikke vanskeligt, formodningen om defekt pacemaker var ukorrekt, så nogen evakuering kom ikke på tale. Men det var logistisk ikke helt nemt at få organiseret ændret medicinering, kontrol med blodprøver, forklaringer, klinisk kontrol osv.
Hvorfor jeg blev ladt ene, nyankommet, om at håndtere en lidt penibel sag, ved jeg endnu ikke - om han havde travlt, var usikker, eller blot ville af med problemet, ved jeg ikke.

Weekenden brugte jeg iøvrigt til at orientere mig i nærområdet. Landskabet også her præget af de mange høje, med veje, der snor sig rundtom dem. Brede boulevarder med store bygninger og hoteller, åbne pladser, et casino.
Lidt borte fra disse et landsbymiljø med røde, ujævn jordveje, huse af meget vekslende standard, men ingen stor materiel nød er at spore. Har prøvet et par af de lokale madsteder foruden mit guesthouse og sygehuset - maden meget ens, og der er nok af den.
I går forsøgte jeg i en lille cafe at få et grillspyd, som de fik ved nabobordet, til min Primus. Det tog lang tid, og selv om naboerne hjalp til, fik jeg noget andet, end jeg troede at have bestilt.

Mandag første egentlige arbejdsdag.
Møder op i staff room - der er kun to helt nye interns, dvs helt unge læger, den type, som jeg underviste sidste år. Nogen tid senere viser en af residents sig. Han mener ikke, der er morgen møde. Yderligere et kvarter senere kommer en anden, som mener, der er et møde. Der sker ikke yderligere. En af residents spørger, om jeg har fået kontor, hvad jeg ikke har, og tilbyder at føge mig til Director of Medical Services. Vi møder ham på vejen i diskussion med et par andre kolleger, vist om nogle administrative problemer. De har været til møde - . Det lykkes at finde frem til et lokale, hvor jeg skal holde til. Det er dog besat af andre. De bliver så flyttet ud, men tager computeren med sig, men bord og stol har jeg dog, rummet udmærket, omend varmt.
Jeg spørger efter en schedule, dels for mig selv, så jeg kan se, hvad jeg skal lave i løbet af ugen, dels for afdelingen. Den første er under udarbejdelse, den sidste skriver director ned til mig i hånden, da jeg har spurgt for 3. gang. En telefonliste vil jeg også gerne have - får intet klart svar.
Director kommer forbi flere gange, andre ser ind, og spørger, om alt er i orden. Jeg nævner nogle få af de mange problemer, der er, det bliver ordnet, siger de. Et enkelt af problemerne er ordnet ved arbejdsdagens slut. Vi er dog blevet enige om en schedule, som dog kort efter må kuldkastes, da der er problemer med tilgængelighed til rum og apparatur.
Men nu dukker der pludselig 5 patienter op - uden schedule af nogen art. Problemerne afslører sig hurtigt - ikke de medicinske, de er forholdsvis enkle, men alt andet. En ældre dame bør have en pacemaker pg intermitterende AV-blok 3, jeg forudser problemer, idet hun end ikke har råd til den ekko, jeg gerne vil have kompletterende. OK, den kan vi undvære. En datter kommer tilstede og bliver også sat ind i problemet. De får et stykke papir, hvor min anbefaling står, og vil så se, om de kan skaffe pengene. Den kan nok blive sat ind her, men iøvrigt heller ikke kontrolleres - uden med magnet, som man gjorde tidligere, men det går også endda - men at få fat på selve pacemakeren er et problem. To andre af dagens patienter afslører også de sociale forskelle. En ung, meget overvægtig kvinde har som det eneste kontante problem højt blodtryk men hertil et væld af klager - men hun har tydeligvis råd til alt, fjernet galdesten i Kenya, vil undersøges af kardiolog. Den sidste pt i denne serie har haft blodprop i hjerte for nogle år siden og efterfølgende været i Bangalore for at få undersøgt sine kransårer og kommer nu til kontrol, som der ikke er noget at sige på. Bortset fra blodprøverne, som jeg ikke kan få resultatet af - de findes kun på computer, og en sådan har jeg endnu ikke. Hun har hovedpine. Jeg finder ingen årsag - tolken indskyder, at det nok er stressbetinget - hun er "survivor" - underforstået fra folkedrabet.
Jo, laboratoriet har et edb-system, det er så også det eneste it-system - bortset fra administrationens. Og der er meget papir, mange lapper, alt håndskrevet og tidvist meget vanskeligt læseligt - og i hvilken situation man skal bruge hvilket papir, står ikke ganske klart. Bortset fra regningen. Den er altid på plads og skal udfyldes hver gang.

Da jeg tror, jeg skal til at gå hjem kl 17, kommer en af residents med to patienter, som de gerne vil have undersøgt. Det lyder rigtigt, så det gør jeg. Midtvejs dukker børnekardiologen - jo, en sådan er der her - der er en pt, han gerne vil have mig til at se på. Jeg beder forinden ham om at se med på den pt, jeg er i gang med, som er lidt kompliceret - det er en ung mand, som ligner et barn - og han sætter mig helt til vægs fagligt. Ikke ubehageligt eller nedladende - han viser sig blot at være den bedste fagligt. Det er mange år siden, det er sket sidst. Og så i Rwanda. Og så har han endog - efter en bemærkning fra mig tidligere på dagen - både skaffet mig en bil og to huse, vi skal ud at se på. Nu. Kl 18.30, det er mørkt. Vi kører derud, det er acceptabelt, men alt for dyrt, synes han.

Måske et lidt forvirrende indlæg. Men jeg er forvirret.

Rwanda igen

2009-10-03T10:19:00.002+02:00

Jeg sidder på min terrasse, mens solen går ned, med en Ricard.
Et kvindekor bliver ved og ved med den samme sang, det samme omkvæd, ikke ret langt væk. Jeg kan ikke se dem, men smukt lyder det. Brænderøg i luften.
En fjern tordenbyge buldrer og knitrer lidt, det er den lille regntid, endnu er der dog kun kommet et par dråber. Temperaturen nu kl 18 er 23, ikke fugtigt, her 1500 m over havet.
Jeg kan se min arbejdsplads, King Faisal Hospital, Kigali, Rwanda, Afrika, 1½ grad syd for ækvator.
Venlige mennesker, stor viden, stor interesse og engagemnent, men ikke så mange penge.

Og så er det ikke en drøm, det er lige her og nu.

Sidste oktober var jeg i landet en måned for at undervise, to uger i Butare, to uger her i Kigali, ved universitetshospitalerne der. Det var en blandet oplevelse, som jeg har skrevet om dengang, men at landet er meget smukt, med en venlig befolkning, og et vidunderligt klima, er ganske sikkert. Og et stort behov for læger - her er ca 1:40000, i Danmark mere end 1:300, for tiden uddanner vi 1:50. Men sidste år var organisationen meget dårlig og frustrerende på mange punkter, som jeg skrev om - men lige inden jeg rejste, fik jeg besøgt hospitalet her og fik et godt indtryk - åbent, imødekommende,professionelt. Blev vist rundt og fik en invitation til at komme og arbejde. - Hjemme i novemberdanmark var jeg ikke længe om at få lyst til det i denne vinter, og nu er jeg her. Vejen var lang og besværlig med mange forsinkelser og misforståelser, og først sent i forløbet lærte jeg, at der kun må stilles et spørgsmål ad gangen i mails, og at spørgsmålet skal stå i emnelinjen - sådan gør man nemlig, når man underviser i Danmark og sender mails til eleverne, er jeg blevet belært om. Men en aftale kom da på plads, omend med en del uklare punkter, men jeg bestemte mig nu til at tage afsted uanset, da jeg dog havde lidt lokalkendskab og en vis fornemmelse for de problemer, der kunne tænkes at opstå. Og en oplevelse ville det blive under alle omstændigheder.
Den endelige billet fik jeg først dagen før afrejsen, men alt var da klart fra min side - indrejsetilladelse, vaccinationer, medicinliste, forsikringer, pakkeliste. Rejseruten den samme som sidst, via Bruxelles til Kigali, ankomst der kl 18.45. Formaliteterne i lufthavnen de velkendte, så mens jeg ventede der, fik jeg købt min Ricard og en optankning til mit rwandiske taletidskort og kunne ringe hjem samme aften (og blive opdateret med mail mm).
Men jeg fik - blandt meget andet - aldrig svar på, om jeg ville blive hentet i lufthavnen, og om der var en bolig klar - men begge dele var i orden, og jeg blev kørt til hospitalets guest house, bag en lukket port med vagt. Ene mand i en stor villa, middagen stod på bordet. Bare vægge, og gulve, få møbler, fx ingen stole, men masser af senge, neonlys - der er langt til skandinavisk "hygge". Men funktionelt og glimrende til mig, jeg fandt da også stole på den terrasse, hvor jeg nu sidder. Jeg kan bo her i 14 dage og skal så i mellemtiden se at få fundet noget andet ude i byen, inden Inge skal komme om en måneds tid.

Første arbejdsdag - bliver præsenteret for cheferne, lidt forvirrende, også fordi cheflægen (som dog den eneste) er i fuldt militært antræk. Ender ved den medicinske morgenkonference, som også er lidt forvirrende, fordi alle cheferne er til konference og vist først kommer om en uge. Men der er dog et par seniore læger, som efterhånden får skik på situationen med diskussioner om et par vanskelige patienter, som man gerne vil høre min mening om. Den ligger ikke langt fra deres, men vi har en god diskussion. Langsomt kommer vi i gang med stuegangen, som ledes af en af consultants, men patienterne præsenteres af en af de yngre, som forventes at kunne journalen, og det kan han. Tingene ser ud til at fungere, de relevante undersøgelser er foretaget. Formen på stuegang er en smule ubehagelig, idet patientens mening ikke indgår. Pt er et objekt, som henligger og underkastes forskellige undersøgelser og behandlinger, men jeg oplever ikke, at pt inddrages. Måske er det foregået tidligere under indlæggelsen mellem sygeplejeskerne - som er smilende og har styr på alt det basale - og resident, som den unge læge kaldes. Consultant - vistnok generel intern mediciner - var præget af meget bred erfaring og autoritet, som dog for mig blegnede en del i løbet af seancen, dels pga den manglende respekt for patienten, dels fordi hans viden, omend bred, viste sig at være temmelig støvet. På et tidpunkt bestemte han sig til at prøve mig, tror jeg, og bad mig undersøge hjertet på en ung pige - lidt overraskende uden anamnese, ellers havde vi været igennem journalen først. Men jeg fandt, at hun havde en mitralinsufficiens og intet andet. Ja, men hun har også en svær mitralstenose, sagde han. Jeg er ny og ville ikke være alt for kategorisk og foresog derfor, at vi afgjorde sagen med en ekko. Det viste sig, at hun var us med dette i hvert fald to gange tidligere med noget tvetydige angivelser om mitralstenose og nu indlagt med mistanke om endocarditis. Så nu skulle jeg stå min første prøve.
Ekkoapparatet står i røntgen - det er husets eneste og bruges til al ultralyd. Mine erfaringer med de tilsvarende apparater i på universitetshospitalerne i Butare og Kigali var dårlige. Gamle, dårligt vedligeholdte, visse funktioner utilgængelige. Men det viste sig, at apparatet her - efter en del justeringer - er ganske udmærket og giver gode billeder - og kunne bekræfte min diagnose, det var jo det bedste af det hele - ren mitralinsufficiens, med en stor, utvetydig vegetation på klappen.

Frokost i kantinen, overraskende god middag. Men ingen drikkevarer, senere kommer der dog vand på bordet. Men som sidste år kommer afrikanerne dagen igennem med et minimum af drikke - det er også min (og vist også andres :-)) teori om årsagen til den udbredte hypertension man retinerer salt og vand i varmen, demder bedst til det, klarer sig bedst og overlever - også når der ikke er brug for det. Tilsvarende den hyppige diabetes og fedme i Grønland nu - det er godt at kunne opbygge fedtdepoter i dårlige tide. Der er dog også megen diabetes her, men ikke megen fedme.

Eftermiddagen går med et par andre, mindre interessante undersøgelser - og et forsøg på at få diverse ting om ansættelsen i orden. Blandt andet af få visum og arbejdstilladelse, jeg har kun et 14-dages turistvisum. Hertil kræves en utal af papirer, blandt andet en straffeattest - det skal nok komme i orden, men ville have været noget nemmere at have det i orden hjemmefra - hvad jeg bad om mange gange. Men det løser sig nok. Kontrakten er vi også ved at se på først nu. Et kontor fårjeg vidst også. Men hvad det daglige arbejde vil bestå i, er jeg endnu ikke ganske klar over. Men det går nok. Alle er begejstrede over at have en kardiolog i huset - jeg har opgivet at forklare, at det er jeg ikke, og aldrig har påstået at være det.

Efter arbejdstid kl 16.30 var jeg ganske tørstig, og fandt lykkeligvis kun et par hundrede meter fra hospitalet en bar i min foretrukne stil, hvor de kunne servere en stor, kold Primus.

I weekenden vil jeg gå lidt rundt i lokalområdet, som ligger nogle km fra centrum. Her er nogenlunde roligt, folk smiler og hilser. Skal også forsøge at finde indkøbsmuligheder. Og nok en Primus.

Pleje og omsorg

2009-05-08T13:07:00.002+02:00

Forrige og flere andre indlæg i min blog giver udtryk for,hvor ringe det står til med behandlingen af de gamle på vore sygehuse. Og det er ringe - lav prestige, hurtig ekspedition, ringe omtanke.

Men til gengæld har jeg kun ros til overs for den pleje, Gudrun får i kommunen:

Til
Sundheds- og Omsorgsafdelingen
Århus Kommune

cc: Århus Stiftstidende

Min mor er nu 86 og har siden 2001 fået hjælp til personlig pleje fra kommunen.

Jeg skriver til kommunen for at udtrykke min store taknemlighed over, hvor godt alting har fungeret fra første dag. Da hun blev udskrevet fra sygehuset i 2001, var alt klart, der var styr på hjælp til i første omgang medicin, tilsyn og rengøring.
Senere blev hun ringere og mere syg og fik i 2005 plads på Dalgascentret. Her har alt også konstant fungeret, og i takt med forværringen i hendes sygdom er hjælpen langsomt blevet forøget, så den altid har passet til hendes behov.
Der har været mange mennesker indblandet, men fælles for dem alle har været engagement, åbenhed, interesse, smil og venlighed.
Hun har været indlagt mange gange og med stigende hyppighed, og jeg er altid blevet orienteret hurtigt om dette, efter hun blev så syg, at hun ikke selv kunne ringe.
På sygehusene er det teknisk gået godt, men der har været store mangler i kommunikationen og ringe omhu - de gamle er ikke i høj kurs der - det er en anden sag.
Men efter udskrivelsen, har alt straks fungeret igen.

Jeg bor i en anden del af landet, rejser meget og har arbejdet i længere perioder i udlandet, men har aldrig været bekymret for, om man nu tog sig forsvarligt af hende, når jeg ikke kunne være til stede - det har altid fungeret.

Venlig hilsen

Til Cheflægen, Århus Sygehus

2009-05-06T11:20:00.002+02:00

Jeg skriver til dig i frustration over den behandling, min gamle mor aktuelt udsættes for på sygehuset, og som desværre er symptomatisk for de gamles behandling på sygehusene. Jeg ved det, fordi jeg har arbejdet i sygehusvæsenet i mange år - og har diskuteret det med mange kolleger.

Men du må læse nedenstående historie og give mig et svar. Jeg må starte med et resume, dels for at give baggrunden, dels for at vise, at der også har været megen god behandling på sygehuset:

Gudrun Jensen er født 25. september 1922.
Hun var ved godt helbred, indtil hun i 1997 blev opereret for en spinalstenose. Det gik teknisk godt, men operationen tog meget hårdt på hende og afslørede eller provokerede en lettere demens. Desværre fik hun recidiv af spinalstenosen og blev tilbudt reoperation, som jeg frarådede hende, med baggrund i forløbet første gang, af fygt for at gøre hende cerebralt dårligere, og det gik da også godt i nogle år.

I 2001 kom jeg en dag på uanmeldt besøg og fandt hende siddende på gulvet, forvirret, med tydelige spor af diarre og en perpetua med frekvens 30. Jeg mistænkte et inferiort infarkt og indlagde hende. Hun kom på afdeling B1 i Skejby og fik en fremragende behandling og pleje. For det første fik hun PTCA og pacemaker og supplerende medicinsk behandling, herunder Marevan og behandling for lettere hjerteinsufficiens - og man kunne så have frygtet hurtig udskrivelse. Men nej, hun blev der en måned, til alt var i orden, herunder CT af cerebrum, vurdering af en underlivsblødning, som viste sig at være fra en corpus uteri cancer, som også blev behandlet. Og da hun kom hjem, var alt klart med hjemmehjælp og tilsyn af hjemmesygeplejerske, og hun forblev i eget hjem i endnu 4 år. Kort sagt, alt var, som det skulle være i forbindelse med denne indlæggelse.

Men herefter har det været ringe.
I 2007 blev hun indlagt for tiltagende hjerteinsufficiens på det tidligere Amtssygehus. Jeg var tryg ved dette, fordi jeg kendte det fra min reservelægetid som et godt sygehus. Men det er det ikke mere. Der var ingen sammenhæng i behandlingen, som var overfladisk og sjusket. Havde det ikke været for mine spørgsmål, var hun blevet udskrevet med ringere medicinsk behandling end ved indlæggelsen.
Men det blev værre.
I 2008 begyndte hun at bløde fra rectum. Det viste sig at være hendes corpuscancer, som var vokset igennem til rectum. Man anså ikke radikal behandling for mulig. Siden har hun været indlagt op mod 10 gange, på forskellige afdelinger på det gamle Amtssygehus, en enkelt gang på KH, med tiltagende hyppighed, for transfusionskrævende blødning. Af og til har man brændt på tumor. Teknisk i orden, en rimelig, symptomatisk behandling. For hver akut episode er hun blevet cerebralt ringere og forstår efterhånden ikke ret meget - og glemmer lykkeligvis alle genvordighederne og sygdomsepisoderne, beklager sig ikke.
Men det var ikke i orden. Tidligt i dette blødningsforløb blev jeg opmærksom på, at hun stadig fik Marevan og Magnyl og stillede spørgsmåltegn ved indikationen. Det blev så seponeret, men egen læge fik aldrig beskeden og genoptog behandlingen. Dette gentog sig ca tre gange.

Aktuelt blev hun genindlagt natten til den 4. maj med transfusionskrævende blødning. Jeg besøgte hende den 5., blødningen var gået i ro. Hun havde på det tidspunkt fået 5 poser blod, var som sædvanlig godt tilfreds og ved godt mod. Jeg kikker i medicinbakken - der ligger bl.a. 2 Marevan. De står også på medicinskemaet (ligesom bl.a. Magnyl). Umiddelbart efter er der stuegang - jeg udtrykker min undren over medicineringen, jeg havde forstået, det var seponeret for år tilbage, og spørger til INR. Man ser lidt fåret ud, er helt klart ikke vidende om problemet.
Under stuegangen fortæller sygeplejersken lægen, at der ikke har været diurese siden i går morges - hun har blærescannet med resultatet 300 ml. Der bliver ordineret en liter basisvæske. Man planlægger en ny skopi, evt med brænding.
Under sidste indlæggelse på samme afdeling to uger før havde man fået mistanke om vaginalblødning og sendt Gudrun til undersøgelse på gynækologisk afdeling i Skejby.
Jeg spørger til resultat af denne undersøgelse. Det vidste man ikke, var ikke helt klar over at det var sket og kunne ikke finde resultatet i journalen.

Jeg føler nu et behov for at orientere mig lidt mere på egen hånd og starter med observationsskemaet. Blodtrykket ligger mellem 70 og 90 systolisk, der er indgivet ialt 200 ml væske pr os i aktuelle døgn, intet parenteralt, udover blodet. Jeg beder om at læse journalen. Der står intet om medicinering, ingen medicinordinationer. Der er ikke noget laboratorieskema, det får jeg så også - der er ingen INR. Så hun har været indlagt i over et døgn med transfusionskrævende blødning, og fået Marevan, uden INR.
Laboratorieskemaet viser desuden, at hun ved indlæggelsen havde en Hb ved indlæggelsen på 4.5, faldende til 3.4, aktuelt 5.5 - et kalium ved indlæggelsen på 2.7, aktuelt 2.6, og en kreatinin ved indlæggelsen 57, aktuelt 76.
På min anmodning bliver der taget en INR, som er 1.3.
Patienten, min mor, forstår på grund af sin cerebrale tilstand intet af dette. Og selv hvis hun gjorde, ville hun - som de fleste på hendes alder - have tillid til, at alt var i orden.

Det er ikke min hensigt at klynge nogen op med dette, selv om det er skandaløst ringe. Hun er fejlmedicineret, dehydreret og hypokalæmisk. Og det bliver kun opdaget, fordi jeg tilfældigvis kommer på besøg. Undskyldningerne vil formentlig være travlhed på en kirurgisk afdeling, og dårlig edb. Det er sikkert rigtigt - men ikke godt nok. Det handler om manglende omhu og omsorg.

Venlig hilsen

Jens-Jørgen Kjærgaard
Speciallæge i intern medicin
Tuenvej 818
9870 Sindal
tlf 21204417

Farvel Fogh

2009-04-05T21:40:00.000+02:00

Den 4. april 2009 var en god dag for Danmark.
Vi blev omsider fri for den ringeste statsminister, landet nogensinde har haft.
Som førte landet i krig mod et land, som aldrig havde gjort os noget, og som har kostet ca 135000 civile i dette land livet.
En krig, som blev startet på en løgn, uden opbakning fra det internationale samfund.
En statsminister, som blev gode venner med USAs præsident, den ringeste, det land nogensinde har haft.
Som lyttede mere til denne cowboy end til FN.
Nu er han heldigvis ikke politiker mere for Danmark, men embedsmand uden for landet.

Den elektroniske patientjournal

2009-02-05T19:21:00.000+01:00

Igennem de sidste 22 år har jeg vikarieret på 5 norske sygehuse, siden 1998 flere gange årligt. For 11 år siden stiftede jeg første gang kendskab med den elektroniske patientjournal, kaldet DIPS. Allerede da var den udbygget og særdeles velfungerende, og er blevet løbende forbedret, så den nu er tæt på at være perfekt.
Alle informationer om patienten er samlet og tilgængelige via et brugernavn og password. Hele journalen kan læses, laboratorieundersøgelser og ekg-er, billeddiagnostik, information fra andre sygehuse, al korrespondance og patientens medicinering. Alt kan bestilles med få klik, der er links til relevante supplerende oplysninger, fx om medicin, recepter kan udskrives direkte - eller overføres til apoteket. Udskrivningskort dikteres - eller skrives ind i systemet og går momentant derhen, hvor de skal bruges. Der er overblik, og muligheden for fejl minimeret.
Enkelte fejl er der, noget kunne være bedre, men det er lidt. Papirjournalen er nedlagt.
Kort sagt, det er sådan, som en EPJ bør være, og som de fleste vel tror, det er. Og systemet er kommercielt tilgængeligt.

Så det kunne vi vel også bruge i Danmark. Nej, vi ville selv. Og mig bekendt har man ikke noget nogetsteds i landet, der kommer blot i nærheden af DIPS. Jo, måske i det gamle Viborg Amt, herunder Thisted Sygehus, hvor jeg også lejlighedsvist arbejder.
Men i det gamle Århus Amt har man brugt tæt på en milliard på at udvikle et system, og man har ikke noget, der fungerer.
I Vendsyssel har man på et enkelt sygehus, i Frederikshavn, en EPJ - som er adskilt fra laboratoriesystem, fra medicinmodul, fra røntgen. Hvert system tungt, med hver sit logon. Opleves af de fleste som besværligt, en tidsrøver i hverdagen, som ikke letter noget for nogen.

I en udviklingsfase kan vanskeligheder accepteres, vi må alle bidrage. Men den fase har varet ganske mange år. Og i alle disse år har veludviklede, velfungerende systemer været tilgængelige i vore nabolande (det svenske system,som jeg også kender, er også velfungerende).

Det er svært for mig at forstå, at den dybe tallerken skal opfindes så mange gange.

Ud med de gamle

2009-01-21T18:21:00.003+01:00

Sendt til Jyllands-Posten og til sundhedsministeren 29.januar 2009

I 36 år har jeg været læge og arbejdet på 7 danske sygehuse, heraf 26 år som overlæge. Jeg er speciallæge i faget intern medicin, dvs jeg har undersøgt og behandlet patienter med medicinske sygdomme.

Der er sket meget på de 36 år, den medicinske viden er forøget kolossalt, og lægernes måde at arbejde på har undergået mange ændringer, så patientbehandlingen er på næsten alle punkter blevet bedre. Der er blevet mange flere læger, så vi nu er på 1 pr 300 indbyggere - måske verdensrekord.
Behandlingen er af denne og mange andre grunde - bedre og meget dyrere medicin, meget bedre og dyr teknik - blevet meget dyrere, og vi har ikke råd til alt, men dog næsten alt. Trods krise lever vi stadig i en overflod.
Men vi har åbenbart ikke råd til en anstændig behandling af de gamle og syge.
Vi nedlægger senge på de medicinske afdelinger, og vi bliver ved med det.
Vi skal have nye, store sygehuse og centralisere - det er godt for meget, jeg sympatiserer fuldt ud.
Men vi glemmer - igen - de gamle, med de mange medicinske sygdomme. Og det går ud over dem. Ind og ud, accellerede forløb, overbelægning. De gamle kommer ud, inden de er helt klare til det, der skøjtes hen over mange af problemerne, fordi der ikke er tid. De gamle protesterer sjældent eller aldrig - dels fordi de er skolede til ikke at klage, dels fordi de måske ikke altid helt forstår, hvad der foregår.
De unge og veluddannede skal nok få tid og god behandling - og råber op, hvis de ikke gør. Klart, de vil have det bedste, og de får det. Og det bliver endnu bedre, på de store, centraliserede sygehuse.

Men alle - alle - de kolleger, jeg har drøftet dette problem med, synes det er stort. Alle - alle - har de eksempler på gamle familiemedlemmer, der har fået en dårlig, sjusket, overfladisk behandling, fordi alt skal gå så stærkt. Vist er der konkurrende faktorer, der er også andre grunde til sjusk - de gamle og deres behandling har ikke stor prestige - men det store pres på hurtig udskrivelse øger riskoen voldsomt for fejl og forglemmelser.
Det virker forkert, at det er blevet et stort - for mange det største - problem i dagligdagen at få patienterne ud af døren, fordi der ikke er plads, snarere end at sikre, at den korrekte behandling er givet, og at alt er i orden til udskrivelsen. Som gammel i faget, med erfaring og større overblik, lader jeg mig sjældent selv skræmme eller presse til noget, som jeg mener er forkert - men for de yngre og unge kolleger er det en utålelig situation - og for patienterne.

Kan vi virkelig være det bekendt?

Papir eller ej

2009-01-20T18:24:00.000+01:00

Debatindlæg, bringes i ugeskrift for Læger 2. februar 2009

Ugeskriftet har forandret sig en del, de 39 år, jeg har abonneret på det - det har verden også.
Specielt er mange medier nu fuldt elektroniske - et fremskridt - nemmere, hurtigere, billigere? - og det sparer på træerne og CO2-udledningen.
Men det hjælper jo ikke meget, når man stadig for Ugeskriftet er påtvunget papirudgaven.
Det ville være godt, hvis man kunne fravælge denne - gerne mod en kontingentreduktion, men selv uden dette ville det være godt - og spare miljøet.
Er det hensynet til annoncørerne, der fastholder papir til alle?

Julehilsen fra Sæby

2008-12-22T20:33:00.001+01:00

Året har bragt en del omskiftelse for os. Vi forlod Grønland for godt 1.maj af grunde, som jeg har fortalt om tidligere - en umulig kollega og en sygehusledelse, som ikke ville eller kunne tage sig af de virkelige problemer. Siden er kollegaen så rejst og ledelsen skiftet ud - . Men vi savner ikke Grønland, ikke endnu, selvom den grå og tunge december gerne måtte blive hvid og klar. Inge har så også været i Grønland tre uger i september, for at indrette laboratorium i Tasiilaq, og i januar skal hun på tre ugers projektarbejde i Maniitsoq og efterfølgende to uger igen til Tasiilaq.

I sommer har jeg arbejdet på sygehusene i Thisted og Stokmarknes i Norge som tidligere år, og i forbindelse med sidstnævnte fortsatte vi til Tromsø for at besøge Marie og hendes Rasmus der, idet de også har forladt Grønland efter de tre år, hun kunne bruge i sin uddannelse. Hun vil gerne være internmediciner og kan blive det der - og der er smukt i Nordnorge, en slags mellemting mellem Grønland og Danmark, men sundhedsvæsenet er efter min mening langt bedre i Norge, bedre organiseret, bedre til at uddanne - så jeg har absolut støttet hende i den beslutning. Hendes Rasmus måtte gå ledig i nogle måneder, men 1. december kom han i gang med et IT-job. De har fået en god, men dyr lejlighed - men alt er dyrt i Norge.

Vores egen Rasmus er fortsat i Fredericia med Susanne og Sofie, som bliver 5 til februar. I marts fik hun lillebror Frederik - en dejlig dreng, altid glad.

Og vi skal alle holde jul sammen i Fredericia - første gang samlet i mange år. Forinden er har vi haft fornøjelse af Marie og hendes Rasmus i Blæsbjerg nogle dage - stilhed og brænderøg.

Efter Grønland flyttede vi i maj ind i Sæby, en nyopført lejlighed i strandkanten - efter mange år skulle det være tæt med vandet og uhindret udsigt. Jeg ville nok helst have flyttet til Blæsbjerg, men Inge synes, der er for ensomt om vinteren, så det bliver Sæby vinter og Blæsbjerg sommer.

Og vi har haft mange andre oplevelser i årets løb. Den største var nok en måneds arbejde i Rwanda i oktober, men vi har også lige haft en vidunderlig feriemåned i Indien, og først på året var vi i Mellemamerika til kongres i Colombia og besøgte vores børnefondsbarn Dilcia i Honduras.
Og jeg vil, må og skal igen reklamere for Børnefonden. Efter at have set, hvordan Dilcia lever, hendes familie, og sidste år Thulasi i Indien, og hvor meget de får for vores forholdsvis små penge, tegnede vi os for et 3. barn i Togo i Afrika. Hende må vi også besøge - engang. Måske i forbindelse med næste gang i Rwanda? For der vil jeg meget gerne ned og arbejde igen - frustrationerne til trods. Ligger for tiden i forhandlinger om tre måneder - i første omgang.

Det er vidunderlig at have denne frihed til at kunne arbejde, hvor jeg vil, hvornår og hvor meget - og den lave løn i Rwanda suppleres med vellønnede vikariater i Danmark, Norge, Sverige og Færøerne. Og et meget stort privilegium at have disse muligheder - vikaren, der kan vælge de mest interessante arbejdspladser og de kedelige fra, får det rigtige lægearbejde og en god løn, mens de fastansatte tager slæbet med administration og planlægning - til en lavere løn.

Glædelig jul og godt nytår

Inge og Jens-Jørgen

Senapati i Kolkata

2008-11-30T08:08:00.002+01:00

Fra Darjeeling tog vi toget mod syd til Kolkata for at mødes med Senapati og hans familie. Den kasteløse dreng, vi kendte som 6-årig i Bissamcuttack, som nu er blevet assistant general manager for en stor bank i Kolkata. Vi havde egentlig ikke regnet med at skulle denne vej, men nu var vi kun 656 km derfra, så - . Kontakten fik vi gennem mail, de seneste dage suppleret med sms. Ankommet til storbyen havde Sena bestilt et passende hotel til os, og efter vi der havde fået bad og morgenmad, kom han - som en stor overraskelse ledsaget af Chanciri, alle drengenes plejefar fra Bissamcuttack, et dejligt menneske - se evt mere om drengene på jensjk.dk/india (2002). Blomster og stor gensynsglæde hos alle, tilmed lidt lækkerier fra Orissa - Chanciri huskede, hvad jeg gerne ville have. I bil med chauffør fik vi nu en tur gennem byen og til Victoria-monumentet med museet der om Indien i kunsten, senere en tur på en stor kafe, der lige så godt kunne have ligget i København, og til slut et besøg i et stort hindutempel, hvor Sena og Chanciri hilste på deres guder.
Og så hjem til hans bolig - stort lejlighedskompleks med lejlighed stillet til rådighed af banken, velkomst af hans meget varme kone og de to sønner på 2 og 8. Hushjælpen er ved at lave mad. Tre store værelser, lille køkken og bad med god standard men alligevel meget langt fra, hvad vi forlanger - ingen maskiner, alt foregår med håndkraft. Men TV, video, dvd, sattellit, computer - dog uden internet, men det er netop bestilt. Dansk hygge er heller ikke interessant - nøgne vægge og flisegulve med neonlys. Vi blev så modtaget med et glas vand, lige tilpas efter rundturen, indiske, hjemmelavede snacks og sweets, og kaffe inden miiddagen, mange små gode indiske retter. Hustruen sidder ved bordet, men spiser ikke - hun venter, til alt med børn og gæster er overstået. Det er helt hjemligt at se børnene med tallerkner foran tv-et med tegnefilm.
Og så fik vi naturligvis nyt om alle de kendte fra Bissamcuttack, specielt alle de 6 drenge.
Vi spurgte naturligvis til den uro, der har været i Orissa, hvor fundamentalistsiske hinduer har overfaldet kristne, brændt huse ned, og 30-40 mennesker ha mistet livet. Der er ro nu, men fortsat er der familier, der gemmer sig i junglen af frygt for nye overfald. Vi havde hørt om dette for nogle måneder siden gennem andre venner i Bissamcuttack ved appeller om støtte til den kristne side. Overfald må naturligvis fordømmes - men den kristne side har været meget missionerende, så jeg forstår godt lidt af vreden, selvom kirken har gjort en kæmpeindsats for de fattige og syge. Missioneren er mig en vederstyggelighed, omvendelse ligeså, hvadenten det nu listes, bankes, betales eller lokkes ind i folk. Religion burde forbydes :-) - men det har man jo forsøgt, og det gik jo heller ikke.
Terrorangrebet i Mumbai berører vi kun kort - det optager ikke sindene her.
Sidst på aftenen skal vi videre med tog sydpå gennem Orissa mod vores mål i Goa, Vi er på venteliste, så Sena kører os til Howrah station sammen med Chanciri, som skal me samme tog. Han kom også hertil med nattog - med siddeplads. Så han har siddet op hele natten for at være en dag sammen med os og tage et nattog tilbage på samme måde. Men Sena få skaffet både ham og os en seng i toget - mod lidt bestikkelse.

Terror i Indien

2008-11-28T05:23:00.003+01:00

Indien, et samfund uden eller med kun meget lidt vold. Det vil vi gerne tro, og det angiver jeg ofte som en af grundene til vores glæde ved landet. Måske er det ved at ændre sig, også hvis man ser bort fra terrorangrebet i Mumbai.
Uro i nordøst, små folkeslag vil gene være selvstændige. Vi så en fredelig demonstration i Darjeeling for et frit Gorkaland, men der har også været voldelige episoder i regionen.
Der har altid været uro mellem hinduer og muslimer, jævnligt åben kamp. Gandhi kæmpede mod dette, men blev selv offer for en religiøs fanatiker, nogle få år efter selvstændigheden, hvor hinduerne fik Indien og muslimerne Pakistan. Men der er dog stadig 170 millioner muslimer i Indien, og konflikterne mellem de to grupper vil helt givet eskalere nu, der skal findes syndebukke.
Jeg er vel også blevet tilbøjelig - som de fleste danskere? - til at give muslimer skylden for meget, måske også for meget.
Der er også muslimske lande, jeg nødigt vil besøge - tør vel ikke - men vi har da uden betænkelighed været i Tyrkiet og Marokko - og jeg også i Ægypten uden at tænke videre over det. Og set alle slags mennesker.
Men Indien, nej, de skal ikke få os til at fornægte dette vidunderlige, mangfoldige, kaotiske, uregulerede, beskidte, rige og fattige land. Hinduismen er en meget repressiv religion - du skal acceptere den status, du er født med, ellers vil det gå dig ringere i dit næste liv. Gadefejer forbliv gadefejer. Vidunderligt for magthaverne, godt for stabilitet - og ikkevold.
Der er vel regler i landet - trafikregler for eksempel. Formentlig, for det virker ikke sådan. Trafikken afvikles uden nogen form for regler synes at blive overholdt - jo, forresten, man kører i venstre side. De fleste gør i det mindste.
Og jo, kastesystemet eksisterer stadig, dog ikke oficielt. Og nogen er mere end andre, det ville vel også være naivt at benægte dette. Government officials er mere. Der er i landet en række af Government Guest Houses, som alle ligger attraktivt, bedre end de fleste andre. Tidligere kunne man bo der, hvis der var plads, mod at rykke ud hvis officials kom - ikke mere.
Sikkerhedsregler? Jo, i lufthavnene er der skarp kontrol, den mest nidkære, vi har oplevet nogesteds. Men også på de kaotiske jernbanestationer er der meget politi. Og ved indgangen er der en metaldetektor - som man kan gå igennem eller lade være. Går man igennem, hyler den, men ingen reagerer. På terrordagens aften skal vi med tog til Kolkata, der er mere politi, og nu skal vi gå igennem detektoren - men der er fortsat ingen, der reagerer, når den hyler eller blinker.
Og I har vel læst om episoden, hvor den indiske flåde sænkede et thailands fiskefartøj i den tro, at det var moderskib for terorister - fordi man havde set terorister på dækket med truende adfærd.
Et vidunderligt kaos - omend ikke for dem det går ud over.

Darjeeling

2008-11-25T12:33:00.004+01:00

25. november i Darjeeling.
Et eventyr - vågner op med udsigt til et snedækket Himalaya og Kampungchong, 8598 m, verdens tredjehøjeste bjerg - kun overgået af Everest og K2, som vi så i flyet på vej hertil.
Byen Darjeeling en overraskelse for mig - her er englænderne synlige nu - men her er også indisk, tibetansk, nepalesisk, kinesisk? Og hvem andre end englænderne kan finde på at bygge en jernbane til 2165 moh - fordi det skal være bekvemt at komme i bjergene, blive kølet af og drikke te?
Men vejen var lang. Fra Guwahati tog vi toget gennem Assam, lige for foden af Himalaya og Bhutan, men vi så kun det flade Assam med te og ris, selvom vejret var nogenlunde klart. Men togturen var som vanligt en oplevelse - en konstant vandren af sælgere, som ville sælge det mest utrolige - fodpumper og værkstedslygter samt tusind andre ting. og noget fik de da solgt, dog ikke til os, vi nøjedes med te og snacks - lavet på stedet - og småmønt til tiggerne. Skal man give eller lade være? De ser ud til at trænge, og vore indiske venner gør det. Og jeg prutter heller ikke meget om prisen på de billige ydelser, herunder transport - det er altid billigt for os. Første eksempel er, da vi når til dagens destination, Jalpaiguri, udgangspunktet for bjergbanen til Darjeeling. Vi skal finde et hotel og beder cykelrickshawmanden finde et rent tæt ved - han foreslår Hilton eller Holiday Inn og nævner en latterlig lav pris. Vi kører derhen - han forlanger 20Rs, ca 2,50kr, det er antagelig dobbelt pris, men det kan man ikke prutte om, synes vi. Og Holiday Inn - jo det hedder Holdon Hotel, så der er da Ho tilfælles og måske en udtale der kan minde - det er meget enkelt, ikke rent, men billigt, og vi skal jo blot sove, så vi tager det og må leve med en enkelt kakerlak - og et indisk byllup. Jo, ved 21-siden er der en afsindig tuden, som i nytårstudehorn. Det er det også, og i værelset overfor er brudgommen ved at blive pyntet, masser af ritualer, røgelseskar, små skåle med frugt, kvinder med manende bevægelser om ham - det varer en times tid, så bliver de afhentet af en kortege under megen trutten og trommen, går frem og tilbage i gaden - og det fortsætter det meste af natten. men det er jo glade mennesker, og man kan ikke brokke sig over et bryllup, synes vi.
Vore tog går næste morgen kl 9, vi kan købe billet fra kl 7, så vi cykelrickshawer derhen. Kom igen om 15 min - gentages et par gange, men til sidst kommer vi da igennem - sammen med en yngre inder og et svensk par. Vi skal nu gå over i en luge på en anden perron med den nyskrevne rekvisition - og efter at være dirigeret lidt rundt mellem lugerne lykkes det at købe billet. Den skal så præsenteres på manden på foregående perron, som nu kan udskrive en pladsbillet - i hånden i tre eksemplarer. Hele processen tager ca en time, men vi har da endnu en time til afgang. Svenskerne har som os fået 2 klasses billetter - første var udsolgt, fik vi at vide. Men inderen havde skaffet sig to - med en bestikkelse på 50Rs, fortalte han. En venlig og tydeligvis veluddannet, arbejder i Dubai med organisation af konferencer, er nu på 14 dages tur rundt i Indien med sin mexicanske kæreste. Hun er kommet lige fra Mexico, fra et fattigt kvarter, selv om hun ikke ser sådan ud, men har fået et chok i Indien - fattigdom, kaos, skidt, smog - selv om hun burde være vant til det, er det hele uventet meget værre her, synes hun. Hendes boyfriend kører iø også rundt i Indien uden kørekort, det koster blot 50Rs til betjenten, hvis han bliver stoppet. - En ven af ham havde brug for at blive kemiingeniør for at arbejde i Dubai. Det nødvendige papir skaffede han for 10000 Rs.
Men efterhånden er vi klar til afgang med det lille, næsten legetøjsagtige tog - smalsporet bane, små vogne, små sæder.
Og vi tuder afgang, kører gennem byen, lav hastighed. Sporet følger vejen, krydser den meget hyppigt i stigninger. Teplantager, bananer, mennesker. Det begynder at gå opad, et meget smukt landskab, omend begrænset sigtbarhed pga dis. Men toget har vanskeligheder, det kan dårligt trække, vi har indtryk af, at hjulene køre rundt på skinnerne. Man smider sand på igen og igen. I ca 1000 meters højde byttes lokomotiv - men det hjælper ikke. Nu finder man så ud at, at bremserne på vores vogn er blokeret. Da har vi vel kørt i 5 timer og er 2 timer forsinket. Men smukt er der - og sælgere kan stå af og på jævnligt pga den lave fart, det gør vi også selv - dvs Inge gør ikke :-). Vi ser en smuk solnedgang over Himalayas forbjerge, det bliver mørkt - og pludselig holder der et andet tog i vejen. Yderligere forsinkelse, uvist hvor længe, uvist hvorfor det andet tog holde der. Vores ven fra Dubai får vinket en vogn ind, og vi kommer med de sidste 20 km til Darjeeling, bagagen på taget.
Og han har også et forslag til et hotel - vi tager ind på Planters Club, en gammel engelsk klub, som nu er hotel - i gammel engelsk stil. Masser af venlige mennesker, vi får det bedste værelse, dvs en suite med udsigt mod bjergene - dyrt er det ikke, men helt mørkt - og koldt, måske 6 grader. Der er også koldt på værelset, men fyres op med kul i pejsen og elvarmeovn, og da vi så også får en kande varm te og lidt senere varm suppe, ser alt godt ud - det hele ordner en meget smilende tjener, som ser ganske tibetansk ud, men formentlig blot tilhører de lokale, vi er jo heller ikke langt fra Tibet. Varmedunk i sengen er også hans fortjeneste!
I øvrigt frarådes udgang her efter kl 21 - der har været uro, idet nogle af de små befolkninger her ind i mellem bruger vold for at markere et krav om selvstændighed.
Næste morgen vågner jeg kl 6.30 til et fantastisk syn - morgensol på Himalaya og Kampungchong.
I mogen tidlig skal vi på tur til et højdedrag, hvor solopgangen skulle være helt exceptionel.
Vi bliver her et par dage, inden vi rejser til Kolkata or at besøge vores plejebarn Senapati fra 71-72, som nu er bank manager der med to børn - vi håber at de deres hjem.

Guwahati, Assam

2008-11-23T02:38:00.000+01:00

Efter dagene i Diu vil vi til Darjeeling. Der er langt, det vil tage mange dage med tog, og selv om det er min foretrukne rejseform i Indien, bøjer jeg mig for Inges ønske om at flyve - til gengæld vil jeg så med tog, når vi skal derfra.
Men flyet fra Diu - lufthavnen ligger få km fra byen - er fuldt. Vi tænker på at rejse som vi kom, bil tilbage til Veraval og så tog derfra til næste flymulighed i Ahmedabad, men et par norske turister af samme kaliber som os fortæller, at de er kommet med sovebus fra Ahmedabad, og det gik fint, en nat. Vi gør så det - ikke nogen succes. Bussen er gammel og vejen elendig, så vi bliver rystet kraftigt de første mange timer og lægger godt mærke til de utallige fartbump - som i Indien nærmest har karakter af et rør p tværs af vejen, ofte mange på stribe. Men vi kommer da levende, omend søvnløse, til Ahmedabad en tidlig morgen, og med tuc-tuc videre til lufthavnen - og køber billet til Kingfisher Airlines. Jo, min øl har sige egen airline - oven i købet Indiens bedste, nye fly, fremragende service på alle punkter, smukke, venlige og hjælpsomme stewardesser. Her kunne SAS lære en del - dyrt er det ikke engang. Måske man skulle købe en aktie i Kingfisher - det siges jo at være Indien og Kina, der skal redde verdensøkonomien. Det er svært at tro på, når man går på gaden i Indien - men ikke utroværdigt i dette fly - .
På vejen flot udsyn til Himalaya i sol med både Everest og K2.

The Palms, Diu, India

2008-11-21T05:20:00.002+01:00

Den 20. november, Inges fødselsdag.
Vi starter med morgenmad på terrassen på det gode hotel, en times tid i solen med musik og bøger og flytter så ud på Hotel Palms, som vi har kikket ud et par dage før. Det ligger for enden af en grusvej, midt i ingenting, ingen naboer, men egen strand. Stille, meget gult - og ikke andre gæster end os.
Kingfisher, masala papad, vand, bøger, meditation.
Maser af betjening, som ikke har andet at lave end at varte os op.
Vi bestiller black tea and coffee som vanligt - får teblade i en skål, pulverkaffe i en anden og to kander varmt vand.
Den lille strand har vi også helt for os selv - vandet 30.

Diu, India

2008-11-18T06:17:00.004+01:00

Hvad er det, vi er så begejstrede for ved Indien? Varme, støv, affald overalt, smudsige hoteller, masser af mennesker, der hele tiden vil i kontakt, sælge dig noget, og til overpris, hvis du ikke er vågen?
Nej, men disse mange mennesker er så forskellige, så vågne, interesserede, flexible - alt er muligt. Og tolerancen er så stor. Du må tro på, hvad du vil.
På væggen i vores hus i Bissamcuttack havde jeg skrevet et citat (på Oriya): In India, nothing is impossible.
Alle disse smil, al den interesse, de smukke kvinder, den lette, velkrydrede, vegetariske mad,
Der er næsten uforståelig stor kontrast til det Rwanda, jeg besøgte i oktober.
Der var der orden, her kaos. Alle motorcyklister kørte med styrthjem, alle bilister med sele - her gør ingen nogen af delene. Trafikken er lige så kaotisk som alt andet, men alle køretøjer, heriblandt mange vrag, er pyntet med gudebilleder ude og inde - mens Rwanda overvejende er kristent og motorparken velholdt.
Og Indien har tradition for ikke-vold - det kan man ikke sige om Rwanda.
Men udviklingen går langsomt. På alle for os synlige punkter er meget lidt sket på de 37 år. Kastesystemet trives fint, fattigdommen er stor, der bor to millioner mennesker på gaden i Bombay. I støv, os, larm, uden vand eller latrin - men de har fået fjernsyn, og der er mange mobiltelefoner - dog ikke så mange som i Rwanda.
IT-nation? Jo, måske. Ingen af de hoteller, vi har besøgt indtil nu, har haft internetadgang. Men der er da internetcafeer.
Også en på vores nuværende, fine hotel - men den er out of order.

Efter to dage på Sea Village - perfekt beliggenhed og billigt, og med servering af Kingfisher på terrassen til ingen penge, flytter vi alligevel til et højere niveau - selv jeg kan se, at der er meget lidt rent. Jeg har rekognosceret i tuc-tuc og fundet Hotel Rhadika på Nagoa Beach, luksus til 250kr. Og med Kingfisher og alt mulig andet på terrassen, som ikke ligger helt så tæt på havet, men vi kan dog se det. Der er kun få hoteller, som er overvejende beboet af indere. Vi spiser på restauranten overfor, som ligger på stranden - indian food, naturlivis.
Internet? Nej. Der er en icafe - men, not working. Hvor så? I vagtmandens bur er der en, vi kan benytte. Solen er lige på så jeg venter til aften og spørger. Nej, den er closed. In town, 6 km væk.
Vi bliver her foreløbig i tre dage, mens vi overvejer at tage til Darjeeling som næste stop og undersøger mulighederne for at komme dertil. Og vi har som inderne god tid.
Der er 77 kanaler på fjernsynet. De 75 er indiske, halvdelen Bollywoodfilm.

India - fra Delhi til Diu

2008-11-16T12:09:00.002+01:00

Vi er i Indien igen.
For 4. gang, dog fordelt over 37 år - men sidst kun et år siden. Glæden ved landet er kun blevet forstærket for hvert besøg, og allerede inden vi rejste hjem sidst, bestemte vi os til til at komme igen i november i år - den mest grå i Danmark, hvor vi har været i Grønland de sidste mange år. Men nu er det slut, og pensionisterne kan rejse, når de vil -
Det eneste, der ligger fast i de 4 uger i år, er ind- og udrejse via Delhi, hvortil vi har fået bonusbilletter med SAS, og at vi vil slutte af med en uge på det lille strandhotel i Goa, som vi blev så glade for sidste år. Og første længere stop inden da skal være en anden tidligere portugisisk koloni, Diu i Gujarat mod nordvest.
SAS til Delhi er et natfly, men Inge har bestilt Economy Extra - det koster lidt flere bonuspoints, men vi har endnu mange, og det er rart med ekstra plads og fodstøtte for Inge. Og vi får da et par timers søvn.
Ankommer 6.30 lokal tid, ingen problemer med formalia, vi kommer hurtigt igennem og bagagen er med - vi rejser med rygsæk, det er det letteste når man som vi rejser meget med tog.
Ude af lufthavnen er vi i det Indien, vi kender - kaos. Straks tilbydes tjenester af alle slags, især transport, logisk nok. Men vi tager en prepaid taxa - en lokal service, som udelukker overcharging og anden fixfax - til Delhi Railway station, hvorfra vi har bestemt at tage toget til Ahmedabad på vej til Diu, og vi har hjemmefra reserveret plads og købt billet - det klares på nettet og har fungeret perfekt tidligere. Men der er 7 timer til afgang, så vi vil af med bagagen og lidt ud i byen.
Mere kaos. Vi finder bagageopbevaringen - men der er lukket fra 8 til 8.30. Den er 7.50, men lukket er der, så vi må stille os i kø, der hurtigt bliver temmelig lang af indere med store mængder bagage. Men efter en lille time kommer vi til - gennem en lille dør, hvor alle skal ind og ud. Alt bliver skrevet ned i en stor bog, i 3 eksemplarer. Og da vore rygsække ikke kan låses, skal vi også skrive under på, at de ikke indeholder værdigenstande. Men til slut kan vi da bevæge os ud i byen - og får naturligvis straks allehånde tilbud om serviceydelser af enhver art, ingen kan forstå, at vi blot skal gå en tur, ikke transporteres nogen steder hen, ikke købe noget. Utallige gange får vi venligt - måske lidt aftagende venligt - forklaret, hvem vi er hvor vi kommer fra, om vi har været i Indien før osv.
Men vi får da kæmpet os frem til Connaught Place, og en lille park - hvor vi naturligvis heller ikke kan sidde uforstyrrede. Tre gange må jeg afvise tilbud om at få smurt læderet på mine sandaler og lige så mange gange afslå at få fjernet ørevoks - selv om der fremvises små bøger fyldt med anbefalinger fra tilredse kunder, endog på dansk.
Og mange andre komme forbi, enkelte tiggere, men også tre unge, der "would like to communicate with you".
Vi vil købet et indisk taletidskort til mobiltelefonen. Den første mobilbutik, vi fandt, bad os komme tilbage 1/2 time senere. Der er nu gået 1 time, så vi prøver igen - samme besked. Forespørgsler på gaden fører til henvisninger til samme butik, så vi prøver igen - nu kan det lade sig gøre. Men der skal foreligge kopi af pas og visum - det går nemt - men også et pasfoto - som vi så må fremskaffe. Vi forsøger i en nærliggende fotobutik, men henvises til - en bank! Som viser sig at have lukket. Vi er tæt ved at opgive, men prøver så i en anden tilfældig butik med et mobilsymbol i vinduet - jo, han kan ordne det hele. Foto ikke noget problem. To timer senere hr vi indisk mobil - idet han havde sendt en hjælper over i den første butik for at købe remedie og ordne papirer, samme hjælper fandt fotobutik til pasfoto. Forklaringen på den meget omstændelige procedure skulle være en stramning for at gøre livet sværere for terrorister. Men til gengæld er det billigt at bruge telefonen, som jeg også kan gå på nettet med. - Men nu nærmer togafgangen sig. Vi tager en tuc-tuc tilbage til stationen, få overraskende nemt bagagen - og finder ud af, at det er den forkerte station. Vi er på New Delhi, toget går fra Old Delhi Station. Taxaforhandlinger, men vi kommer frem endog i god tid, og vi finder toget og vores vogn - som er helt i den anden ende, 1. klasse er forrest i toget, som går til tiden - det er en af de få ting, man kan regne med i Indien. Vi har tidligere rejst meget på 2 og 3 klasse, men er jo blevet ældre - og 1 klasse er nok den bedste og udmærket, men langt fra dansk standard. Men vi rejser alligvel gerne med tog, fordi man ser så meget af landet og oplever meget, og nu er vi på plads til Ahmedabad, og sætter snart i gang ud i det flade og tørre Rajahstan. Landskabet er ensformigt. Vi deler kupe med to indere, som dog kun skal en del af vejen og som gerne fortæller og især gerne vil vide noget.
Vi lægger os, kort efter det er blevet mørkt og sover hurtigt det meste af de 934 km.
Ahmedabad næste morgen 7.30. Vi skal videre med et andet tog til Veraval mod vest. Toget har kun 2. klasse. Jeg står i kø for plads, men det kan kun reserveres i nattogene, så jeg må i en anden kø til billet. Den koster ca 15 kr for os begge de næste 432 km. Men så er det også uden AC og måske træsæder - men vi finder dog en vogn med plasticsæder.
Der er meget mere liv her end på 1. klasse. Ustandselig sælgere af alle typer forfriskninger, lækre småretter og te - altid med rigelig mælk og sukker, så Inge får ikke noget. Det bliver en varm tur, 9 timer. Da vi nærmer os Veraval, passeres enkelte bjerge, ellers har landskabet været fladt siden Delhi.
Ankommet til Veraval en ny hær af tilbud, men vi skal faktisk bruge en transport til det hjemmefra bestilte hotel, som viser sig at ligge ca 10 km fra stationen, så afsted med tuc-tuc. Det er blevet mørkt, men hotellet virker udmærket, ser lidt amerikansk ud, men er det absolut ikke - ingen taler mere end få brokker engelsk, men der er - som altid - en hær af hjælsomme mennesker. En kold øl kunne være godt, men det kan ikke fås, men vi får - efter et koldt bad, det varme fungerer ikke - en god indisk menu med vand til.
Vi havde overvejet måske at blive i Veraval et par dage, men hotellet ligger på landet på flad mark uden interessante omgivelser, så vi bestemmer os til en taxa til Diu - 90 km. Det går ukompliceret, omend vejen tidvis er noget bulet. I Diu har vi udset os et hotel på nettet. Det viser sig at være for ringe, så i stedet finder vi med driverens hjælp et sted på stranden - meget enkelt, snarere ydmygt, men beliggenheden fantastisk, og der serveres Kingfisher, så vi bestemmer os til to dage der. - Resten af dagen bliver bøger, Kingfisher og vand på terrrassen - og en tur i havet. Det er 29, luften 38.

En måned i Rwanda

2008-10-31T18:01:00.005+01:00

Publiceres i Ugeskrift for Læger 2.februar 2009

Helt siden mine helt unge dage har jeg gerne villet arbejde også i Afrika.

Men det blev Danmark og Grønland - og så lidt i Indien og de øvrige skandinaviske lande. Det har nu heller ikke været så dårligt - men da det ikke længere var sjovt i Grønland (skrev om dette i Ugeskriftet i september), fik jeg øje på traveltoteach.dk, en ung organisation, som vil hjælpe med til at uddanne rwandiske speciallæger. Efter folkemordet forsvandt en stor del af specialisterne, så nu er der næsten ingen, 50 i hele landet i alle specialer, og iøvrigt ca en læge pr 40000 indbyggere (1 pr 300 i Danmark - lægemangel?).

Der er 500 medicinske studenter, ca 50 i videreuddannelse - men ingen til at lære dem praksis - her kommer Globale Læger/Travel To Teach så ind.

Udsendelse på vilkår analoge med læger uden grænser, dvs rejse+bolig betalt og 200 kr/dag - det rækker fint derude.

Jeg blev godkendt med aftale om udsendelse i oktober en måned i første omgang, evt mere efter nytår, idet man gerne vil etablere en stafet af danske læger - men al begyndelse er svær, interessen begrænset og pengene små.

En stor oplevelse - men ikke kun positiv. Tid til eftertanke. Mange overraskelser.

De fleste indtryk er positive - startende med ankomsten til lufthavnen i Kigali. Den er lille, men alt fungerer. Venlige mennesker, smil, hurtig expedition.

Mine aftaler fungerer, jeg er ventet, flere smil. Kører direkte til hotellet i Butare, knap to timer. Vi kører gennem mange små bebyggelser, mange huse ved vejen, men der er mørkt overalt. Ingen lys, ingen fjernsyn. Hvorfor ikke? Der er ingen elektricitet uden for byerne, såre simpelt.

Smilene viser sig at være vedvarende gennem måneden. Venlighed, åbenhed, hjælpsomhed. Ingen sure miner, ingen nedladende bemærkninger. Positivt, livsbekræftende.

Og ingen ser ud til at mangle noget væsentligt. Selv om det skulle være et af verdens fattigste lande med en forventet levetid under 50 år, ser jeg ingen stor fattigdom. Ingen sulter, ingen tigger, alle har tøj på kroppen. Der er mange biler, hvis standard gennemgående er som i Danmark. Mange store, dyre biler, ingen vrag. Der er rent overalt, ingen plasticposer - de er forbudt - intet skrald i gaderne.

Masser af motorcykler, også i god stand. De fungerer som taxaer, køb en billig transport - men husk hjelmen. Alle har hjelm på, fører og passager - jeg har ikke set en eneste afviger.

Det samme gælder bilerne. Alle bruger sele, jeg kan ikke køre 20 meter, før jeg får besked på at tage sele på.

Klimaet er vidunderligt. Temperaturen svinger mellem 25 og 30 grader, aldrig ubehagelig varmt eller fugtigt, da det er højland, mellem 1500 og 2000 meter.

Det er den lille regntid. Dagen starter oftest med sol, sidst på formiddagen ofte en byge, herefter opklaring, kraftigere regn 1-2 timer sidst på dagen.

Og landskaberne er smukke, tæt befolket, opdyrket, bananer overalt. Afrikas tættest befolkede land.

Det er vanskeligt eller umuligt at forstå, at disse mennesker for 14 år siden myrdede, voldtog, mishandlede og lemlæstede over 800000 af deres medmennesker. Er der en sammenhæng med orden og system?

Og nu er der uro igen, lige på den anden side af grænsen, i Goma i Congo. En tutsi-hær vil gøre op med de resterende hutuer.

Mine elever, unge læger, må have været teenagere i 94, men jeg har ikke kunnet få mig selv til at nævne emnet.

Hvor kommer pengene fra? Er de selverhvervede? Eller er det verdens dårlige samvittighed over folkemordet, der har ført til mange gaver? Som dog kun udgør 17% af nationalindkomsten.

Jeg har også kørt rundt med bil i en god del af det ikke særlig store land. Der er klart mindre at gøre med på landet – men hovedindtrykket er det samme.

Sundhedsvæsenet er også umuligt for mig at forstå.

Jeg har haft til opgave at undervise en række kommende speciallæger i intern medicin, specielt kardiologi, med et kursus på 2 uger på hver af de to universitetshospitaler i Butare og Kigali. Der er et stort behov og en stor opgave. Sundhedsvæsenet er imidlertid ret vel struktureret, fra sundhedsstationer over distriktshospitaler til universitetshospitalerne. Disses standard er imidlertid ringe. Man har ikke det mest basale udstyr, den mest basale medicin, kan ikke udføre simple, livreddende procedurer - et uforståeligt dilemma, når man bevæger sig rundt mellem nye Mercedes og 4-hjulstrækkere. En kvinde med reciprokerende takykardi på 160-180 fik lov at ligge en uge, fordi ingen medicin til behandling fandtes – og defibrillatoren var i udu, og havde været det længe. Og know-how er til stede. Lægernes teoretiske viden er på linje med europæiske - de ved, hvad der skal gøres - men midlerne er der ikke. Og jeg tænker ikke på sofistikerede, avancerede procedurer - men på det mest basale - som er billigt, og kan fås overalt i verden. Det er bare ikke her, i hvert fald ikke på de offentlige hospitaler. Men alligevel kan man foretage hæmodialyse med helt moderne udstyr.

At lægerne finder sig i disse himmelråbende urimeligheder, er for mig uforståeligt. Som jeg ser det, er det organisation og prioritering, der er problemet, kun i anden eller tredje række penge.

I mine to uger i Kigali kunne man ikke måle creatinin og kalium. I Butare udgik man for røntgenfilm.

Min sidste dag besøgte jeg betalingshospitalet King Faisal. En helt anden verden, sammenlignelig med europæisk standard, selv om der mangler meget. Men det basale fungerer, og man kan meget – og hvad man ikke kan, flyttes til Kenya eller Indien. På en formiddag der blev jeg tilbudt arbejde af 4 forskellige seniores. Jeg overvejer – alvorligt -

Sygdommene er anderledes end i Danmark. Man plages med det samme, som vi gjorde for 50-100 år siden, fattigdomssygdomme, samt naturligvis de specifikke tropesygdomme. Parasitære infektioner, herunder malaria, andre infektioner, gigtfeber og dens følger, blodtrykssygdom, slagtilfælde - blodtrykssygdommen måske en følge af evnen til at konservere vand og salt? I hvert fald slår det mig, at man gennem en hel arbejdsdag intet flydende får. Ingen te eller kaffe, ingen vand - ingenting - så man skal kunne holde på salt og vand - mens jeg efter dagens arbejde kan drikke to liter øl uden at skulle tisse en eneste gang før ud på aftenen.

Efter 14 vintre og 4 somre i Grønland troede jeg, at jeg havde set næsten alle rariteter i den interne medicin og kardiologi – men nej, mere her, og mere extremt. Alle typer af kardiomyopati – to unge kvinder desperat syge af peripartum kardiomyopati, den ene døde. Jeg har skrevet mere om alle disse rariteter og den manglende mulighed for behandling på min blog, jensjk.blogspot.com, hvor der også er link til billeder.

Lungekræft er sjælden. Den dominerende kræftsygdom er hepatocellulært karcinom sekundær til kronisk hepatitis B.

Iskæmisk hjertesygdom findes ikke.

Forståeligt - efter en måned har jeg ikke set en eneste afrikaner med tobak i nærheden. Under 5% ryger - selv om det er billigt. Meget få tykke mennesker - og alle er altid i bevægelse. Meget lidt eller ingen fast food, ingen mellemmåltider.

Men afrikansk mad er så heller ikke tillokkende. Mad betyder meget lidt for mig, men al afrikansk mad har været kedelig og uden smag. Heldigvis en glimrende indisk restaurant i nærheden af mit hotel -

Alkohol er heller ikke synligt i gadebilledet.

Min undervisning af de kommende specialister skulle være primært bedside. Det viste sig at være svært - de var langt mere interesserede i den teoretiske undervisning, jeg måtte igen og igen dreje fokus til patienterne, tvinge mig med på stuegang, få dem til at engagere sig i patienten - det lykkedes da også ofte, men det, der interesserede allermest, var min undervisning i iskæmisk hjertesygdom - som ikke findes, men hører til velfærd, Europa og USA. Men hypertension og diabetes er der, så det kommer vel med stigende velfærd. Og der er måske mere prestige der?

Rwanda - en måned er gået

2008-10-30T08:40:00.002+01:00

Mit eventyr i Rwanda nærmer sig sin afslutning - for denne gang?

En stor oplevelse - men ikke kun positiv. Tid til eftertanke. Mange overraskelser.

De fleste indtryk er positive - startende med ankomsten til lufthavnen i Kigali. Den er lille, men alt fungerer. Venlige mennesker, smil, hurtig expedition.
Mine aftaler fungerer, jeg er ventet, flere smil. Kører direkte til hotellet i Butare, knap to timer. Vi kører gennem mange små bebyggelser, mange huse ved vejen, men der er mørkt overalt. Ingen lys, ingen fjernsyn. Hvorfor ikke? Der er ingen elektricitet uden for byerne, såre simpelt.

Smilene viser sig at være vedvarende gennem måneden. Venlighed, åbenhed, hjælpsomhed. Ingen sure miner, ingen nedladende bemærkninger. Positivt, livsbekræftende.
Og ingen ser ud til at mangle noget væsentligt. Selv om det skulle være et af verdens fattigste lande med en forventet levetid under 50 år, ser jeg ingen stor fattigdom. Ingen sulter, ingen tigger, alle har tøj på kroppen. Der er mange biler, hvis standard gennemgående er som i Danmark. Mange store, dyre biler, ingen vrag. Der er rent overalt, ingen plasticposer - de er forbudt - intet skrald i gaderne.
Masser af motorcykler, også i god stand. De fungerer som taxaer, køb en billig transport - men husk hjelmen. Alle har hjelm på, fører og passager - jeg har ikke set en eneste afviger.
Det samme gælder bilerne. Alle bruger sele, jeg kan ikke køre 20 meter, før jeg får besked på at tage sele på.

Klimaet er vidunderligt. Temperaturen svinger mellem 25 og 30 grader, aldrig ubehagelig varmt eller fugtigt, da det er højland, mellem 1500 og 2000 meter. Og landskaberne er smukke, tæt befolket, bananer overalt.

Det er vanskeligt eller umuligt at forstå, at disse mennesker for 14 år siden myrdede, voldtog, mishandlede, lemlæstede over 800000 af deres medmennesker. Er der en sammenhæng?
Og nu er der uro igen, lige på den anden side af grænsen, i Goma i Congo.

Hvor kommer pengene fra? Er de selverhvervede? Eller er det verdens dårlige samvittighed over folkemordet, der har ført til mange gaver? Som dog kun udgør 17% af nationalindkomsten.

Sundhedsvæsenet er også umuligt for mig at forstå.
Jeg har haft til opgave at undervise en række kommende speciallæger i intern medicin, specielt kardiologi. Landet har meget få læger, 1:40000, Danmark 1:300, så der er et stort behov og en stor opgave. Sundhedsvæsenet er imidlertid ret vel struktureret, fra sundhedsstationer over distriktshospitaler til universitetshospitaler i Butare og Kigali. Disses standard er imidlertid ringe. Man har ikke det mest basale udstyr, den mest basale medicin, kan ikke udføre simple, livreddende procedurer - et uforståeligt dilemma, når man bevæger sig rundt mellem Mercedes og 4-hjulstrækkere. Og know-how er til stede. Lægernes teoretiske viden er pålinje med europæiske - de ved, hvad der skal gøres - men midlerne er der ikke. Og jeg tænker ikke på sofistikerede, avancerede procedurer - men på det mest basale - som er billigt, og kan fås overalt i verden. Det er bare ikke her, i hvert fald ikke på de offentlige hospitaler. Men alligevel kan man foretage hæmodialyse.
At lægerne finder sig i disse himmelråbende urimeligheder, er for mig uforståeligt. Som jeg ser det, er det organisation og prioritering, der er problemet, kun i anden eller tredje række penge.

Sygdommene er anderledes end i Danmark. Man plages med det samme, som vi gjorde for 50 år siden, samt naturligvis de specifikke tropesygdomme. Parasitter, herunder malaria, andre infektioner, gigtfeber og dens følger, blodtrykssygdom, slagtilfælde - blodtrykssygdommen måske en følge af evnen til at konservere vand og salt? I hvert fald slår det mig, at man gennem en hel arbejdsdag intet flydende får. Ingen te eller kaffe, ingen vand - ingenting - så man skal kunne holde på salt og vand - mens jeg efter dagens arbejde kan drikke to liter øl uden at skulle tisse en eneste gang før ud på aftenen.
Iskæmisk hjertesygdom, blodpropsygsom i hjerte, findes ikke.
Forståeligt - efter en måned har jeg ikke set en eneste afrikaner med tobak i nærheden. Under 5% ryger - selv om det er billigt. Meget få tykke mennesker - og alle er altid i bevægelse. Meget lidt eller ingen fast food, ingen mellemmåltider.
Men afrikansk mad er så heller ikke tillokkende. Mad betyder meget lidt for mig, men alt afrikansk mad har været kedeligt og uden smag. Heldigvis en glimrende indisk restaurant i nærheden af mit hotel -
Alkohol er heller ikke synligt i gadebilledet.

Min undervisning af de kommende specialister skulle være primært bedside. Det viste sig at være svært - de var langt mere interesserede i den teoretiske undervisning, jeg måtte igen og igen dreje fokus til patienterne, tvinge mig med på stuegang, få dem til at engagere sig i patienten - det lykkedes da også ofte, men det, der interesserde allermest, var min undervisning i siskæmisk hjertesygdom - som ikke findes, men hører til velfærd, Europa og USA. Er der mere prestige i det?

Gisenyi

2008-10-26T20:36:00.000+01:00

Gisenyi, 25.10.2008

Weekend.

Med min chauffør (!) har jeg aftalt, at vi kører til Gisenyi ved nordspidsen af lake Kivu fredag eftermiddag.

Det tager tre timer gennem de tusind højes land - efterhånden som vii nærmer os, skifter landskabet karakter - bliver vulkansk, jorden sort i stedet for rød, vi er langt ude på landet, husene dårligere, uden røgåbning, røgen siver blot op gennem tagene. Påklædningen ringere, nysgerrigheden større, udseendet mere negroidt - måske nærheden til Congo, blot få kilometer væk.

Har bestilt værelse på et gammelt colonial house i en gammel have tæt ved søen. Udmærket, omend simpelt, men maden er ringe og betjeningen extremt langsom og det leverede ikke det bestilte. Det har indtil nu været vanskeligt eller umuligt at få afrikansk mad, resultatet har været kedeligt.

Så efter en ringe morgenmad - toasteren out of order - finder jeg et større etablissement, pragtfuldt ved søen, stor terrasse, ro, lille pool, og et glas Pernod. Senere en stor kold lokal øl - Primus - og en toast.

Men vejret er konstant vidunderligt. Temperaturen til stadighed ca 26, morgen og aften lidt køligere. Oftest starter dagen næsten skyfrit, men hurtigt koger skyerne op, ved middagstid ofte en mindre byge. Lidt opklaring igen, til aften ofte en kraftig tordenbyge, 1-2 timer. Aldrig trykkende varmt eller fugtigt, antagelig pga højden på 15-1800 moh.

Kigali - 2

2008-10-26T18:31:00.002+01:00

Kigali, 24.10.2008.

Første arbejdsuge i Kigali er nu afsluttet. En blandet oplevelse.

Kigali er nok en millionby, men forekommer mere som en meget stor landsby, der har bredt sig fra en lille klat huse til en meget stor klat uden karakter.

Megen trafik, mange mennesker, nogen smog, altid en dis over byen. Ingen ser ud til at mangle noget, bilparken er ny, ingen vrag. Folk er venlige, hjælpsomme, ingen tiggere, som i Butare kan man gå i fred uden hustlers.

Og, efter tre uger i Rwanda har jeg endnu tilgode at se en tobaksrygende afrikaner. Den eneste, jeg har set med en cigaret, var en tyk, hvid mand.

Og jeg har fundet en indisk restaurant, som leverer det helt rigtige - når det nu er så svært at få afrikansk mad med karakter.

Men arbejdet er en skuffelse. Jeg har ikke hilst på nogen af de seniore læger, som ikke værdiger mig et blik eller et nik ved morgenkonferencen, som de hele tiden drejer over til fransk, selv om de unge læger ofte starter på engelsk. Fransk er iø ved at udgå som officielt sprog i landet - måske betinget af franskmændenes meget kedelige rolle i forbindelse med folkemordet. Har naturligvis også set Genocide-museet, en stærk oplevelse, ikke mindst de individuelle beretninger om en række børns skæbne.

Men i arbejdet forventes fortsat katedral undervisning . Jeg kan godt levere varen og gør det, men forsøger hele tiden at trække patienter ind og får da også engagementet og interessen frem.

Har god assistance af min belgiske kollega, som har overtaget ekg-undervisningen, så de ikke kun skal høre på mig hele dagen, og vi har lidt ping-pong med nogle gode cases. PGerne får vi i tiltagende grad med - de er i dagligdagen meget alene uden faglige diskussioner.

Vi har nu set flere ptt med svær hjerteinsufficiens, demonstreret klinik, ekko og ekg og rettet behandlingen efter de principper, de godt kender, men har svært ved at applicere i praksis.

I dag har vi således set en 31-årig med meget svær, dilateret kardiomyopati på intensiv. Han havde været indlagt et døgn med dopamin. Der var ikke taget blodprøver - det er vanskeligt for tiden. Ingen vidste om diuresen udover patienten selv. Han var dignosticeret som mb Epstein - forkert. Han troede, at han skulle opereres - umuligt.

I næste uge skal jeg også besøge privathospitalet King Faisal. Efter sigende er der masser af personale og udstyr - men ingen patienter.

Michel (belgieren) har også været en tur omkring emergency her. Patienter overalt. En patient med kramper lå længe ubehandlet. Man kunne ikke finde diazepam. Det lå i en stor kasse med anden medicin, hulter til bulter, intet system.

I ugens løb har jeg skiftet hotel. Man havde jo glemt at bestille til mig, og det jeg sev fandt, var for dyrt. Så nu er jeg et ydmygt sted. Acceptabelt, med med en forfærdelig larm aften og nat.

Ser frem til en rolig weekend i Gisenyi.

Kigali

2008-10-22T17:10:00.000+02:00

Kigali, 22.10.2008

En helt anden verden end Butare på mange måder.
Butare er en landsby - med et universitet.
Kigali en millionby - heftig trafik, støj, trængsel.

Inden afgang fra Butare havde jeg flere gange i ugen spurgt, hvor jeg skulle bo, og fik efter nogen tid oplyst Hotel Izimbi. Efter at være ankommet dertil viste det sig, at der var fuldt, ingen reservationer i mit navn. Fandt så på egen hånd et nyt hotel, Okapi, hvor jeg fik et af de sidste ledige værelser - lille, mørkt og støjende. Næste dag lykkedes det dog at få et langt bedre. En nedtur, men noget vil sikkert vise sig.

Næste dag Kigali hospital. Jeg finder frem til konferencelokalet og chefen dr Kagame. Han ved ikke, hvor jeg kommer fra, men nok at jeg skal give et 2 ugers kursus i kardiologi. Han er til min overraskelse selv kardiolog - noget i disharmoni med mine tidligere oplysninger om specialets status i landet. Det viser sig, at der i de selvsamme to uger også er en belgisk kardiolog på besøg, også på en undervisningsopgave, dog med en mere diffus målgruppe. Organisation - en mangelvare.
Jeg fortæller om min opfattelse, af at det centrale er bedsideundervisning om formiddagen efterfulgt af teori om eftermiddagen. Ingen kommentarer fra Kagame. Han drager af sammen med belgieren, de skal se på patienter og lave ekko osv sammen med studenter og unge læger - det, som jeg troede, jeg kom for.
Jeg bliver efterladt sammen med to PGer, som dog ila en times tid bliver til 6, med en projektor. Man forventer katedral undervisning hele dagen. Jeg forsøger igen at forklare, at jeg anser bedside for det centrale - det mener de er vanskeligt at gennemføre.
Så de får to timer med heart failure og chest pain, men hovedvægten på det sygdomsspektrum, jeg har set i Butare, og deres muligheder. Det går godt, de er interesserede, og det lykkes da at slutte af med at se en enkelt patient og korrigere diagnosen på samme - opfattet som lungeemboli (også dækket i formiddagens session om chest pain). Han har lungebetændelse.

Dag 2 starter med en case presentation af en resident. Ikke brilliant, men dog acceptabelt - omend jeg må stå af, da diskussionen bliver fransk.Kommer dog tilbage senere. Fortsætter mit undervisningsprogram, mere heart failure - de er interesserede, stiller gode supplerende og opklarende spørgsmål. Afslutter med at se yderligere to patienter - en ung kvinde med meget svær hjerteinsufficiens - postpartum? - og en svær hypertension med nyresinsufficiens, typen kendt fra Butare. Behandlingen af begge patienter gammeldags. Den hjerteinsufficiente får ingen betablokade trods pænt BT og en hjerteaktion på 130, den nyreinsufficiente ingen ACE-hæmmer. Jeg argumenterer for begge dele, støtte af Michel (belgieren), om det hjælper? Modargument: vi kan ikke tage blodprøver for tiden....

Om eftermiddagen har jeg planlagt hands on ekkokardiografi. Det bliver en succes. Alle 8 PGer får apparaturet i hånden, prøver, lærer det fundamentale. Vi afslutter med to patienter - stor iver og interesse,det kan de bruge.
Så allerede nu føler jeg også her, at min indsats ikke er forgæves - trods modgangen.

Og i morgen skal jeg flytte hotel - man har fundet et billigere, fuldt acceptabelt.

Kibuye

2008-10-20T19:16:00.001+02:00

Butare, 19.10.2008

Sidste arbejdsdag i denne uge.

Morgenkonferencen afsluttes med en lidt kedelig oplevelse. En af de unge - ikke en af mine - skal præsentere et case med pleuraexudat, diagnose osv, potentielt meget lærerigt. Han bliver dog afbrudt halvvejs, da man konstaterer, at han ikke selv har set patienten, og herefter nedgjort fuldstændigt, helt unødvendigt, han kunne jo sagtens have redegjort for problemet alligevel, for mig at se.

Af de indlagte patienter har to nyreinsufficiens - ikke sjældent, oftest sekundært til ubehandlet hypertension, et stort problem her. Man ønske en nefrologisk vurdering og måske hæmodialyse - som man til stor overraskelse for mig kan her. Jeg besøger afdelingen. Den er helt nyindrettet, dirves af tre cubanere, nefrolog, kirurg og sygeplejerske. Der er to helt moderne dialyseapparater, afdelingen er ren, alt ser ud til at fungere. Man har ialt 12 patienter i HD. Pengene? Regeringen betaler - dog efter ansøgning, udvælgelseskriteriene ikke helt klare. Cubanerne er der for to år.

En del patienter indlægges med stor lever og ascites. Vi kan tage de basale blodprøver og udføre en god ultralyd, se en stor lever og milt, at der ikke er leverstase, og at der ikke er tumores, som næsten altid er - formodes at være? - hepatocellulært carcinom - men andre årsager, behandling? Serologi til undersøgelse for hepatitis B og C er NA. Reagenserne NA. Leverbiopsi NA. Ingen kanyler. Så behandlingen bliver symptomatisk spironolacton - det har vi.

Der er en del nye patienter, som giver anledning til at demonstrere mange facetter af både ekko og ekg, og PGerne bliver mere og mere ivrige, de har forstået teknikken og flere af dem kan på egen hånd, forstå hvad de ser, vurdere billederne og konkludere.
Så, trods alle problemerne - nogen har lært noget og kan selv. Det er hele umagen, arbejdet, modgangen og skuffelserne værd.

Efter en således vel afsluttet uge er det tid for udflugt til Kibuye ved Lake Kivu. Den eneste måde at nå dertil fredag er i privat bil, så jeg lejer den samme - med chauffør - som hentede mig i lufthavnen. Det tager godt tre timer til Hotel Eden Rock, hvor værelse er bestilt - glimrende beliggenhed helt ned til søen, udmærket mad - men bedbugs. Så næste dag skiftes logi til Bethanie lidt længere et par km til fods - her er til gengæld helt vidunderligt. Ned til søen, rent, god mad, lille terrasse med et par timer med en bog.
Eneste minus er ankomst af et selskab af lidt vel højrøstede russere ud på aftenen, men de dæmper sig dog efter en venlig opfordring, så det bliver en nogenlunde rolig nat.
Og min mobil virker her - det gør den ellers ikke i Rwanda - men her får jeg kontakt via Congo på den anden side søen og kan sms-e hjem. Via Congo.

To busser hjem til Butare, det går nogenlunde nemt, vejen er god. Den er iøvrigt bygget af kinesere.

I morgen sidste arbejdsdag i Butare, derefter afgang til Kigali.

Organisation?

2008-10-17T09:09:00.000+02:00

Butare,16.10.2008

I dag kan vi ikke tage røntgenbilleder. Der er ikke mere film.
Jeg ville gerne se laboratoriet, og en af PGerne fulgte mig derned. Der er temmelig langt, måske 500m.
En gammel bygning, men store lokaler med masser af plads, meget personale og mange maskiner, hvoraf jeg kunne genkende en del - men cirka halvdelen ude af drift. Apparaterne er typisk donerede. Der følger så en lille mængde reagenser med, og når de er brugt, er det slut. Eller apparatet får et teknisk problem - og der er ingen tekniker. Analyserepertoiret er derfor begrænset til de mest almindelige ting. Blodgasanalyse kan fx ikke udføres, heller ikke på intensiv afdelings respiratorpatienter, selvom der er to nyere apparater.
Det er ud til at være et spørgsmål om organisation og ikke om penge.
Sygehusets computere fungerer fint. Bilerne i byen er velholdte, ingen defekte vrag ses.
Når der skal tages blodprøver på sygehuset i vagten, tages de af sygeplejerske eller lægen. En pårørende skal så gå ned på laboratoriet med prøverne, som så bliver analyseret. Hvis familien kan finde laboratoriet. Og hvis der er reagenser.

Har i dag overværet to af mine PGer foretage ekko, med tilfredsstillende billeder og korrekt konklusion.
Og set lyset i en andens øjne, da han for første gang i sit liv føler sig kompetent til at beskrive og konkludere et ekg.
Noget kommer der ud af mit besøg.

I weekenden vil jeg prøve at komme til Lake Kivu, ad en anden og lidt bedre vej. Der er gode hoteller - siger min guide - og der er plads. Transportmiddel er under afklaring, men der viser sig nok noget.

Så alt er såre godt.

Tålmodighed, indlevelsesevne, flexibilitet

2008-10-15T14:27:00.000+02:00

Butare,15.10.2008

Kvaliteter, som jeg mener at have - og i dag blev de sat på en yderligere prøve.
Morgenkonferencen kunne fortælle om 4 patienter. Gennemsnittet er kun 3-4, hvorfor? Dog mange outpatients dagen igennem, en del indlægges, vi hører kun om de akutte fra vagten her.En med et uklart, men ikke alvorligt billede. En med hovedpine, svimmelhed og kranienervepareser - sandsynlig neurocysticercose. En med langvarig diarre. Og endelig en 22-årig, indlagt kl 21, som havde født, og som nu havde udviklet dyspnø og hypotension. Rtg thorax viste kæmpehjerte og svær stase - sansynlig postpartumkardiomyopati. Blev behandlet på sengeafdelingen (!) med dopamin og døde kl 02. Mit spørgsmål om ekg - det tager vi kun om eftermiddagen, men det var bestilt. Og kun var så umonitoreret, så hvad der egentlig skete, står hen i det uvisse. Den tyske neurolog var forbitret over, at pt ikke var blevet sendt til intensiv, hun havde dagen før haft en pt med svær tetanus, som også var behandlet på sengeafd - men der er få pladser, og det er ikke meget, de kan gøre, udover at monitorere, jævnfør min takykardipatient.
Mit spørgsmål om denne - jo, hun havde fået magnesium og havde det godt, var nu på sengeafd og skulle hjem.
Vi gik over til hende. Hun så ganske rigtigt ud til at have detgodt, sad op i sengen. Jeg ville gerne se et ekg nu. Vi forsøgte med det netop donerede en-kanal skriver apparat, men kunne ikke få liv i det. Fred med det. En stetoskopi kunne så afsløre, at hun fortsat havde hjerteaktion 180 og umåleligt blodtryk. Tilbage til intensiv - til hvad - jo, monitorering og iv digoxin, nu vi intet andet har, men nej, NA. Et a de mest velkendte og billige stoffer, kendt overalt, men NA. Så nu prøver vi med 1200 mg Cordarone og peroralt digoxin - vi har ikke andet. Og lidt saltvand, jo.
Jeg har spurgt høj og lav, hvorfor vi ikke har tingene, men får ikke forståeligt svar.
På længere sigt burde hun ablateres, af pædagogiske grunde nævner jeg det, de har hørt om det, men selvfølgelig NA.
Og hvorfor DC-maskinen ikke virker - men det er der så meget, der ikke gør. Laboratoriet er fuldt af fine apparater, som ikke fungerer. Og et ekg-apparat, som kan bruges om eftermiddagen.
Jeg troede vi skulle se på i hvert fald tre ptt, sommangelde ekko fra i går og fredag -men sådan gik det ikke. Jeg endte hos en patient med mulig tuberkuløs meningitis - og siden hos endnu en neurocysicercose, der skulle lumbalpunkteres. Det blev hun ikke den formiddag, for nålen kunne ikke fremskaffes. Indikationen var nu også efter min mening spinkel, så jeg pressede ikke på. Uden for stuen står en mand med et thoraxbilledeog et ekg, han er fynktionsdyspnøisk. Ekg viser hurtig atrieflimren og venstre grenblok, thorax stort hjerte og stase. Vi bruger ham som undervisnings-ekko, PG-erne prøver alle og får ret hurtigt frem den store, dårligt fungerende ventrikel, det store atrium og ingen primær klapsygdom - så sagen er klar, og behandlingen kan de - starter i fuld dosis af alt, dog.
Og så går giver jeg en times ekg-undervisning - med tavle og kridt, men det går nu fint. Skal der bruges pc-er, skal jeg bruge min egen, og jeg gider ikke slæbe på den hele tiden. De er igen kvikke, en time om takykardi og grenblok inspireret af de to patienter.
Har nogen prøvet at DC-konvertere? Jo, engang for år tilbage har en set det - siden har apparatet været i udu.

Til frokost trænger jeg til et solidt måltid. Jeg spiser ikke meget, her endnu mindre, og gerne vegatarisk. Jeg ser steak på menuen - vælger det i dag og får fisk. Som jeg meget gerne spiser, men lige i dag -

I eftermiddag skal jeg give en lecture mere på min medbragte pc -jeg har ikke adgang til andre, men det går.

Butare,15.10.2008

En god dag.
Morgenkonferencen præsenterer en pt åbenbart malign tumor på halsen og endnu et tetanus-tilfælde.
Herfter redegør jeg for takykardi-patienten, som jeg ikke har nogen medicinske muligheder for at behandle - og værst af alt, defibrillatoren er i udu.
Ingen særlig reaktion. Sådan er det ofte i vort land. Defbrillatoren er næsten helt ny.
Jeg diskuteren sagen lidt med neurologen. Hun har jævnligt været i lignende situationer, fx uden diazepam til en pt med tetanus - så nu har hun selv skrevet de vigtigste ting hjem fra Tyskland, som hun opbevarer på sit kontor.
Og det er ikke bedre i Kigali, siger hun.
Herefter går det slag i slag med cases af syge hjertepatienter - klapsygdomme og hjerteinsufficiens, en svær, exudativ pericardit, ingen iskæmikere. Hypertensiv hjertesygdom og stroke. Og det har jo sin forklaring. Tobak bruges meget lidt, jeg har endnu ikke set nogen ryge på noget som helst nogen steder. Lungecancer en sjældenhed. Alle er konstant i bevægelse, kosten er overvejende vegetarisk - ingen fastfood - meget få overvægtige. Hypertension? Også et problem for sorte amerikanere. Måske fordi de er bedre til at gemme på vand og salt - jeg noterer, at ingen drikker noget overhovedet arbejdsdagen igennem.
Afslutter formiddagen med en times ekg-undervisning, der falder på et tørt sted. Senere på dagen skal en af dem have en time ekstra. Han er uddannet i Kinshasa - hans baggrund er, at han er født og opvokset der, og altså læge derfra. Men hans far i rwander, hans mor kongoleser. Og da Rwanda faldt i unåde i Congo for ca 10 år siden, blev faren, efter at have undervist i 20 år i Kinshasa, slået ihjel, det samme gjorde en bror. Så mor og søn flygtede til Rwanda. Han får en time ekstra i ekg.

Stuck in Kamembe

2008-10-13T17:19:00.000+02:00

Søndag morgen - havde jo egentlig bestemt mig til at blive i Butare, men nu havde jeg været rundt i det meste - så jeg spurgte i hotelreceptionen, hvordan mulighederne var for at tage en tur til Cyangugu, gennem Nyangwe forest. Jo, det ville tage 2-3 timer, jeg skulle blot sørge for a tage hjem senest kl 16. Klokken var da kun 8, så det så rimeligt ud. Busplan findes ikke,men jeg tog en taxaknallert hent til busholdepladsen.
Jo, der var en bus til Cyangugu - stor, almindelig bud i rimelig stand. Afgang kl 10. Drysser rundt og ser på livet, bussen fyldes efterhånden nogenlunde op - men et kvarter før afgang går alle over i en minibus. Hvorfor lykkes det mig ikke at få forklaring på - jeg gætter på, den er billigere, men måske er der et problemmed den store, den kører i ihvert fald tom kort efter.
Men den lille er ikke tom. En 10-personers minibus, som der stoppes 30 ind i - kender det fra Indien, der er altid plads til en til. Det bliver en lang tur 4½ time, og den sidste halvdel på elendig vej gennem skoven. Men en smuk tur, gennem landet med de tusind høje, og skoven. Ser et par aber, ellers intet særligt. Bussen er går flere gange i stå på dårlig veje og kommer med meget ildevarslende lyde, men ingen tager sig af det. Tredive personers sved, kropsvarme mm og kraftig benzinlugt intensiverer oplevelsen - og pludselig er vi så i Kememebe - og det er Afrika. Næste bus tilbage? I morgen. Ikke i dag? Nej. Ingen kører efter mørkets frembrud. Og meget få taler engelsk, men der kommer overraskende mange franske ord ud af munden på mig - man kan når man skal?
Første punkt er herefter en kold øl. Det går nemt og hurtigt. Næste punkt at finde et sted at bo. Det bliver et guesthouse i udkanten af byen, fordi jeg ser, der er internet - det er der så ikke alligevel - not functioning. Men der er roligt og rart. Tilbage til byen med knallertaxa, der kender en internetcafe, hvor der kan sendes besked om, at jeg bliver forsinket på arbejde mandag. Og så drysse lidt rundt og se på livet i byen, venlige, imødekommende, men helst fransk - eller kinyanrwanda. Lidt aftensmad.
Overnatning uden problemer, man kan jo klare sig et enkelt døgn uden at børste tænder osv. Op med solen kl 6, på vejen til byen masser af børn og unge i skoleuniform og/eller bøger under armen - det ser godt ud. Det ser ud, som om der er en katolsk skole i nærheden. Forhører mig om busafgang - fra nu og indtil kl 2. De kører, når de er fyldt op. Alligevel støder jeg ind i bus af meget bedre standard end gårsdages og flertallet, men en person pr sæde, og betaler den lille merpris. Denne gang tager det kun 4 timer - vi holder ikke helt så mange gange - og jeg sidder langt bedre og kan selv passe ventilationen fra et vindue.

Hejmme på hotellet gør det godt med bad, ren tøj og en omelet - og så afgang til hospitalet. De har fået min besked og har tre patienter klar - har dog selv dannet sig en opfattelse, som jeg tror er korrekt - men vi kan ikke komme til ekkomaskinen nu, den er optaget af gynækologen. Så vi tager et ekg i stedet for med den nye donation - har de ikke teknikere til det, jo, men de vil gerne lære det. Al ære værd. Og jeg ser, mit ekg-kursus allerede har båret frugt - korrekt diagnose.

Butare, weekend

2008-10-11T17:59:00.001+02:00

I weekenden havde jeg tænkt på at tage en tur i den nærliggende Nyungwe nationalpark, en bjergregnskov. Rwanda er et bjergland, fra 15-2500m. Butare ligger i 1755, Kigali godt 1500. Derfra måske videre til Lake Kivu, søen som ligger mellem Rwanda og Congo.

Men det har jeg udsat til næste weekend, da jeg gerne vil have lidt mere fornemmelse for stedet her, se på byen og dens mennesker.
Dagen starter med sol, men snart kommer der en kraftig byge, herefter lidt vekslende, lidt regn af og til, halvskyet, behagelig temperatur. Det gælder klimaet generelt pga højden. Og vi er i den lille regntid, fra september til december.

Så jeg har drysset rundt på markedet, været en tur på kinesisk restaurant, set genocide memorial. Der var nu ikke så meget at se, men jeg tog et enkelt billede - men det må man heller ikke. Ved indgangen til markedet sad to tiggere, de eneste, jeg har set, blinde, tror jeg. Et billede, hvor de var med på blev der også viftet med fingrene af - man ser åbenbart ikke gerne de negative sider fotograferet. Forståeligt vel, historien taget i betragtning.
En lokal øl - udmærket, billig og stor på min favoritcafe Faucon på main street. Her bliver jeg kontaktet af en venlig, ikke helt ung, dårligt gående mand, som jeg tidligere havde mødt og talt med ved universitetet. Min plan er at gå ud og se Nationalmuseet, han vil gerne slå følge. Egentlig ville jeg helst gå selv, men også gerne være venlig og åben. Så vi går derud. Han kommer gratis ind og vil gerne forklare mig de ting, jeg sagtens kan læse mig til, men museet er absolut turen værd. Da vi er færdige, er det blevet regnvejr, og jeg ser mig om efter kørelejlighed tilbage. Mens vi venter, skal vi udveksle adresser osv, og jeg får lidt at vide om, hvor svært alting er med penge især - han har kone og 4 børn hjemme. Hvad laver konen da nu? Hun passer landbruget - jeg nøjes med at tænke, hvorfor han ikke hjælper hende, men han får selvfølgelig lidt ud at hjælpe turisten, måske mere end arbejde med jorden kan give, da han har skaffet mig kørelejlighed - motorcykel! Men jeg skal skam have styrthjelm på, og han kører pænt hjem til Credo.

Butare, dag 3

2008-10-10T16:07:00.002+02:00

Spændende, forvirrende, deprimerende, opløftende.

Morgenkonferencen i dag forelagde også tre patienter. En 20-årig kvinde med kramper og flere andre tegn på forhøjet intrakranielt tryk. Behandlet med diazepam og fenemal - og afventer CT - i Kigali. Landets eneste CT-skanner er 130 km herfra. Den tyske neurolog redegjorde for de hyppigste erfaring med epilepsi her - mange er cysticercose, nogle kronisk meningitis, enkelte tumores. Genuin epilepsi lidt uafklaret. Næste pt har sandsynligvis hepatocellulært karcinom - stor, knudret lever. Bliver ultralydscannet i dag ved radiolog,som kommer en gang om ugen fra Kigali. Af samme grund kan jeg heller ikke ekkokardiografere i dag - det er den samme maskine, i dag altså besat af radiologen.
Jeg hægter mig på medicinsk stuegang med mine PG og en enkelt 2-års kandidat - forvirrende, springende. Intet hjælpepersonale, ingen sygeplejersker at se - de kommer senere og tager værdier og giver evt medicin, samarbejdet kan jeg ikke få øje på. Af de 20 senge er tre tomme. I tre ligger pt med sansynligt hepatocellulært karcinom, i to terminale ptt med hhv levermetastaser og hiv (prævalens hidtil 13%,men faldende vist til ca 8). I en anden pt fra i går med chordaruptur i højre ventrikel, resten fik jeg ikke styr på, da jeg blev kaldt til en intensiv pt.
Denne viser sig at være en midaldrende kvinde, der har været indlagt i 5 døgn med en hjerteaktion på 180. Kendt med mitralinsufficiens. Der er ikke taget ekg - det har intensivafd ikke. Hun har fået Cordarone peroralt i halv dosis og dopamin pga vigende BT, men er iøvrigt ganske upåvirket.
Det viser sig nu, at medicinsk afdeling netop som donation har modtaget et lille, transportabelt ekg-apparat. Vi lover at komme tilbage senere med dette.
Vi pakker det ud i outpt - det viser sig desværre at være en besværlig en-kanalskriver - det kan donatorerne ikke være bekendt. De lange strimler er besværlige at have med at gøre, at arkivere osv, men naturligvis kan det bruges. Imens er der dukket en ung man op med kendt Steno-Fallot. Han har tiltagende symptomer, det kan ikke oplyses,om han er skrevet op til operation. Men nu vil han have medicin, fordi han har fået det dårligere. Ingen medicin hjælper på den sygdom, men han kan da blive testperson til ekg-apparatet, det lykkes, og han har som forventet svær højresidig hypertrofi og belastning. Vi anbefaler atter operation - kan jo ikke lave ekko i dag.
De unge kolleger kan ikke med deres avancerede stetoskoper høre VSD-mislyden - men efterhånden kommer det.
Så ligger der en 12-årig pige med funktionsdyspnø. Hun har ved klinisk undersøgelse alle tegn på svær aortainsufficiens - mine unge kolleger har det meget svært med at finde ud af mislyden, men skal jo igen lære. Ekg med det nye apparat viser som forventet svær venstresidig hypertrofi. Vi må vente med ekko. - Midt i det hele kommer neurologen brasende med CT-billeder med cysticerkose.

Og vi skal jo på intensiv afd og tage ekg - det lykkes. Pt har som forventet AV-nodal reentry. Behandling er adenosin iv - det er not available. Verapamil kan bruges - NA. Flecainid naturligvis også NA. Cordarone iv NA. Så må vi DC-konvertere. Vi får fat på narkoselægen - men defibrillatoren er i udu, har vist ikke været i brug i årevis. Så pt har stadig en hjerteaktion på 180. Det går nok over engang. Medicinen kan muligvis fås i Kigali - hvis pt har nogle pårørende,der kan gå ud i byen og købe det der.

Så er der ekg-undervisning. Meget varierende teoretiske kundskaber, og ingen praktisk erfaring. Men vi kommer fremad, synes jeg, evnerne er der,og viljen til at lære er stor. En af de unge er uddannet i Kinshasa - han er kvik, men kan næsten intet om ekg og får en ekstra time og er meget interesseret og taknemlig.

Efter arbejdstid vil jeg gerne lidt på nettet og kommunikere bla dette. Der er et rum med 8 pcer, som alle fungerer - men forbindelsen er ekstrem langsom. Det hjælper selvfølgelig ikke, at en bruger forbindelsen til musik og film - hørligt.
Der er også trådløst netværk, men det er endnu ikke lykkedes mig at få et password. Senere forsøger jeg på en netcafe i byen - men det er lige så langsomt.
Og så har jeg været i banken. Jeg fandt ganske vist en ATM, men den var out of order. I banken følte jeg mig hensat til Indien. Langsomt, langsomt, mængder af papir, underskrifter og stempler - men det lykkedes da.

Og så har jeg fået et nyt værelse på hotellet - mit første var stort, men meget mørkt, ingen vinduer. Men nu har jeg en lille balkon med udsigt over dalen.
I weekenden havde jeg tænkt på en udflugt til en nærliggende nationalpark - men jeg bliver og suger til mig her, har også en weekend mere her.

Og jeg ligger ikke på 5(6). døgn med en hjerteaktion på 180 uden praktisk mulighed for behandling.

Butare, dag 2

2008-10-10T15:46:00.002+02:00

Jeg er med fra morgenkonferencens start kl 07.30. Forsædet har afdelingschefen, dr Mukibi. Af seniore læger deltager desuden en anden rwandisk læge, som jeg endnu ikke kan placere, og en tysk neurolog, som har været her et år. Deltagere i øvrigt ca 20 unge læger og studenter og mine 5 postgraduates (PG). De indlagte patienter i døgnet forelægges af afgående vagt, som vi kender det, detaljeret og kompetent. Det undrer mig, at der kun var tre.
Efter konferencen går alle i hver sin retning, jeg er lidt desorienteret, men hænger på en af mine PG, som straks viser mig to hjertepatienter, jeg ikke så dagen før, og beder mig kontrollere hans ekkofund. Det viser sig, at han har lært lidt ekko af en besøgende tysk kardiolog og er ganske god til teknikken, men behøver hjælp til fortolkning. Vi går det igennem og når frem til en diagnose – chordaruptur i højre ventrikel med svær tricuspidalinsufficiens, klart operationskrævende. En raritet, jeg har aldrig set lignende. Endocarditis? Der er et lungeinfiltrat, vi beder om dyrkninger fra blod og opspyt.
Ekkomaskinen er en lidt ældre model, men aldeles udmærket, bortset fra, at den ejendommeligt nok mangler en continous wave-funktion, som er ret essentiel – men det har den altså ikke.
Herefter dukker lidt uventet to stroke-patienter op, ledsaget af neurologen, som gerne vil vide, om det kommer fra hjertet. De har begge hypertensiv hjertesygdom og den ene atrieflimren og dermed er den sandsynlige årsag fundet, selvom der ikke findes andet forkert. Antikoagulation er ikke mulig. Dels er der ingen mulighed for INR-kontrol efter udskrivelse, dels er universitetssygehuset udgået for den relevante medicin – den kan muligvis købes i Kigali, 130 km væk. Men de pårørende løser problemet for os, med den ældste patient, som er 68 og vist ikke uden midler. Nu har hun været indlagt i to uger, og er ikke blevet bedre. Hun er forhekset, mener de, og skal hjem. Og det er da heller ikke meget, der er gjort eller kan gøres, udover en Magnyl, som ikke gør fra eller til for hendes bestående, venstresidige hemiparalyse.
Og så skal der undervises. En times teori om ekko, med hovedvægt på praktisk anvendelighed, og en times praktisk undervisning. Interessen er stor, men opgaverne mange for de unge – specialet kardiologi findes slet ikke i Rwanda, det er intern medicin det hele – som i Grønland. Der er to kardiologer i landet, den ene er læge for præsidenten, den anden har privat praksis. Behovet er også mindre i denne del af verden, hvor iskæmisk hjertesygdom ikke findes – endnu. Jeg er egentlig heller ikke meget for at være udnævnt til kardiolog, men det er jeg altså, og professor selvfølgelig. Og den mest interesserede af PG-erne har allerede spurgt om råd til sin afhandling – jeg er ikke ganske klar over niveauet eller hvad det i øvrigt betyder.
Operation for hjertesygdom er mulig to gange om året, et hold fra udlandet.

Efter dagens arbejde spørger jeg om lov til at tage billeder fra hospitalet, det er ikke noget problem. Jeg tager lidt hist og her, men bliver så antastet af en bevæbnet vagt, der konfiskerer mit kamera. Det viser sig, at jeg har fotograferet indlagte fanger. Der er endnu 100000 af dem, hvoraf de fleste endnu afventer retssag, så der må nødvendigvis også være en del syge og indlagte – og let genkendelige I lyserød dragt – men jeg var langt væk, havde ikke bemærket dem, og var iø ikke klar over forbudet, men det er jeg så nu. Jeg fik kameraet igen efter af have slettet det famøse billede samt en længere forhandling.
Og det er kun 14 år siden, de lyserøde slog mere end 800000 af deres naboer ihjel med køller, hakker og knive – det må naturligvis sætte spor.

Så en tur rundt i byen, med en kold øl. Lidt regn. En del mennesker, men slet ikke den vrimmel, jeg kender fra Indien. Enkelte teenagere vil fotograferes, børn snakker og smiler, de unge piger fniser og spørger – på fransk – om klokken, og da jeg kommer med et par høflighedsfraser på kinyanrwanda, står munden ikke stille – på kinyanrwanda, og jeg forstår naturligvis intet. Det minder – også – om Grønland. Men stort set kan jeg gå I fred, ingen forsøger at prakke mig noget på, ingen tiggere. Der er nogenlunde rent, intet plastic flyder (plasticposer er forbudt!), mange motorcykler, ligesom bilerne næsten alle I meget god stand, ingen vrag. De fleste velklædte. Ingen ser ud til at sulte. Det er svært at forstå, at det er et af verdens fattigste lande – men jeg er jo også i en universitetsby og den gamle hovedstad.

Butare, Rwanda

2008-10-08T16:16:00.000+02:00

8. oktober 2008

Venlighed, imoedekommenhed, aabenhed, interesse - et saerdeles positivt indtryk af foerste doegn i Rwanda.

Helt siden mine helt unge dage har jeg gerne villet arbejde ogsaa i Afrika. Men nu blev det altsaa Danmark og Groenland - og saa lidt i Indien og de oevrige skandinaviske lande. Det har nu heller ikke vaeret saa daarligt - men da det ikke laengere var sjovt i Groenland, fik jeg oeje paa traveltoteach.dk, en ung organisation, som vil hjaelpe med til at uddanne rwandiske speciallaeger. Efter folkemordet forsvandt en stor del af specialisterne, saa nu er der naesten ingen, 50 i hele landet i alle specialer, og ioevrigt ca en laege pr 40000 indbyggere (1 pr 300 i Dk - laegemangel?).
Der er 500 medicinske studenter, ca 50 i videreuddannelse - men ingen til at laere dem praksis - her kommer traveltoteach saa ind.
Udsendelse paa vilkaar analoge med laeger uden graenser, dvs rejse+bolig betalt og 200 kr/dag - det raekker jo fint derude.
Jeg blev godkendt med aftale om udsendelse i oktober en maaned i foerste omgang, evt mere efter nytaar, idet man gerne vil etablere en stafet af danske laeger - men al begyndelse er svaer, interessen begraenset og pengene smaa.

Men nu er jeg her. Ankom i aftes fra Bruxelles - venlige, smilende toldere, visamanden oensker velkommen. Kufferten er der, chauffoeren er kommet til tiden som aftalt for at koere mig de to timer gennem tropenatten til Butare, som er den gamle hovedstad og derfor universitetsby.
Bedste hotel i Butare, men det er Afrika. Men der er rent, varmt og koldt vand og hverken kakerlakker, bedbugs eller myg. Og tilmed en lille pool med have.

Naeste morgen kl 7.30 ringer universitetet, om jeg er klar. Det er jeg - hentes i bil, men det viser sig nu siden, at det er lige saa hurtigt - og lidt sjovere, synes jeg - at gaa.
Introduceres af dekanen, den medicinske chef tager over og viser mig rundt paa afdelingen, som har ca 80 senge. Ikke europaeisk renlighed osv, men nogenlunde orden, saavidt jeg kan bedoemme.
Jeg faar ansvaret for 5-7 postgraduates uddannnelse i kardiologi med 2 uger i Kigali og 2 i Butare, vi laegger straks ud med en presentation af 6 cases. De er velforberedte, har taenkt, stiller relevante spoergsmaal og er enormt hungrige efter viden og praktisk uddannelse, det teoretiske kan de paa linie med danske laeger, er mit umiddelbare indtryk, og vi er straks paa boelgelaengde.
Og alle 6 patienter er svaert syge, jeg har ikke set lignende, heller ikke i Groenland, det er til at faa oeje paa patologien. Tre af de seks har monstroes tricuspidalinsufficiens og svaer ascites. Aarsag? Stroke er hyppigt, selvom iskaemisk hjertesygdom naesten ikke forekommer - som Groenland for ikke laenge siden.

Og nu siddder jeg i 30C og forbereder morgendagens undervisning. Butare ligger 1775 moh, saa der maa vaere varmet i Kigali (som dog ogsaa ligger hoejt).

Billeder paa picasaweb.google.com/jensjk.

Mere foelger - naar jeg, varmen og nettet her vil.

Færøerne

2008-08-27T16:44:00.002+02:00

Jeg vikarierer nu på Landssygehuset i Torshavn, en uge i august og tre uger i september.

Næsten alt personale er færøsk, arbejdssproget er færøsk, journalerne skrevet på færøsk. Jeg er også ved at kunne forstå meningen med det skrevne sprog -

I går gik jeg efter arbejde i en færøsk bank og oprettede en færøsk bankkonto med mit færøske personnummer. Derfra gik jeg ind til min færøske kafe og fik en færøsk fadøl. Jeg spurgte den færøske bartender om der ikke var noget sted, man kunne købe en øl med hjem - ikke nødvendigvis, men gerne færøsk - men kun et sted på Færøerne er det muligt! Så købte jeg et færøsk postkort med et færøsk frimærke og sendte til Gudrun og gik hjem og så på min udsigt over Færøerne.

Det var midlertidigt holdt op med at regne.

I dag skinner solen endog.

Det danske sundhedsvæsen

2008-08-20T19:33:00.006+02:00

Min gamle mor, Gudrun, bliver i september 86. Hun var i september 2001 indlagt i Skejby og fik en behandling, der både fagligt og især menneskeligt var helt i top. Hun blev ikke udskrevet, før alt var på plads og i orden. Jeg blandede mig ikke - det var der ingen grund til.
Siden er det gået tilbage - for hende og hendes behandling i det danske sundhedsvæsen.

Desværre er nedentående resume ganske karakteristisk for behandlingen af gamle mennesker på de store sygehuse:

September 2007
Indlagt Århus Amtssygehus, AMA, pga dyspnø og svimmelhed. Der er holdepunkt for GI blødning. Jeg ringer til afdelingen, man havde fundet hende inkompenseret, forhøjet creatinin, forhøjet CRP. Pauseret Marevan. Ringer igen dagen efter, man planlægger udskrivelse den følgende dag efter ?scopi. Denne udføres, efter 20 timers faste, viser intet sikkert? Udskrives nogle dage senere - med Marevan.

Ultimo juli 2008 Indlagt på afd V efter rectalblødning. Man giver en portion blod, foretager sigmoideoscopi, som ikke viser noget, tilskriver blødning INR 4.5 og udskriver. Marevan?

Primo agust 2008 Genindlægges på afd V pga rectalblødning. Efter 4 opringninger kommer jeg frem til en, som fortæller, at hun får for meget Marevan, men at hun ikke bløder længere. Man påtænker ikke flere undersøgelser. Jeg beder om at tale med en læge, det er ikke så nemt, er beskeden. Senere på dagen opringning fra Dalgas. Gudrun er nu udskrevet fra afd V. Man foretog ikke undersøgelser, men tilskrev vedvarende blødning Marevan. Jeg kontakter vikar for egen læge og beder ham seponere dette, det er han enig i og indforstået med. 080808 I aftes ringes jeg op af hjemmesygeplerske fra Dalgas, tilkaldt pga blødning. Frisk lyserød, arteriel blødning. Får tilsyneladende fortsat Marevan. Vil kontakte vagtlæge. I dag finder jeg så ud af, at hun er indl på ASS, 240. En sygeplejerske der svarer venligt, at man har har forsøgt at få fat på mig, min bror og min far - jeg har ingen af delene. Men hun har det godt, ingen blødning, Hb 6.4, får vist blodfortyndende medicin, har hun selv sagt.

INR? Den kender hun ikke. Men hun skal vist til sigmoidesoskopi senre på dagen. Jeg ringer igen kl 14 - nu har man INR, 1.1. Hun får altså ikke Marevan mere. Jeg beder om, at skopøren ringer mig op efter undersøgelsen. Kl 18 er dette ikke sket, jeg ringer igen. Det lykkes mig at få fat på skopøren kl 19 - man har - naturligvis - fundet en tumor, i rectum. Ikke nogen almindelig cancer, men biopsier. Udskriver hende ikke nu, da hun er noget forvirret. Suk. Første indl for et år siden for samme problem, først nu, for 3. gang på to uger, finder man årsagen. En blødning har jo altid en årsag, kilden skal findes, uanset Marevan.

Jeg har som læge fuld forståelse for, at det kan være svært at stille en korrekt diagnose i tide.
Men jeg har ingen forståelse for slendrian, sjusk og arrogance.

Og jeg synes det er trist, at jeg har så mange eksempler - for dette er langtfra det eneste - på dårlig behandling af især gamle mennesker, der måske ikke forstår, hvad der foregår, og ikke råber op eller beklager sig. De højtråbende skal nok komme til og få deres ret.

Men det behøver ikke være sådan. Jeg arbejder også jævnligt på norske og svenske sygehuse, og her er det helt anderledes. Jeg nægter at tro på, at danske læger er dårligere end norske og svenske - men arbejdsmoralen er anderledes, hvilket også hænger sammen med strukturen. Der er en meget klar arbejdsfordeleing, den enkelte patients behandling er én bestemt læge ansvarlig for - og lever op til. Er der begået en fejl, er noget glemt eller udeladt, er adressen klar. Det minimerer risikoen.

Vi må også kunne organisere er system, hvor patienten har en patientansvarlig læge. Det har man talt om i de 35 år, jeg har været læge - men meget lidt er sket. Interessen er ikke stor nok.

Det er et spørgsmål om holdning.

I de 35 år har der også været en udvikling, der gør det sværere. Vi har effektiviseret i en grad, der giver meget lidt plads til gamle med ofte komplicerede medicinske sygdomme - eller måske mange almindelige sygdomme, der kræver tid og omtanke.

For mig at se er det vigtigste, når patienten bliver indlagt, blevet at få dem ud igen - på grund af pladsmangel. Det er, som om formålet med indlæggelse alene er udskrivelse - men der skulle jo gerne være opnået noget undervejs. Yngre og ældre kolleger bruger en stor del af deres tid på ikke at modtage patienter - fordi de ikke har plads. Ørkesløse, ufrugtbare og ødelæggende diskussioner med kolleger på andre afdelinger, som heller ikke har plads. Den forsvarsløse gamle må vente eller kastes rundt - eller udskrives uden løsning.

Systemet opfordrer til overfladiskhed, lette og hurtige løsninger - som ikke er løsninger.

2008-04-16T18:53:00.001+02:00

14 vintre og 4 somre i Grønland

Forkortet version, bragt i Ugeskrift for Læger 15. september 2008.

Fuld version er næste indlæg i blog.

Engang i 1983, hvor jeg året før var blevet speciallæge i intern medicin, ville jeg prøve noget helt andet. Det blev til ialt 15 måneder ved Dronning Ingrids Hospital, Landshospital for Grønland, i 1984-85. Vi var dengang to overlæger til at bestride hele den interne medicin i hele Grønland, med alle subspecialer, inklusive tilgrænsende som pædiatri – herunder neonatologi – og anæstesiologi samt oftalmologi – ud fra princippet om, at alt, der ikke er kirurgi, er medicin. Og kun to kirurger, ingen gynækolog. Radiolog havde vi heller ikke. Takket være en god kollega blev det en oplevelse for hele familien, fagligt og socialt, afsluttende med en konsulentrejse med båd til alle Sydvestgrønlands byer og bygder.

En gang Grønland, altid Grønland. En fantastisk natur, venlige mennesker, et spændende arbejde - over 25 år er det blevet til ialt 14 vintre og 4 somre i landet.
Overvejende vintre? Jeg var blevet overlæge i Frederikshavn, og der er smukt i Vendsyssel, mest forår og sommer, med bøgeblade, mælkebøtter, Kattegat og Vesterhav – mens vinteren som de fleste steder i Danmark kan være tung, grå, våd og mørk - mens der er smukt i Grønland om vinteren, hvor sneen altid lyser op, selv når solen ved solhverv kun er på himlen 4½ time. Men det er dog kun en time mindre end i Danmark i hver ende, til gengæld varer tusmørket 1½ time . Måske mindre lys – men det føles ikke sådan, takket være sne, sol, nordlys og stjerner. Og det lykkedes mig i en årrække at få en aftale, hvor jeg var overlæge både i Grønland og i Frederikshavn - med arbejde i Nordjylland om sommeren og i Grønland om vinteren.
Og jeg arbejdede meget begge steder – kunne føle, at det største problem var, at man – forståeligt nok - begge steder mente, at jeg skulle holde ferie, når jeg var det andet sted! I årenes løb blev de to medicinsk overlæger blev opnormeret til tre, to kirurger blev til ni. Radiolog var kommet til, ligesom anæstesiolog, og forbigående tilmed øjenafdeling samt ørelæge.

Men altid et spændende arbejde. I den grønlandske interne medicin ser vi alt det, der beskrives i Medicinsk Kompendium - også det med småt - og hertil de ti procent, der ikke beskrives nogen steder

I arbejdet indgår også konsulentvirksomhed for landets øvrige 15 sygehuse, idet hører til DIHs opgaver at yde bistand, telefonisk, fax, mail og fysisk til disse. Under disse talrige konsulentrejser til efterhånden alle landets sygehuse har jeg udført ialt ca 1700 medicinske tilsyn (3% af befolkningen), ofte medbringende ultralydscanner og udstyr til kontrol af pacemakere.

Og det blev mere og mere spændende i Grønland, mens det gik den anden vej i Frederikshavn - så i 2001 sagde jeg op der.

Meget havde udviklet sig i en med mine øjne uheldig retning, og jeg gik ikke længere på arbejde med glæde i sommerhalvåret – og jeg er i dag meget glad for, at jeg forlod det danske sundhedsvæsen på det tidspunkt, til fordel for fortsat vinterarbejde i Grønland – og lidt om sommeren også.

Det første sommerarbejde blev et eventyr i Tasiilaq i Østgrønland – det smukkeste Grønland, jeg kender. Vildt, forrevet, stejlt, farligt, is, blomster, vand, smukt (jensjk.dk/tasiilaq). Jeg havde været på sygehuset nogle gange tidligere som medicinsk konsulent og kendte derfor stedets chef, Hans Christian Florian, som en engageret og samvittighedsfuld kollega med evner i de fleste hjørner af faget, omend med størst kirurgisk interesse. Men han ville gerne ansætte mig som sommervikar med løfte om kirurgisk opbakning, så sådan blev det. Den første måned blev hurtigt forlænget til to, hvor jeg blev oplært i den basale almen medicin med østgrønlandsk kolorit samt nogen chirurgia minor. Og i fritiden gik jeg i fjeldet – på næsten samtlige de toppe, man kan se fra sygehuset, og lidt flere. Weekend under åben himmel – nej, det er ikke koldt, for det blæser ikke. Dvs hvis det gør, blæser det virkelig meget – men det er sjældent. Bygdebesøg. Gletschervandring. En tur til Ammassalik-øens højeste fjeld (1350 m), vist ikke besteget de sidste 10 år – siden HC var der sidst.

Det gav blod på tanden, så det følgende år blev det Narsaq i Sydgrønland – mere grønt, får og storis, men ikke mindre storladent, med mange ture i fjeldet – og afsluttet med en 50 kms vandretur fra sygehuset til afgangslufthavnen i Narsarsuaq, via bla Qassiarsuk, Erik den Rødes Brattahlid (jensjk.dk/narsaq).

Året efter var Hans Christian tilbage i Tasiilaq efter en afstikker til Norge, så han lokkede mig til at vikariere igen – det var nu ikke så svært – men det blev til, at vikariatet blev indledt med en tur med ski og hundeslæde over indlandsisen. Så jeg fløj til Kangerlussuaq, sluttede mig til ekspeditionen der, så på 18 dage krydsede vi isen. To dage efter ankomsten til Tasiilaq startede mit vikariat – mig bekendt er ingen andre ankommet til deres distriktslægevikariat på den måde. - Og året efter var han der igen, Hans Christian – denne gang skulle vikariatet starte med en tur på ski rundt om Forel-massivet, Grønland næsthøjeste fjeld på grænsen mellem store gletschere og indlandsisen – i et ufattelig smukt fjeldlandskab (jensjk.dk/forel). Jeg sagde ja.

Og atter et år med megen fjeldvandring. Mere end en gang har jeg tænkt, under disse ture i fjeldet: her går du, i noget af den smukkeste natur, der findes i verden. Du er kommet hertil ganske gratis – og så får du oven i købet løn for det. Hvorfor er der ikke flere, der gør det?

Nye tider

Medicinsk afdeling har især siden 02 ændret sig meget. To meget dynamiske kolleger har hjemtaget mange behandlinger, biologiske behandlinger af autoimmune sygdomme samt en stor del af den medicinske onkologi. Reservelægestaben er udvidet til 5, der er til stadighed to turnuskandidater i samarbejde med kirurgisk afdeling, lægeklinikken (almen praksis) og enkelte distriktssygehuse – blandt andet Tasiilaq. Der er tilkommet fast børnelæge siden 2004, en stor lettelse for medicinerne (men reservelægerne skal stadig kunne det hele). Afdelingen deltager også i studenterundervisningen på Københavns Universitet med to 9. semester studenter. En stor og god udvikling, og i årevis har ansøgere til reservelægestillinger henvendt sig spontant, og der har kun været få vakancer – tilmed har der været kødannelse til turnus.

Men, der er sket noget.

Arbejdsglæden er forsvundet. Den dynamiske, administrerende overlæge har kastet administrationen fra sig og er gået på halv tid.

Jeg selv har sagt min stilling op, efter 14 vintre og 4 somre, og forlod Grønland for godt 1. maj. Ørelægen har også sagt op, og børnelægen har også fået nok.

Årsagen er dårlig sygehusledelse, så dårlig, at overlægestaben for nogle år siden forsøgte at få chefen fyret, men løb panden mod muren: han holder budgettet, så han bliver ikke fyret.

Der er netop kommet ny ledelsesstruktur - håb om bedre forhold. Men dennes første tiltag var at flytte yderligere 25 (femogtyve) administratorer ind i et hus, hvor der i forvejen er for lidt plads til patienter og det personale, der har den direkte patientkontakt. Lægerne har i årevis ønsket mere plads til patienter, undersøgelseslokaler og kontorer, men er gang på gang blevet tilbagevist - i det omfang, de overhovedet har fået et svar - med, at der var hverken plads eller penge. Men til de 25 er der åbenbart både plads og penge.

For mit eget vedkommende har jeg i mange år haft den holdning, at den dag, jeg ikke længere er glad for at gå på arbejde, vil jeg finde et andet - og den dag kom sidste år. Samarbejdet med en af husets andre afdelinger havde altid været dårligt, betinget af afdelingschefens indstilling, og nye konflikter gjorde det nu umuligt. Klager fra medicinsk afdeling til sygehusledelsen førte intet konstruktivt til, og endnu et møde mellem sagens parter endte uden udsigt til bedring i forholdet.

Efter i mange år at have bøjet af og accepteret at blive trådt på i samarbejdets navn havde jeg nu fået nok, og med denne begrundelse skrev jeg min opsigelse. Denne kom næsten samtidig med den administrerende kollegas, som ellers har været et lokomotiv, - og det er måske betegnende for ledelsen, at den ikke fandt anledning til at kommentere nogen af de to opsigelser.

Jeg har i dette indlæg forsøgt at forklare, at Grønland har været en fantastisk oplevelse i mit liv. Jeg har fået lov til at strække min viden og evner til det yderste inden for den interne medicin - og lidt til. Jeg har været i alle Grønlands byer og i en god del af bygderne, arbejdet på alle sygehusene, på to af dem også som distriktslæge. Naturoplevelserne har måske været det allerstørste - om vinteren på mine ski, som også har været i alle Grønlands byer og deres omgivelser, tværs over isen og omkring Mt Forel, om sommeren på vandreture i fjeldet og lidt i fjordene også. Jeg ville ikke gerne have undværet alt dette, som har beriget mit liv og løftet mig ud af dansk november tristesse - og jeg har et website, www.jensjk.dk, hvor der er tusindvis af billeder fra de fleste af mine grønlandsoplevelser og en del mere, da jeg gerne har villet dele min glæde ved landet med andre. Siden har da også tiltrukket en del, ved jeg.

Men alt får en ende - og nu går det sydover, først til sommerjobs i Skandinavien, som skal finansiere næste vinter, hvor jeg har engageret mig med traveltoteach.dk i Rwanda -